Skal EU bestemme fremtidens arbejdsforhold?

– Vi skal ruste os til forsvar mod misbrug af arbejdskraften i unionen, siger Kirsten Annette Christensen fra Stop Unionen, som indbyder til konference 6. november om EU-grundlovens og østudvidelsens indflydelse på arbejdsmarkedet.

‘Hvad sker der på arbejdspladserne?’ lyder overskriften på en konference, som det EU-kritiske netværk Stop Unionen holder lørdag den 6. november i København.
– EU-grundloven rammer ind i resterne af den selvbestemmelse, Danmark har i dag indenfor social- og arbejdsmarkedspolitik. Det får indflydelse på det offentlige arbejdsmarked, på overenskomster, på lønforhold og på arbejdsforhold. Det er en del af den fremtid, som østudvidelsen allerede har givet fagbevægelsen problemer med at tackle, siger Kirsten Annette Christensen fra Stop Unionen. Hun er selv områdeformand for LFS i Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA).
– Det er nødvendigt, at vi i fagbevægelsen ruster os bedst muligt imod misbrug af arbejdskraft i den fremtid, som tegner sig i unionen. Derfor holder vi denne konference, som især henvender sig til fagligt engagerede på arbejdspladserne og i fagforeningerne, tilføjer hun

Stop Unionens konference finder sted lørdag den 6. november kl. 10.30-15.00 hos SiD Lager og Handel, Rantzausgade 58, København N.

Der bliver to paneldiskussioner med oplæg ved:

Peter Kay Mortensen fra LO Storkøbenhavn

Klaus Lorentzen fra Fagbevægelsen mod Unionen

MEP Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU

Faglig sekretær Doug Nicholls (Storbritannien)

Næstformand i Fagforbundet afd. 354 Offentligt Ansatte Svend Haakon Jacobsen.

Der er fri adgang – deltagelse er gratis. Tilmelding er ikke nødvendig, men ses gerne til kac004@foa.dk

Konferencen er arrangeret af Stop Unionen (kritikere og modstandere). Konferencen anbefales af Fagbevægelsen mod Unionen og Folkebevægelsen mod EU’s faglige udvalg.