Grundlovstale 5. juni 2005 Folkebevægelsens grundlovsarrangement i Byggefagenes Hus
Af Finn Sørensen, Fagbevægelsen mod Unionen og Næstformand Industri-Service Kbh. (3f)
Nå, alle I snæversynede nationalister, I globaliseringsangste national-narcissister, I følelsesbetonede klaphatte, der ikke kan eller vil forstå det storslåede i visionen om den europæiske union – hvordan har I det?
Jeg tror I har det ligesom jeg – rigtigt godt.
Det er den bedste grundlovsdag i 13 år.
Grundlovsdag for 13 år siden stod vi med et helt friskt dansk nej til Maastricht-traktaten.
Danskerne ville ikke være med til det store skridt frem mod en EU-forbundsstat, som var det reelle indhold i den traktat.
Kort tid forinden var der kun med nød og næppe blevet flertal i Frankrig for samme traktat.
Det danske nej sendte en chokbølge gennem EU.
Men det blev godt modtaget blandt mange meningsdannere i de andre lande.
I modsætning til vores egne ja-partier forstod de, at ganske vist var det danske nej temmelig broget – men én ting samlede: En dyb bekymring for, hvad der ville ske med demokratiet, med den enkelte borgers indflydelse i den bureaukratiske superstat.
Nu har et klart flertal af de franske og hollandske vælgere taget stafetten op.
Selvfølgelig er nej´et i disse lande også yderst broget.
Det ville være dumt at benægte, at det yderste højre med en vis succes fisker i rørte vande, og benytter lejligheden til at styrke fremmedhadet.
Men det må Unionsbyggerne tage ansvaret for.
Det er simpelt hen for let for det yderste højre at score billige point på kritikken af EU for at være centralistisk, bureaukratisk, og for at være elitens projekt.
Det er nemlig rigtigt alt sammen.
Netop derfor er det så vigtigt, at venstrefløjen holder fast i det, som forener nej-sigerne i Danmark i 1992, nej-sigerne i Irland i 2002, nej-sigerne i 2005 i Frankrig, Holland, Danmark, Sverige, Luxembourgh, Tjekkiet og alle de andre lande, der i disse måneder må se i øjnene, at forfatningen sandsynligvis heller ikke vil kunne blive godkendt hos dem.
Det, der forener, er netop modstanden mod at blive ”kørt over”, modstanden mod at afgive retten til at bestemme over egne anliggender.
Som socialist og fagforeningsmand er der endnu mere at glæde sig over – nemlig at der i forbindelse med nejét i Frankrig og Holland har været en markant socialistisk opposition, der har anbefalet at stemme nej med den klare begrundelse, at Forfatningen åbner nye døre for storkapitalen, nye døre for den ny-liberalistiske dagsorden.
Det nye, der er på dagsordenen er jo markedsgørelsen af den offentlige sektor.
Social- sundheds- uddannelsesområdet, pensionssystemerne – alt skal sættes på aktier, og gøres til genstand for studehandler i EU´s forhandlinger med USA og de andre økonomiske magtblokke.
Det er tankevækkende, at vi står med den traktatændring i EU´s historie, hvor der er blevet hældt mest social fernis ud over de rå markedskrav og liberalistiske målsætninger – fernis i form af charteret om grundlæggende menneskerettigheder, og faglige og sociale rettigheder.
Men det er blevet gennemskuet af de franske og hollandske arbejdere.
Det står mere og mere klart for befolkningerne, at EU med det nuværende traktatgrundlag ikke er noget bolværk mod social dumping, mod undergravning af velfærdsydelser, tværtimod, EU er selv en del af problemet.
Det har bragt debatten om EU´s reelle indhold op på et langt højere niveau.
Uanset hvor mange unge de sender på højskole for at lære om Unionens velsignelser, så vil det ikke være muligt for kommissionen og regeringerne at ændre på det.
Det er også yderst gavnligt i den hjemlige debat.
Tilhængerne i Socialdemokratiet, SF og i forbundsledelserne er simpelt hen blevet frataget en af deres foretrukne påstande, når de løb tør for argumenter i forhold til traktatens indhold, påstanden om, at i resten af EU er det kun det yderste højre, der er modstandere.
Hele forløbet efter den franske folkeafstemning er i sig selv et billede på, hvor udemokratisk EU fungerer.
Den største forbryder er naturligvis den franske præsident, der taler meget om at respektere sit folks nej, men som ikke vil tage den eneste mulige konsekvens, nemlig at meddele, at Frankrig ikke kan godkende traktaten, hvorefter den er faldet bort.
Han har oven i købet haft den frækhed at opfordre de andre lande til at gå videre med godkendelsesproceduren.
Den slags smitter naturligvis, så det er ikke underligt at den hollandske regering har valgt samme holdning.
I går aftes har Jaque Chirac og Gerhard Schrøder så udsendt en fælleserklæring, hvor de opfordrer de andre medlemslande til at gå videre i processen. Det sker med den begrundelse, at de vil – ”vise at der er et andet Europa end kortsigtede vælgerholdninger”.
Tydeligere kan de vist ikke udtrykke deres bundløse foragt for vælgernes dom.
I virkeligheden tror de ikke selv på, at Forfatningen kan overleve. Men ingen vil sidde med aben, og allerhelst vil de placere den hos Tony Blair.
Det forlyder, at vi i morgen vil få en melding fra England, gående ud på, at de derovre sætter deres egen procedure i stå, og at der dermed ikke bliver fastsat en dato for en engelsk folkeafstemning.
De kan så skændes videre på topmødet i juni om hvad det betyder, men der bliver de jo nok enige om, at så må alle andre – yderst modstræbende – gøre det samme.
Det betyder, at forfatningen ikke får en værdig begravelse.
Selvom alt håb om genoplivning er ude, vil den blive lagt i respirator, så man kan trække stikket ud på et senere tidspunkt, hvor det ikke vækker for meget opsigt.
Det er jo i sig selv afslørende.
Rigtige mænd ville have set vælgerne i øjnene og sagt: Ja, vi har lavet noget skidt, vi tager det af bordet, vi starter forfra, fra bunden. Vi starter med at høre, hvad folket vil have, og kan derefter vende tilbage til forhandlingerne om en evt. ny traktat.
Sådan bliver det ikke. De er ikke interesseret i at høre hvad folket vil have, for de ved, at folkets ønsker ikke kan opfyldes inden for EU´s grundlag.
Men det må selvfølgelig være vores krav, at sådan skal tingene foregå, hvis det skal have noget med demokrati at gøre.
Derfor er det også indlysende, at den danske folkeafstemning må aflyses.
Statsministeren har indtil nu stædigt holdt fast i at den skulle afholdes, med den tilsyneladende fornuftige begrundelse at franskmændene eller hollænderne ikke skal bestemme, hvad vi skal mene om traktaten.
Nej, det skal de ikke.
Men vi skal heller ikke være med til at påtvinge dem en traktat, som de helt klart har sagt nej til, og det er jo det, øvelsen går ud på, når Anders Fogh, Gerhard Schrøder og andre regeringschefer forsøger at holde liv i Forfatningen.
Det er faktisk det, de har aftalt i en erklæring til traktaten.
Der er også kredse blandt modstanderne herhjemme, der har krævet at den danske folkeafstemning bliver afholdt under alle omstændigheder.
Det sker selvfølgelig ud fra et velment demokratisk ønske om at folkeafstemninger er godt, men måske også ud fra nogle forventninger om at danskerne også vil stemme nej.
Uanset hvad, så er det en farlig strategi.
Den betyder jo, at man indirekte anerkender, at forfatningen lever videre på trods af de franske og hollandske nej´er.
Dermed har man også svækket sig selv i kravet om at fastholde vetoretten ved traktatændringer, og kan i værste fald bane vejen for en fransk eller hollandsk ”edinburghløsning”.
Meget tyder på, at det netop er hvad SF´s ledelse styrer målbevidst efter.
SF´s formand har foreslået, at der bliver vedtaget en social pagt – på linje med vækst- og stabilitetspagten – der kan berolige de mange, der er modstandere af den ny-liberalistiske dagsorden.
Vi må jo interesseret spørge SF, hvordan man vil få indført håndfaste sociale garantier i en sådan pagt.
Men vi må også sige til SF, at hvis der ikke bliver ændret en lang række gamle og nye bestemmelser i traktaten, der netop fremmer den ny-liberalistiske og a-sociale dagsorden, så er vi lige vidt.
Så vil en sådan pagt jo udelukkende tjene det formål, at lokke franske og hollandske vælgere til at stemme ja til noget de lige har forkastet så markant. Vi har jo ligesom set det før…
Afslutningsvis vil jeg advare imod at vi, som er modstandere af forfatningen, begår den samme fejl som i 1992.
Vi festede måske lidt for længe.
I hvert fald: Da vi vågnede op, var ja-partierne langt med deres planer om, hvordan man kunne få proppet Maastricht-traktaten ned i halsen på de genstridige danskere.
Det er naturligvis sværere for dem at gennemføre en lignende øvelse denne gang.
Nej´erne i Frankrig og Holland er langt mere markante end det danske. Der er tale om nej 2 af EU´s kernelande. Og – sidst men ikke mindst – der skal gennemføres folkeafstemninger i langt flere lande, hvor modstanden er stærkt stigende.
Men udtalelsen fra Schiraq og Schrøder viser, hvad det handler om.
De vil gøre alt hvad de kan for komme igennem med forfatningen eller de centrale dele af den.
Det vil hurtigt vise sig, at det vigtigste for dem er det, som også er kernepunktet i Forfatningstraktaten – afskaffelsen af vetoretten på stadigt flere punkter, så de gennem politiske studehandler skridt for skridt kan få afskaffet de sidste barrierer for kapitalens frie bevægelighed.
Derfor må vi sove med støvlerne på.
Når de er kommet sig efter chocket vil kommission og ministerråd jo også fortsætte ad det nuværende spor.
De vil forsøge at komme igennem med kernepunkterne i servicedirektivet, som er markedsgørelse af offentlige velfærdsydelser og yderligere angreb på løn- og arbejdsforhold.
De vil forsøge at komme igennem med havnedirektivet, som handler om at sikre rederne store besparelser ved undergravning af løn-, arbejdsforhold og faglig organisering hos havnearbejderne.
De vil forsøge at fortsætte Lissabonprocessen, hvor de – hver for sig, men i tæt samarbejde – skal fremme privatisering af pensionssystemerne, og indrette de offentlige ydelser ”så det kan betale sig at arbejde”.
Det glædelige ved situationen, er at vi kan konstatere, at vi nu har fået millioner af nye aktive allierede i denne kamp.
Der ligger en stor opgave med at få organiseret denne alliance til en bred slagkraftig bevægelse, og finde det grundlag, der kan forene EU-modstandere og folk, som mener, at ”mere EU” på det sociale område er svaret.
Det er ikke desto mindre OPGAVEN, hvis vi vil slå et effektivt slag for demokrati og velfærd i Europa.
Det falder nok uden for rammerne af en festtale, hvis jeg begynder at filosofere over, hvordan vi skal løse den opgave. Der skal jo også være noget at lave resten af eftermidagen!
Til sidst vil jeg blot sige:
Europa er et helt andet efter det franske og det hollandske nej.
Der åbner sig nogle historiske muligheder for at sætte kampen for demokrati og social retfærdighed på dagsorden.
Mulighederne har ikke været større siden afslutningen af 2. verdenskrig.
Muligheden består i, at arbejderne og den brede befolkning i flere og flere europæiske lande på en og samme tid begynder at forholde sig aktivt til, hvad EU betyder for dem, og hvordan deres egne politikere handler i den sammenhæng.
Muligheden består i, at flere og flere borgere sætter spørgsmålstegn ved, om EU kan varetage beskæftigelse, velfærd og social retfærdighed.
I forhold til EU´s udvikling, er der en reel mulighed for at begynde at rulle Unionen tilbage på en måde, som styrker demokratiet og folkenes selvbestemmelsesret.
Det fjerner ikke den ny-liberalistiske dagsorden, men det giver nogle bedre redskaber til at bekæmpe den.
Lad os i fællesskab arbejde på at udnytte disse muligheder.
God grundlovsdag.