Østaftalen står til revision, men hvad skal beredskabet være, når det er slut med særlovgivning, spørger Ole Jensen Fagbevægelsen mod Unionen
 |
|
– Hvad er det for problemer, som østudvidelsen og EU udviklingen i det hele taget stiller fagbevægelsen over for? Hvad er det for et beredskab, som skal til for at undgå løndumping og sikre at aftalesystemet ikke undergraves? |
– I stedet for kun at diskuterer detaljer i østaftalen skulle politikerne også koncentrere sig om, hvad der skal komme efter, hvad der skal gøres ved det, som bliver fremtiden uden østaftale. ?
Fagbevægelsen Mod Unionen var ikke begejstret for den særlovgivning, som Folketinget vedtog, da de nye østlande kom med i EU. Overgangsreglerne betyder bl.a., at arbejdere fra øst mister deres arbejdstilladelse, hvis de bliver fyret, samtidig er de afskåret fra at få arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.
Den del af østaftalen har regeringen måttet opgive, fordi EU-Kommissionen mener, det er i strid med udvidelsesbetingelserne. (Se: ”Østaftale strider mod EU retten”)
Samtidig presser Kommissionen på for at de gamle lande, som har overgangsordninger for arbejdskraften, afskaffer dem.
Op til forhandlingerne om en revision af østaftalen, har Beskæftigelsesministeren fået lavet en rapport, som anbefaler andre lettelser i østaftalen, fordi det bl.a. kan modvirke ”flaskehalse” på arbejdsmarkedet.
– Men politikerne kan lige så godt tage tyren ved hornene. Østaftalen er kun en overgangsordning, som maksimalt kan løbe i syv år, siger Ole Jensen.
Op til udvidelsen diskuterede man, hvordan man skulle undgå løndumping, men overgangsordningen tog ikke højde for, at de største problemer har været med udstationering og ”arme- og benvirksomheder”.
– Det har vist sig, at østaftalen ikke spiller nogen rolle for størstedelen af arbejderne fra Østeuropa. De fleste kommer som udstationerede, og vi ser en trafik, hvor danske virksomheder laver øst-filialer til lejligheden, for at omgå reglerne. Det er blår i øjnene at tro, at østaftalen sikrer noget som helst, siger Ole Jensen.
Hvad er problemet
|
Frygten for ”social turisme” fra de fattige østlande spillede en stor rolle i diskussionen op til udvidelsen, derfor valgte politikerne at smække kassen i, så uanset om en polsk arbejder i øvrigt lever op til betingelserne for f.eks. at modtage dagpenge, så er kassen lukket, han er velkommen til at blive og søge andet arbejde seks måneder men uden sociale ydelser af nogen art, en situation som kalder på sort arbejde. Diskrimineringen betyder også, at østarbejdere står svagt over for en arbejdsgiver fordi de ved, at en fyreseddel i praksis sender dem hjem. |
|
I stedet for blot at forlænge overgangsordningen opfordrer Ole Jensen til, at politikerne i stedet begynder at diskutere, hvad der skal til for at håndtere fremtiden.
– Hvad er det for problemer, som østudvidelsen og EU udviklingen i det hele taget stiller fagbevægelsen over for? Hvad er det for et beredskab, som skal til for at undgå løndumping og sikre at aftalesystemet ikke undergraves?
Ole Jensen peger på tre områder, hvor der skal sættes ind:
– Udvidelsen kræver, at fagbevægelsen styrker de gamle dyder. De nye kolleger skal organiseres, og vi skal sikre overenskomster med de udenlandske virksomheder, som arbejder her. Blokader og sympatiblokader skal vi i offentligheden gøre til accepterede skridt for at sikre mod underbetaling. Arbejdsretten har jo endda for nylig godkendt, at fagbevægelsen kan varsle udvidet blokade, hvis der arbejder firmaer uden overenskomst på en arbejdsplads. Den ret skal bruges, siger han.
Dagligt oplever lokale fagforeninger, at deres muligheder begrænses, fordi de ikke har ret til at komme ind på virksomheder, hvor de ikke har medlemmer.
– Det ville styrke mulighederne, hvis fagbevægelsen – ligesom i Sverige – fik ret til at få oplysninger og komme ind på arbejdspladserne – også selvom der ikke aktuelt er medlemmer organiseret der, siger han.
For det andet er der brug for en effektiv registrering, af dem som arbejder her i landet. Det skulle gælde både virksomheder og lønmodtagere fra første dag.
– Told og Skat ville være et effektivt sted at registrere alle, der kommer og arbejder her. Og en sådan registrering – f.eks. af ansættelsesbrevet – skulle den lokale tillidsrepræsentant eller fagforening have adgang til, siger han.
Endelig peger Ole Jensen på, at det offentlige må i gang med at stille krav om overenskomstmæssige forhold hos alle de virksomheder, som handler med det offentlige.
– Det gælder ikke kun bygge- og anlæg, men alle de serviceydelser, som stat og kommuner køber. Her har kommunerne indtil nu været meget tilbageholdende, men vi har Beskæftigelsesministerens ord for, at ILO konventionen faktisk opfordrer det offentlige til at kræve ”sædvanlige løn- og arbejdsvilkår”, hos dem de køber ind hos. Det er da bare med at leve op til det krav, når de nye storkommuner fremover tvinges til mere udlicitering. siger Ole Jensen. (brink)