Stressaftale

Partsaftale på EU plan om stress på arbejdspladsen.

De europæiske parter har lavet rammeaftale om stress på arbejdet.

Stress på arbejdspladsen er ikke omtalt i nogen af EU’s direktiver om arbejdsmiljø. Men i sommeren 2004 lavede EFS (Euro-LO) en rammeaftale med de europæiske arbejdsgiverorganisationer om bekæmpelse af stress på arbejdspladsen.

Aftalen er skelsættende, fordi det er første gang de to parter på europæisk plan indgår en aftale, som handler om arbejdsmiljøet. Aftalen blev endelig godkendt af parterne 8. oktober 2004.

Meningerne er delte om værdien af aftalen. LO ser aftalen som et fremskridt, der kan tvinge arbejdsgiverne til at diskutere stress på arbejdspladsen. Mens kritikere i fagbevægelsen peger på, at aftalen kan spærre vejen for mere hårdhændede krav til arbejdsgiverne om at bekæmpe stress.