EFS vil af med overgangsordningerne for arbejdskraften fra de nye medlemslande i EU
Til maj udløber de overgangsordninger, som de fleste gamle EU lande har indført for arbejdskraften fra de nye medlemslande. Kun Sverige, Storbritannien og Irland har ikke brugt muligheden for at begrænse arbejdskraftens fri bevægelighed.
Overgangsordningerne har i mange tilfælde ført til, at der er skabt en ny underklasse på arbejdsmarkedet, mener EFS, som i en udtalelse fra ledelsen forlanger, at den fri bevægelighed for arbejdskraften skal gælde alle lønmodtagere i det udvidede EU. De er dog åbne for, at der i særlige tilfælde kan indføres undtagelser.
Sagen er aktuel, medlemslandene skal inden maj skal beslutte om de vil videreføre begrænsningerne for arbejdere fra de nye lande. Overgangsordningerne kan forlænges i første omgang med tre år og en gang mere med to år, så den samlede ”tilpasningstid” når op på syv år.
Men i forbindelse med optagelsen af de nye lande afgav alle de gamle lande højtidelige erklæringer om, at de fra dag et ville arbejde for at fjerne alle begrænsninger ”hurtigst muligt”.
EU Kommissionen er på samme linie, den mener ikke reglerne er nødvendige og har bedt landene fjerne overgangsreglerne. Nogle lande, bl.a. Finland har antydet, at man er klar til at gøre det.
EFS mener, at overgangsreglerne er i strid med både EU traktaten og med charteret om grundlæggende rettigheder.
Nye problemer
|
Se også: |
|
I udtalelsen gør EFS det klart, at det er forskellige erfaringer med overgangsreglerne i de forskellige lande. I nogle lande rapporterer fagbevægelsen, at det har haft positiv effekt og givet arbejdsmarkedet tid til at tilpasse sig udvidelsen. Men reglerne har også skabt nye problemer. Overgangsreglerne har skabt ulige lønkonkurrence og dårligere arbejdsvilkår. Arbejdere fra de nye østlande udnyttes, det sorte arbejde er vokset, og det samme er problemerne med ”arme og ben firmaer.”
EFS ambition er at bidrage til et europæisk arbejdsmarked, som er åbent mod omverdenen. Men den faglige sammenslutning stiller også tre klare krav. Det skal foregå ud fra princippet om lige løn- og arbejdsvilkår. De nationale kollektive overenskomster skal respekteres, og endelig skal alle have lige adgang til de sociale goder.
Overgangsordningerne betyder f.eks. i Danmark, at arbejdere fra de nye medlemslande er udelukket fra at få arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, hvis de bliver fyret. (brink)
20.12.05
Kilde: Bruxelleskontorets Nyhedsbrev (svensk fagbevægelses hjemmeside om EU)
