Notat om ændringerne i de forskellige traktater, med hensyn til handelspolitikken, for at belyse, hvad der er det nye i EU-forfatningen på dette område.
Af Finn Sørensen
EØF-Traktaten (1957)
I EØF-traktaten blev det i artikel 113 slået fast, at efter en overgangsperiode skulle der lægges ”ensartede principper” til grund for den fælles handelspolitik, navnlig vedrørende:
– toldændringer
– afslutning af told- og handelsaftaler
– gennemførelse af ensartethed i liberaliseringsforanstaltninger
– eksportpolitik
– handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger
EØF artikel 113 stk. 3: Det er kommissionen der forhandler på medlemsstaternes vegne.
EØF artikel 113 stk. 4: Rådet træffer afgørelser med kvalificeret flertal.
EØF artikel 116: I alle spørgsmål af fælles interesse optræder medlemsstaterne udelukkende i fællesskab i internationale organisationer af økonomisk karakter. Politikken fastlægges med kvalificeret flertal.
Som hovedprincip har medlemsstaterne altså fra start af overgivet kompetencen til EU med henblik på at indgå aftaler ”navnlig” på de ovenfor nævnte områder.
De følgende traktatat-ændringer har hovedsageligt drejet sig om at fjerne/gøre det lettere at fjerne de forholdsvis få begrænsninger.
Amsterdamtraktaten (1998)
Her kommer et nyt stykke (5) til Artikel 113 (Der nu kommer til at hedde artikel 133).
Amsterdam 133 stk. 5: Ved enstemmighed kan Rådet beslutte, at aftaler om tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder også er omfattet af de ovenfor nævnte principper – for så vidt de ikke i forvejen er omfattet – altså en såkaldt ”passarelle”.
Nice-traktaten (2000)
Nice 133 stk. 5: Tingene vendes nu på hovedet: Handel med tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret er som udgangspunkt underlagt flertalsafgørelser og ”fælles optræden”. Det præciseres dog, at der stadig kræves enstemmighed:
– hvis handelsaftalen omfatter bestemmelser, der kræver enstemmighed
– hvis aftalen berører et område, hvor EF endnu ikke har udøvet sine beføjelser
– ved indgåelse af aftaler af ”horisontal karakter”
Disse præciseringer får jo samtidig den konsekvense, at flertalsafgørelserne gælder på alle de andre områder, der ikke er nævnt!
Nice 133 stk. 6: Artiklen udvides med et nyt stykke, hvor det præciseres, at følgende områder stadig er omfattet af ”delt kompetence”:
– handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser
– tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser inden for menneskers sundhed
Og det præciseres, at ved ”delt kompetence” er det ikke nok at have en EF-afgørelse. Der skal også foreligge en ”fælles overenskomst” mellem medlemsstaterne, og – nok så vigtigt – de forhandlede aftaler skal indgås i fællesskab af EF og medlemsstaterne.
Nice 133 stk. 7: – Er en ændring af Amsterdam 133 stk. 6. Tjenesteydelser udgår af ”passarellen”, så den nu kun gælder handel med intellektuelle ejendomsrettigheder.
Alt i alt må man sige, at resultatet af Nice-traktaten blev en opstramning af vetoretten i forhold til handel med tjenesteydelser på social-, sundheds og uddannelsesområdet.
Forfatningen
Men i forslaget til EU-forfatning går det den anden vej.
Principperne for handelspolitikken ligger nu i artiklerne 314 – 315.
Som så meget andet er det skrevet om og redigeret, men der er også nye ting:
Forfatning 315 stk. 1: Til de områder, hvor der ”navnlig” skal være fælles handelspolitik tilføjes nu udtrykkeligt:
– tjenesteydelser
– handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret
– direkte udenlandske investeringer
Helt generelt slås det også fast, at den fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil (jf. andre artikler i forfatningen hvor det præciseres at Unionen er en juridisk person, og at man skal tale med ”en stemme”, se specielt artikel 325, hvor proceduren er beskrevet).
Forfatning 315 stk. 4: Her sammenskrives bestemmelserne fra Nice 133 stk. 5 og 6.
Det præciseres igen, at på følgende områder kræves der enstemmighed, hvis den pågældende handelsaftale omfatter bestemmelser, der kræver enstemmighed for vedtagelse af interne regler:
– tjenesteydelser
– handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret
– direkte udenlandske investeringer
Men samtidig indføres i 315 stk. a og b en præcisering – og dermed begrænsning – af området for handelsaftaler, hvor der kræves enstemmighed:
– Handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser – ”når disse aftaler indebærer risiko for at den sproglige og kulturelle mangfoldighed i Unionen bringes i fare”
– Handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser: – ”når disse aftaler indebærer en risiko for, at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare”.
Altså: Kravet om enstemmighed gælder kun i disse tilfælde – som i øvrigt er meget generelt beskrevet, og som derfor indebærer mulighed for politisk vilkårlighed og fortolkning.
Man skal også bemærke, at Nice-traktatens klare beskrivelse af hvad der forstås ved ”delt kompetence” (Nice 133 stk. 6) er faldet ud. Tilbage står EU-forfatningens beskrivelse heraf i artikel 12 stk. 2, samt proceduren i artikel 325 (kvalificeret flertal og ”en stemme”).
Konklusion
Som hovedprincip er handelspolitikken EU´s kompetence, og der træffes afgørelser med kvalificeret flertal. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det været fra start.
Men til at begynde med var de følsomme områder som handel med tjenesteydelser på det intellektuelle område, på social- sunheds- og uddannelsesområdet ikke udtrykkeligt nævnt som områder, hvor EU skulle udøve kompetence.
Med formuleringerne i Rom-traktaten kunne EU sikkert godt have gjort det, men det har der slet ikke været politisk forståelse for i medlemsstaterne.
I Amsterdam-traktaten kommer der en ”passarelle” med henblik på handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret. Ved enstemmighed kan det lægges ind under flertalsafgørelser.
I Nicetraktaten sker der en opstramning af vetoretten i forhold til handel med tjenesteydelser på social-, sundheds- og uddannelsesområdet.
Denne opstramning forsvinder i forslaget til Forfatning. Både handel med tjenesteydelser generelt, intellektuel ejendomsret og direkte udenlandske investeringer nævnes nu som områder, der ”navnlig” skal være omfattet af EU-kompetence.
Enstemmigheden fastholdes for så vidt angår handel med tjenesteydelser, handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret og direkte udenlandske investeringer.
Det gælder også hvad angår handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser og handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser, men kun hvis der i de givne aftaler er fare for, at de nationale interesser er truet i et ikke nærmere bestemt omfang.
Det sidste indebærer en alvorlig svækkelse af vetoretten på de pågældende områder. Hvor man tidligere havde traktatbestemmelser at henvise til, har man nu åbnet døren på vid gab for politiske studehandler og EF-Domstolens aktivistiske fortolkning af, hvornår de nationale interesser er trådt for nær.
Finn Sørensen 6. maj 2005
