Sådan lød overskriften på LO/DA’s fælles anbefaling, da Danmark skulle melde sig ind i EF for 30 år siden. Overskriften hentyder til den danske tradition, hvor arbejdsmarkeds-
spørgsmål bliver ordnet af arbejdsmarkedets parter selv, og lovgivningen som regel laves i et snævert samarbejde med parterne.
Formelt er meget stadig som for 30 år siden, men undervejs er vigtige overenskomstspørgsmål blevet reguleret gennem EU-direktiver. Det gælder regler for deltidsarbejde, højeste arbejdstid, ansættelsesbreve m.m. Men også arbejdsmiljøet, uddannelsesspørgsmål, beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik er enten direkte styret eller stærkt påvirket af EU’s social- og arbejdsmarkedspolitik.
Den danske model rammes af EU-udviklingen
Der er store forskelle i traditionerne for, hvordan arbejdsmarkedet reguleres i de enkelte EU-lande. Medens vi i Norden, har overladt reguleringen til fagbevægelsen og arbejdsgiverne, så har de fleste sydlige EU-lande reguleret gennem lovgivning. Og de senere år altså mere og mere EU lovgivning.
I Danmark har den stadig mere omfattende EU-lovgivning på arbejdsmarkedet ramt fagbevægelsen. Hidtil har LO sammen med regeringen arbejdet for, at man kunne nøjes med at indskrive EU-lovgivningen direkte i overenskomsterne og på den måde afværge lovgivning. Men den strategi er slået fejl, og det er nu fastslået, at Danmark skal lovgive, så alle borgere er omfattet af EU’s arbejdsmarkedslovgivning. (Se: EU og overenskomsterne.)
Den voksende EU lovgivning på fagbevægelsens kerneområder svækker fagbevægelsen rolle og dermed fagbevægelsens betydning for medlemmerne. Hvorfor skal man stå i fagforening, hvis rettighederne alligevel er sikret gennem lovgivning uden om overenskomsterne? Samtidig oplever medlemmerne, at de ikke gennem har indflydelse på de EU regler, som bliver en del af overenskomsterne, uden at man kan sige ja eller nej til dem.
|
|