Direktiv i syltekrukke

S og VC forsøger at sende tjenesteydelse direktiv i udvalg

EU Kommissionens forslag til tjenesteydelse direktiv har udviklet sig til et lidt for varmt emne i valgkampen til Europaparlamentet. Derfor tog socialdemokraterne formand for Folketingets Europaudvalg Claus Larsen Jensen i går initiativ til en fælles arbejdsgruppe mellem Socialdemokraterne, Venstre og Konservative. Arbejdsgruppen skal angiveligt forsøge at udrede de negative og positive sider af forslaget.

– Der skal gives klare politiske svar på den forvirring, som kommissionens forslag til direktiv giver anledning til netop nu som led i valgkampen til Europa-Parlamentet. Det anvendes af nej-siden til at fremmale skræmmebilleder af, at direktivet vil undergrave det danske arbejdsmarked mv., siger Claus Larsen-Jensen til net-redaktionen.
Han er enig med kritikerne om, at forslaget er temmelig uklart formuleret.
– Det rummer selvmodsigelser, og dets indhold strider på en række punkter mod principperne i både EU-traktaten, anden EU-lovgivning og aftaler i WTO, fortsætter han.
Socialdemokraterne er grundlæggende positive over for etableringen af et indre marked for service.
– Det skal færdiggøre arbejdet med EU’s indre marked. Service udgør over halvdelen af EU’s økonomi. Derfor vil et fælles indre marked skabe øget økonomisk vækst, beskæftigelse og eksportmuligheder for servicevirksomhederne, uden de nødvendigvis skal etablere sig i andre lande, siger han. Samtidig slår han fast, at Socialdemokraternes udgangspunkt er, at hverken et velfungerende arbejdsmarked eller velfærdssamfundet må lide skade. Og han konstaterer, at EU’s udstationeringsdirektiv, andre regler i EU og regler i de enkelte lande.
– Det kan og vil blive sikret, inden der kan vedtages et direktiv inden for det næste års tid. Med arbejdsgruppen vil alle spørgsmål blive taget op, og der vil blive fundet løsninger, inden regeringen skal have et mandat i Europa-udvalget. Og vi vil sikre tætte kontakter til andre landes regeringer og parlamenter, som har de samme reservationer ved Kommissionens forslag, siger Claus Larsen-Jensen.

Ingen skræmmekampagne

Søren Søndergaard, MF for Enhedslisten og kandidat til EU-valget for Folkebevægelsen mod EU, afviser at han fører skræmmekampagne:
– Når jeg kritiserer direktivforslaget, fordi det helt konkret lægger op til et omfattende misbrug af billig arbejdskraft til at udføre serviceopgaver i Danmark, så er det selvfølgeligt ikke skræmmekampagne. Hvis Claus Larsen-Jensen mener det er at skræmme, så kunne han lige så godt beskylde den socialdemokratiske statsminister i Sverige for at føre skræmmekampagne, når han kritiserer direktivforslaget.
– Problemet er, at regeringen ikke har kunne afvise, at min kritik af forslaget er korrekt. Mit ærinde er selvfølgeligt at få forhindret de ulykker, som forslaget lægger op til. Nemlig at såvel overenskomster som f.eks. arbejdsmiljøloven bliver sat ud af kraft, hvis f.eks. en privatperson hyrer polsk arbejdskraft til rengøring eller husreparationer. Det må også Claus Larsen-Jensen da være imod. Claus Larsen Jensen burde rette skytset mod EU-direktivet, i stedet for at skyde på os, der kritiserer det, siger Søren Søndergaard.

Han mener at, de tre partiers arbejdsgruppe er et åbenlyst forsøg på at putte direktiv forslaget ned i en skuffe og trække det ud af valgkampen.

– Man kan ikke have noget imod, at de forsøger at finde ud af, hvad direktivet handler om. Men det er væsentligt at få direktivet frem i lyset, fordi det er et eksempel på, hvordan direktiverne om EU’s indre marked griber ind i overenskomstforhold og lønmodtagerrettigheder, siger Søren Søndergaard. (brink)

4.06.04