Skuffede østlande

Nye EU-lande kræver åbne grænser for østeuropæere, der vil arbejde i vest.

Af Hans Brinkmann

Hvad nytter en forfatning for alle europæere og en fælles indsats for jobskabelse, når millioner af unionsborgere i de kommende år forhindres i at leve og arbejde, hvor de vil?
Det spørgsmål forsøgte en række central- og østeuropæiske ledere at presse ind i debatten på EU-topmødet i marts, hvor både forfatningsforhandlinger og beskæftigelse var på dagsordenen.
Østlandene er skuffede over, at samtlige gamle EU lande minus Irland og Sverige har smækket døren mere eller mindre hårdt i for deres borgere. Tiltrædelsestraktaten giver mulighed for syv års overgangsperioder, hvor de gamle lande har lov til at stille de nye landes borgere dårligere end alle andre unionsborgere.

Skuffelse og vrede

– Konklusionerne fra dette topmøde prædiker om fordelene ved arbejdskraftens frie bevægelighed – men det, vi ser, er noget andet, sagde Tjekkiets regeringsleder, Vladimir Spidla efter topmødet.
 Polens kommende EU-kommissær, Danuta Hübner, advarer om, at netop begrænsningerne risikerer at få folk til at stemme nej ved folkeafstemningerne om en EU forfatning.
– Vi er enormt skuffede! Der er ingen som helst økonomisk retfærdiggørelse af denne forventning om store strømme med millioner af polakker og ungarere, der skulle invadere arbejdsmarkederne, siger Hübner.

Hun forventer, at langt de fleste polakker vil blive hjemme også efter 1. maj. Men princippet om, at man som EU-borger har ret til at leve og arbejde, hvor man vil, er af stor betydning.
– Specielt blandt vore unge mennesker udgør den frie bevægelighed for varer, personer, kapital og tjenesteydelser selve symbolet på det indre marked, som vi nu skal være en del af. Når man begrænser den, så er det for mange mennesker et signal om, at Polen bliver et andenklasses EU-land, siger Danuta Hübner.

Ungarn  og Polens svarer igen

Få dage før udvidelsen trådte i kraft besluttede Polen, at indføre overgangsordninger for borgere fra de gamle EU lande, som har begrænset den frie bevægelighed.

Den ungarske regering er også besluttet på at svare igen med de samme midler. Ungarn vil vedtage overgangsordninger, som rammer EU borgere på samme måde, hvis de vil arbejde i Ungarn.

Ferenc Persányi attache ved den ungarske ambassade i Danmark siger, at det ungarske parlament ikke har vedtaget lovgivningen endnu, men han forventer, at den vil blive tilsvarende de overgangsregler, som hvert enkelt EU land vedtager for ungarske borgere. Så danskere kan se frem til samme behandling, som vi byder ungarske arbejdere.

– Der ser ud til at være en tendens til, at nogle af de gamle EU lande ikke lever op til forventningerne og i nogle tilfælde ikke op til de forpligtigelser, som landene har indgået under tiltrædelsesforhandlingerne, siger Ferenc Persányi.

Han henviser til de ”kontraktlige forpligtigelser,” som landene har skrevet under på i en af de mange erklæringer, som er knyttet til tiltrædelsestraktaten.

I erklæringen lover de ”gamle” EU lande, at de dels vil bruge overgangsordningerne fleksibelt og differentieret, men også bestræbe sig på at øge ungarernes adgang til arbejdsmarkedet. Hvis landene levede op til erklæringen skulle beskæftigelsesmulighederne øges væsentligt for ungarerne efter optagelsen. Samtidig lover landene, at de vil arbejde for at fjerne særreglerne og indføre de almindelige EU regler, så hurtigt som muligt.

– Ungarn forstår de nuværende medlemslandes bekymring for at undgå misbrug af deres sociale systemer. Men restriktionerne burde gennemføres på en ikke diskriminerende måde, sådan som EU reglerne foreskriver det, siger Ferenc Persányi.

– Vi er overbevist om, at frygten for en stor migration af arbejdere er grundløse. Hverken historien eller den nuværende situation retfærdiggør forventninger om, at der vil rejse mange ungarske arbejdere, siger han.

Han henviser til, meget lave tal for immigration fra Ungarn. Arbejdsløsheden er lav (5,5 procent), økonomien voksede med 2,9 procent sidste år.

– Så der er intet i situationen, der tilskynder ungarerne til at rejse, siger Ferenc Persányi.

EU landenes erklæring om hurtig normalisering af forholdene for de ungarske arbejdere, er gentaget ordret over for hvert enkelt af de nye landes regeringer. Men det ser foreløbig ikke ud til at være det papir værd, som det er skrevet på.