Lær af hinanden og lad i øvrigt markedet regere, lyder devisen i EU Kommissionens statusrapport om vækst og beskæftigelse
For første gang fremlagde EU Kommissionen i denne uge en såkaldt status rapport om Lissabon processen og vækst og beskæftigelse.
I rapporten giver kommissærerne deres vurdering af de 25 landes egne reformprogrammer, samtidig udpeger de, som formand Mao gjorde i sin tid, gode eksempler, som andre kan lære af. Her er den danske ”flexiurity” model i høj kurs. Kommissionen opfordrer andre lande til at lære af den.
Endelig udpeger kommissionen nogle områder, hvor landene bør sætte ind.
– Nu har Kommissionen gjort status – og?
– Ingenting, det får absolut ingen konsekvenser, siger Ole Jensen, FMU.
– Det er blot en ny måde at se tingene på. Det er en konsekvens af, at Lissabonprocessen er brudt sammen. Samtidig har regeringerne skiftet farve, så der er overvægt af borgerlige. De mål man havde sat sig frem til 2010, har fortonet sig. Der var et element af social udvikling og en social beskyttelse i de oprindelige mål, som er helt væk nu. Nu er det op til landene selv at udfylde nogle enkle rammer, f.eks. er der et mål for, hvor meget man skal bruge på forskning, men landene definerer selv, hvad de vil regne med. Landene skal også have en aktiv beskæftigelsespolitik, og hvis de selv synes, at de har det, så er den ikke længere, siger Ole Jensen.
Til halsen i det frie marked
| Se EU-Kommissionens hjemmeside | |
Han beklager ikke, at EU har måttet opgive en central styring af arbejdsmarkedspolitikken.
– Det er fint nok, at man med den ene hånd lader det være op til de enkelte lande selv at udfylde politikken. Problemet er bare, at man med den anden hånd fastholder de benhårde regler om fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser, siger han.
– Lissabonprocessen havde nogle bitte små spæde spirer til nogle styremekanismer, der kunne afbøde lidt af konsekvenserne af det frie markeds hærgen. Dem opgiver man, i stedet efterlader man os med de problemer, de fire friheder giver. Kommissionen forsøger at skærpe dem med forslaget til servicedirektiv. Der er intet ”socialt” tilbage, og det har da heller aldrig været tanken, siger Ole Jensen.
– På arbejdsmarkedet står vi til halsen i problemer, som er affødt af det indre marked og den fri bevægelighed. Det er de daglige problemer med underbetaling af vandrende arbejdskraft. Vi har hele komplekset om østaftalen og omgåelse via EU’s udstationeringsdirektiv. I den anden ende er det udflagningen og kapitalfondenes spekulation og opkøb af store arbejdspladser.
– Det er alt sammen affødt af det frie marked, som EU’s grundlov garanterer, og de problemer har Kommissionen absolut ingen bud på. Vi har ikke mulighed for at løse det på nationalt plan, fordi EU reglerne fratager os styremulighederne. Koblingen mangler, så længe vi ikke må røre ved de afgørende mekanismer i det indre marked.
– Derfor er diskussionen om servicedirektivet så vigtig, hvis det lykkedes at få skabt regler om, at man i det mindste skal leve op til lokale overenskomster i det land man arbejder, uanset hvor man kommer fra, så begynder det at hænge lidt sammen, siger Ole Jensen. (brink)
27.01.06