Forventningerne var høje da murene faldt i Østeuropa. Men for store befolkningsgrupper har omstillingen betydet arbejdsløshed og fattigdom.
Omstillingen af disse samfund bliver vanskeligere end for Spanien og Portugal i 1980’erne
Af Jens Jørgen Nielsen
Vesteuropæisk solidaritet?
Den 1. maj blev 10 nye lande medlem af EU, en udvidelse med ca. 76 millioner mennesker. Den største og mest skelsættende udvidelse hele EU/EF konstruktionen nogensinde har oplevet -14 år efter, at østblokken brød sammen i kølvandet på Michail Gorbatjovs perstrojka politik. Der har allerede udviklet sig en sammenhængende ideologi til at forklare og perspektivere dette forløb. Med variationer lyder historien således:
Efter i næsten 50år at have været underlagt en østlig angivelig ikke-europæisk stormagt, præget af ufrihed og tvang, er disse centraleuropæiske lande nu vendt tilbage til Europa og europæiske værdier, præget af menneskerettigheder, demokrati og markedsøkonomi. EU er garanten for disse menneskerettigheder, som sikrer østeuropæerne både demokratiske og sociale rettigheder. EU’s og de vesteuropæiske landes holdninger til disse lande har været præget af et kristent ønske om at hjælpe de folk, der havde det geografiske uheld at bo i den sovjetiske interessesfære. I dag er de sikret både økonomiske, sociale og demokratiske rettigheder. Så der er virkelig grund til at feste.
Såvidt denne tolkning. Hvem kan dog være sur på et sådant historisk opløftet tidspunkt.
Et realistisk billede
Den nye EU konstruktion er et kompliceret fænomen, der ikke kan afklares i paroler. Ovenstående ideologiske analyse er både vildledende og forsimplet. Efter alt at dømme deles opfattelsen kun af en mindre del af den østeuropæiske befolkning, specielt dem, der har haft evnen til at flyde ovenpå, de unge mennesker i hovedstæderne, den gamle nomenklatura, der var hurtig til at få fingre i den statslige ejendom, dem der har fået lært engelsk og kan tale med vestlige journalister. Men rejser man ude i provinsen er det et andet billede, der møder en. Det er en overvejende politisk afmægtig befolkning, der straffer politikere ved f.eks. som i Polen at stemme dem ud af parlamentet efter en regeringsperiode, ved at stemme på protestpartier og ved at kun meget få stemmer overhovedet.
Økonomisk velstand omfatter relativt få områder af disse lande. De fleste provinsområder ligger passive hen med høje arbejdsløshedstal, social usikkerhed, depressive stemninger og mange psykologiske problemer. Det er ikke totalitære samfund, men det vil være synd at sige, at demokratiet fungerer. Det er ikke sådan en stor del af befolkningerne oplever det. Men hvordan er det dog gået til at det der skulle være den store frihedsrevolution er endt i en apatisk følelse af afmagt. Vi følger Polen som et eksempel. Det var her det hele begyndte. Det var her Solidarno´Êç fra 1980 rejste en kæmpe folkebevægelse, der bidrog til at vælte det mægtige sovjet imperium. Og så bor ikke mindre end halvdelen af de nye EU borgere fra Østeuropa i Polen.
SolidarnoÊç fra oprør til magthaver
Arbejderne på det statslige skibsværft i Gdansk havde mange års kamptraditioner, de bekæmpede de prisstigninger, som det kommunistiske styre pålagde befolkningen, som et forgæves forsøg på at løse de store økonomiske problemer. Organisationen blev forbudt i 1981, men fortsatte sine aktiviteter, og i 1989 lykkedes det at bryde det politiske kommunistiske monopol, de stillede op og vandt en jordskredssejr.
Det var en meget vanskelig opgave. Ingen vidste rigtig hvad de skulle stille op. Fra en følelsesladet anti-kommunisme til praktisk ansvar var der lang vej. I tomrummet blev det overladt til én økonom at udforme politikken. Han fik næsten frie hænder. Manden hed Leszek Balcerowicz og var økonom, uddannet ved Harvard University. De frie hænder udnyttede han til at gennemføre en total liberalisering af økonomien. Han var overbevist monetarist og nyliberalist. Til at begynde med troede nogle, bl.a. den kendte elektriker Lech Wa•´sa, at det ville føre til velstand på kort tid. Det gjorde det ikke, det førte til en drastisk produktionsnedgang på henved 20%, en kæmpe arbejdsløshed, fjernelse af opsparede midler og proletarisering af store grupper arbejdere.
Men de tidligere så aktive arbejdere var fanget i en ideologisk fælde. Nyliberalismen blev betragtet som det mest anti-kommunistiske man kunne forestille sig. At være imod den politik kunne tolkes som pro-kommunistisk kontra-revolution. En af de intellektuelle stiftere af SolidarnoÊç, Jacek Kuron var ærlig eller kynisk nok til at indrømme dilemmaet: „Vores styrke består i, at det netop er dem, der støtter os, der bliver de første ofre og tabere i markedsøkonomien’.
Men blev kommunisterne da smidt på porten? Så afgjort ikke. Balcerowicz havde selv været medlem af partiet. Og de førende partimedlemmer havde allerede i 1980’erne forberedt sig på det der ville ske. En hel generation af kommunister blev uddannet på førende universiteter i USA, hvor de lærte om markedsøkonomi. De sendte også deres børn afsted. For det andet begyndte disse partimedlemmer at privatisere banker og andre store virksomheder, og hvor de sørgede for at de selv blev de nye ejere.
Indtil 1993 sad der en stribe af kortvarige regeringer med rod i SolidarnoÊç bevægelsen. Ingen af dem opnåede ret meget. Bag ved sad Balcerowicz og trak i trådene. Han ønskede at tiltrække vestlige investorer. For at opnå det sænkede han ved et meget uliberalt indgreb priserne på kul. Det gav billig energi. Og dermed blev det også lidt lettere at privatisere virksomheder. Hvilket dog hverken lykkedes helt eller halvt. Men situationen var så tilpas kaotisk, at befolkningen i 1993 stemte de gamle kommunister tilbage til manges overraskelse.
Polen på vej mod EU
Fra 1993 begynder de egentlige forhandlinger om optagelse i EU. Men bag disse forhandlinger ligger der en anden og mere afgørende dynamik. Vestlige firmaer var interesseret i både den billige og relativt veluddannede arbejdskraft samt de lukrative dele af den polske industri. Og det var købers marked. Den polske stat var præget af konstante budgetproblemer, og både Den Internationale Valutafond, og EU stillede krav om balance på statens budgetter. Og det var vanskeligt med ringe indtægter og enorm arbejdsløshed. Privatisering viste sig også i mange tilfælde at være en givtig indtægt for politikerne, enten i form af direkte korruption eller i form af favorisering af familie og venner. På den måde vandrede i løbet af kort tid de rentable polske virksomheder over i hænderne på udenlandske investorer. På samme tid flyttede mange vestlige firmaer den arbejdsintensive del af produktionen til bl.a. Polen.
I takt hermed blev EU’s interesse i de østeuropæiske lande mere intens. Det blev vigtigt at sikre de vesteuropæiske firmaers nye ejendom, samt at sikre nogle minimale spilleregler. På dette tidspunkt begyndte den vesteuropæiske fagbevægelse også at interessere sig lidt mere for bl.a. Polen. Samtidig skulle man også binde landene til sig handelsmæssigt og på vilkår, der ikke var lige. Det gjaldt i første omgang fødevarer. EU landmænd fik en meget generøs produktions- og eksportstøtte. Og man blev vidne til det særsyn, at Polen med den største landbrugsbefolkning i Europa importerede fødevarer og havde meget store problemer med at eksportere. Alt imens de polske landområder sygnede hen.
Resultatet af privatiseringen blev, at 72% af den polske økonomi (2002) var på private og mange af dem også på udenlandske hænder. Næringsmiddelindustrien var domineret af vestlige firmaer. Det samme gjaldt også de store supermarkeder og handelscentre. Maskin- og metalproduktion var også interessant for de vestlige firmaer. Et så vigtigt område som banksektoren blev helt domineret af udenlandske banker. 70% af bankkapitalen er udenlandsk. Så stor udenlandsk dominans ses meget sjældent i EU lande, hvor i gennemsnit kun 10% af bankkapitalen er på udenlandske hænder.
Telekommunikationsområdet er helt domineret af den franske stat. Vestlige bilfirmaer har også etableret sig i Polen. Det gælder især general Motors, Fiat og VW. Der er i høj grad tale om udflytning af samlevirksomheder og ikke i så høj grad som med Skoda i Tjekkiet tale om etablering af strategiske centre. Også forsikringsområdet er overvejende på udenlandske hænder. Det er ikke uvæsentligt efter sygesikringsreformen, der etablerede nogle komplicerede privatiseringsregler for sygesikring.
En anden side af privatiseringen er interessant for fagbevægelsen. I næsten præcis takt med privatiseringen er fagbevægelsens indflydelse mindsket. I dag er den næsten fraværende i den private sektor. Kun i dele af den offentlige sektor har den en vis indflydelse. Den er desuden både splittet og stærkt politiseret. Topledere i en faglig hovedorganisation søger at få indført love til gavn for medlemmerne. Da polske hovedorganisationer støtter forskellige partier, er der et bredt spillerum for splittelse. Til gengæld står de faglige organisationer meget svagt på brancheområderne. Der eksisterer stort set ikke landsdækkende brancheoverenskomster. I virkelighedens verden må arbejderne i vidt omfang acceptere vilkår, der ligger under de lovfæstede krav.
Velfærd i Polen
I takt med privatiseringen er det statslige engagement i sundhedsvæsen, undervisning, infrastruktur, arbejdsmarkeds- og regionalpolitik m.m. og stigende grad helt forsvundet. Med reformen i 1998 fralagde staten sig en meget stor del af ansvaret for pension, sygesikring, uddannelse og regionalpolitik. Mens vestlige firmaer har snuppet juvelerne blandt virksomheder, er den polske stat ladt tilbage med de virksomheder de ikke kunne sælge bl.a. jernbanerne, der jo i et eller andet omfang er nødvendige. Det samme gælder skibsværfter, kulminer, stålværker – infrastruktur i det hele taget.
Der er tale om en polsk stat med meget få håndtag at dreje på i forhold til den sociale, økonomiske og regionale udvikling i Polen. Et statsapparat og en lokaladministration, som i niveau er langt bag nogle af de moderne vestligt ejede virksomheder i den udviklede del af Polen, som omfatter Warszawa, Poznan og Wroclaw. Også en stat, hvor befolkningen reelt har få muligheder for indflydelse. Af denne grund har nogle kaldt begivenhederne i Polen for den passive revolution.
At uddannelses- og kvalitetsniveauet i Polen ikke er i samklang med kravene til en moderne offentlig sektor indrømmer selv landets præsident, Alexander Kwasniewski i et interview i den store polske avis Gazeta Wyborcza 5. – 6. juli 2003. Her omtaler han de vanskeligheder han havde med at finde personer med viden om både polsk landbrug og EU. „I dette kæmpe land med næsten 40 millioner indbyggere fandt jeg kun 7 individer med tilstrækkelig viden om dette vigtige område’.
Protest
Nogle af de bedst organiserede blandt de polakker, der er genstand for „rekonstruktionen’, er bl.a. minearbejderne, der gennem aktiviteter har forhindret lukningen af de polske miner. Også jernbanearbejderne er ret stærkt organiserede, i et vist omfang også sygeplejersker og andet sygehuspersonale.
Landbefolkningen er derimod væsenligt svagere organiserede. Som en spredt og individualiseret overvejende katolsk inspireret befolkning, har der traditionelt ikke været et stort potentiale for organiseret protest. Men protestpartiet og bevægelsen Samoobrona har dog opnået store resultater og står idag stærkt i meningsmålingerne. Gennem direkte aktioner har de i det mindste skabt opmærksomhed omkring landbrugernes problemer og ikke mindst EU’s bestemmelser på området.
I vestlig presse bliver bevægelser, der er skeptiske over for EU og privatiseringspolitikken ofte sværtet til som nationalistiske, anisemitiske, tilbagestående, uvidende og det der er værre. I en nuanceret bog om disse problemer skriver Lucjan Kocik: „de igangværende forhandlinger er kilde til mange udfordringer og spørgsmål. Der er meget konkrete spørgsmål i forbindelse med bøndernes bekymringer om deres nærmeste fremtid. Manglen på svar fra regeringernes side på disse spørgsmål fører i stigende grad til negative stemninger på dette område. Det burde – sat på spidsen snarere bekymre regeringerne… Med deres EU skepsis tænker bønderne blot rationelt på deres økonomiske interesser’. (Lucjan Kocik: Trauma i eurosceptyczm polskiej wsi. Kraków. 2001) Lucjan Kocik afviser også, at der ligger xenofobiske for slet ikke at tale om udbredte antisemittiske stemninger bag den udbredte skesis over for EU.
Af politiske partier med en markant modstand mod den givne udvikling er der stort set kun højrebevægelser, dvs. bevægelser med rod i en katolsk tradition og en stærk national orientering. Venstrekoalitionen, SLD, et angiveligt socialdemokratisk parti med New Labour som forbillede støtter privatiseringen, har ikke noget alternativ. Det samme gør sig gældende for koalitionspartiet Unia Pracy, UP, Arbejderunionen, med bånd til det danske SF. UP har haft vanskeligt ved at markere sig, og kan risikere at blive draget med i faldet, når SLD ved næste valg måske helt ryger ud af Parlamentet. De har haft vanskeligt ved at formulere en venstreposition, der kan andet end at hylde EU og privatiseringsprocessen som et venstreorienteret program.
Man kan ofte få det triste indtryk, at den eneste sociale protest mod udviklingen af den særlige markedsøkonomi kommer fra katolsk-kristne og nationalistiske kredse.
Perspektiver
Den polske historiker Julian Bartosz har gjort opmærksom på, at der i hvert fald eksisterer én kontinuerlig faktor i polsk historie uanset om landet har været regeret af Preussen, Østrig, Rusland/Sovjetunionen eller som nu domineret af EU. Polen har altid været et reservoir for billig arbejdskraft enten til roearbejdet på Lolland-Falster, kulminerne i Frankrig og Belgien, landbrug og byggeri i Tyskland eller slagterier i Chicago i USA. Alene før 1. verdenskrig udvandrede fra det nuværende område, der i dag er Polen ikke mindre end 3,5 millioner til Vesteuropa, USA, Canada, Austraien m.fl.
„De sidste 14 års tilpasning til Vesteuropa og EU har ikke og vil ikke ændre på det faktum’, siger Bartosz, som også har skarpe meninger om de sidste 14 års udvikling. „Vestlige firmaer og EU har opnået en stor dominans, samtidig med, at vores regeringer har manglet et egentligt program, der går ud over den rene tilpasning. Mange politikere er primært interesseret i at bruge politik som en løftestang for egen snæver vinding. Ikke nok med, at de har bevaret de privilegier politikerne havde før 1989, og det foragtede befolkningen dem for. Men politikerne har heller ikke et sammenhængende program for hvad de vil, de tror at problemerne løser sig selv – eller at EU gør det’.
Når befolkningen er meget skeptisk over for de polske politikere, er det nemt at sætte forhåbninger til EU som en art frelser, der magisk løser alle uløste problemer i Polen. Mange polske socialoger er bekymrede ved den udvikling. F.eks. skriver Janusz Czapiƒski i Diagnoza Spo∏eczna, Social Diagnose, at polakker har alt for urealistiske forventninger til EU. „Hvis disse forventninger ikke bliver indfriet, og det er der al mulig grund til at tro vil ske, så vil den offentlige stemning forværres og anti-EU holdninger vil vokse. Fjendtlige holdninger til de politiske eliter, som appellerede for støtte til optagelsen i EU, vil sandsynligvis også øges’.
Den spanske vej?
Hvad der på sigt vil ske med Polen i EU, er yderst vanskeligt at spå om. Optimisterne er enige om, at EU vil få samme positive effekt som EF i 1980’erne og 90’erne havde på Spanien og Portugal. Rigtigt er det da også, at Spanien og Portugal har oplevet vækst og modernisering i de sidste 20 år. Selvom det langt fra er forskånet for sociale problemer. Men udgangspunktet er meget forskelligt.
Polen og de andre østeuropæiske lande har skullet gennemgå en dobbelt transformationsperiode. De skulle både opbygge basale markedsøkonomiske strukturer og parlamentariske demokratier. Og kunne man tilføje, faglige organisationer samt det man kalder det civile samfund, som er udtryk for en politisk demokratisk kultur. I modsætning til Polen og flere af de nye lande i EU havde Spanien og Portugal en relativt velfungerende markedsøkonomi, som under de autoritære styrer endda havde nydt en vis statslig beskyttelse.
Da Spanien og Portugal blev medlemmer af EF i midten af 1980’erne, var det netop ikke en union. Begge lande modtog relativt generøse midler fra strukturfondene til bl.a. at opbygge deres hjemmemarked og nationale økonomiske strukturer. Landene kunne endvidere som medlemmer af EF deltage i opbygningen af unionen og kunne i et vist omfang kræve sig betalt for det i form af strukturmidler og landbrugsordningerne. For de østeuropæiske lande var der på en helt anden måde tale om et take-it-or-leave-it arrangement. De skulle næsten ensidigt tilpasse sig en given struktur, der i mange tilfælde var direkte skadelige for deres nationale økonomier. Disse knapt konsoliderede lande kunne netop ikke udnytte de områder, hvor de var stærke, nemlig landbrugsvarer og sværindustri. Lige præcis disse varegrupper havde EU ikke brug for.
Da Spanien og Portugal blev medlemmer i 1980´erne nød den keynesianske filosofi stadig en betydelig opbakning. Mange troede på statsindgreb som et led i at styre økonomien. Siden da er nyliberalismen blevet næsten enerådende, hvilket også har afspejlet sig i EU´s opbygning. Disse tendenser har også gjort de østeuropæiske lande meget mere sårbare. Privatiseringerne har været mere udbredt og haft negative konsekvenser. Den offentlige sektor kom på smalkost. Og arbejdsløsheden og afhængigheden er væsentlig højere end de lande, der havde det held at opbygge deres samfund uden ortodokse nyliberalistiske krav.