EU’s forårstopmøde kan lægge op til stormløb på fagbevægelsen.
Som så mange gange tidligere røg diskussionen om den såkaldte Lissabonstrategi i baggrunden på EU toppens møde i weekenden. En særlig ”task force” ledet af Wim Kok havde ellers i en rapport lagt op til selvransagelse blandt statslederne.
Wim Kok’s rapport kritiserede i utvetydige vendinger medlemslandene for ikke at tage Lissabonstrategien alvorligt. Strategien skal gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige økonomi inden år 2010. Hvis det skal nås, er medicinen bl.a. dybtgående reformer på arbejdsmarkedet, lyder opskriften. Men landene er ikke klar til at tage opgøret med vælgerne, når det gælder ændringer af velfærdsordninger og afvikling af ”stive” regler på arbejdsmarkedet, mener Wim Kok.
Problemet med Lissabonstrategien er ikke blot, at landene er lysår fra de målsætninger, som er sat. EU systemet har ikke værktøjerne til at tvinge den anbefalede medicin ned i halsen på medlemslandene. Strategien bygger på, at landene selv beslutter, hvordan de skal nå de fælles mål. Og konsekvensen er, at liberaliseringerne ikke sker hurtigt nok, mener udvalget.
Konkurrenceevne er nøgleordet
Selvom Wim Kok papiret pænt nævner social samhørighed og velfærd, (det var bl.a. nødvendigt for at undgå at den svenske LO formand forlod arbejdsgruppen) så er hovedvægten lagt på konkurrenceevne og ”fleksibilitet”.
Rapportens fokus på ”konkurrenceevnen” bakkes kraftigt op af Dansk Industri som mener, at det må være slut med al den snak og de mange modstridende mål: Nu må Lissabonstrategien indskrænkes til at handle om virksomhedernes byrder og deres vilkår.
”Hvis vi ikke er klar til at tage fat på de hellige køer og prioriteret hensynet til konkurrenceevnen, får vi ikke gang i væksten”, skriver DI direktør Hans Skov Christensen i et indlæg i Politikken 10. november.
Han bakkes op af Venstres EU parlamentsmedlem Karin Riis Jørgensen, som i samme anledning slår fast, at Wim Kok rapporten er helt på linie med, hvad Venstre har ment i årevis:
”Vi skal ikke have et tungt ineffektivt rødt Europa, der koster dyrt i skatter og konkurrenceevne på grund af alverdens gode hensigter”, skriver hun samme dag i avisen. Hvor hun også taler varmt for at få vedtaget det foreslåede servicedirektiv, så der kan komme fut i liberaliseringen og markedsgørelsen.
Første halvleg
Topmødets konklusioner er vage, men topmødet er også kun første halvleg. Det bliver på topmødet til marts, at slaget skal slås om, hvad der skal blive af de ambitiøse målsætninger. Skal de opgives, eller skal der sættes magt bag planerne, så man kan få gjort endeligt op med det organiserede arbejdsmarked?
Derfor er der gang i en større ideologisk debat om, hvad der skal være retningsgivende for beslutningerne til marts 2005.
Statsministeren fik ikke umiddelbar opbakning til sin plan om at lave et ”deregulerings katalog”, som landene skulle forpligte sig til at gennemføre.
I Wim Kok rapporten tales der om vækst skabt ved deregulering og styrket konkurrenceevne, men under hensyntagen til bæredygtig udvikling og social velfærd.
– Men de to sider er ikke ligestillet, der sker en opprioritering af dereguleringen. Og selvom man siger, at social dumping ikke er forelig med Lissabonstrategien, så er signalerne fra Dansk Industri klare, vurderer Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen.
Han hæfter sig ved, at DI nu er indstillet på, at der kan komme arbejdskraft til landet, som bliver dårligere betalt end de gældende overenskomster.
– De er klar til at acceptere en udvikling, hvor uorganiserede arbejdsgivere kan operere uden for aftalesystemet med timelønninger på 60 kr. Det er en uhyggelig udvikling, det er et angreb på den tryghed, vi f.eks. har i vores overenskomstsystem. DI er åbenbart klar til at underkende aftalesystemets værdi og acceptere, at der kan produceres på dårligere vilkår end de aftalte. Man kan bare kigge rundt i de store EU lande, hvis man vil se, hvad der er i anmarch, siger Ole Jensen.
Stormløb på fagbevægelsen
– Lissabonstrategien er blevet fremstillet som en uskyldig proces. Nu kan den vise sig at være en farlig vej, hvis man på topmødet beslutter, at der skal gribes ind og vedtages konkrete planer for at få reformeret arbejdsmarkedet i EU landene. Som topmødet forløb og med DI’s udspil i baghovedet, så tegner det til et stormløb på fagbevægelsens landvindinger, siger Ole Jensen. (brink)
Se også: Lissabonstrategiens fiasko
10.11.04