Aftale uden reelle garantier, mener David Gibson formand for SiD Kbh.
Miljø-energi forsyning.
 |
| – Der er mange omsvøb inden den amputerede nødbremse kan aktiveres, siger David Gibson. |
Aftalen mellem fem partier om, hvornår Danmark skal trække i den nødbremse som er indbygget i EU’s nye forfatning får hårde ord med på vejen af David Gibson, som udover at være SiD formand også er aktiv SF’er.
Han mener, at selve strategien i et nyt såkaldt nationalt kompromis er tvivlsom.
– Forfatningen dækker hele EU, og det kan en dansk aftale ikke rette op på. Aftalen ændrer ikke forfatningen, og den bygger på en grundlæggende accept af forfatningen, som overvejende er skrevet af borgerlige politikere og borgerlige regeringer. Og det bærer teksten selvfølgelig tydeligt præg af, siger han.
Aftalen er indgået for al den tid forfatningen løber, men det har David Gibson ikke meget tillid til.
– Det skulle betyde, at Fogh forpligter sig til at modarbejde liberaliseringer på velfærdsområdet og arbejde for en ultra-ambitiøs klimapolitik, når vi herhjemme ikke engang kan få ham til at tage Kyoto-aftalen det mindste alvorligt.
– Sandheden er, at aftalen løber så længe, som et af partierne synes. Vores erfaringer med Foghs vilje til at overholde forlig er brogede. Det gælder folkeskoleforlig og andet. Historien om det første nationale kompromis viser, at en stor del af SF’s europapolitik siden 92 har handlet om at holde dem fast på aftalen. SF har flere gange og med rette beskyldt dem for at begå forligsbrud. Det gælder tilslutningen til Schengen-aftalen og omfortolkningen af forsvarsundtagelsen, siger David Gibson.
– Den første aftale var stærkere, fordi den bandt alle ændringer op på, at de skal godkendes ved en folkeafstemning. Essen i det nye kompromis er, at det erstatter folkeafstemninger med lukkede forhandlinger, det erstatter indflydelse til befolkningen med indflydelse til SF. Det er klart mindre demokratisk, siger han.
Huller
Aftalen opererer med såkaldt røde kasser, hvor områder der er følsomme for den danske velfærdsmodel og det danske arbejdsmarked er parkeret. Ifølge aftalen kan alle partier bag aftalen kræve brug af nødbremsen, hvis der på disse områder er forslag, som vil undergrave den danske model.
Men David Gibson peger på en række svagheder ved nødbremserne. Det gælder bl.a. nødbremsen som bliver indført, fordi forfatningen går over til flertalsafgørelser på spørgsmål om vandrende arbejdstageres rettigheder. Bag den gemmer sig vitale spørgsmål om, hvem der har ret til dagpenge, efterløn, sygedagpenge osv.
I Forfatningen hedder det, at et land kan kræve sagen behandlet af Det Europæiske Råd, dvs. et topmøde, hvis der er et forslag, som alvorligt vil forstyrre balancen i landets system eller økonomi.
– Der er ingen garanti for, at der kommer noget ud af den såkaldte nødbremse. Det er uklart om det er en ret af få den for Rådet, eller det er noget, der skal stemmes om. Og det er uklart, om en handlingslammelse i Rådet vil føre til at forslaget opretholdes. Det er under ingen omstændigheder muligt, at forslaget helt bortfalder. Og der er ikke tale om en vetoret, hvor forslaget kan blokeres for alle medlemslandene, siger David Gibson.
Amputeret nødbremse
Men betingelserne for at trække i aftalens nødbremser er også uklare, mener Davis Gibson. Ved fremlæggelsen blev der gjort meget ud af at understrege, at hvis blot et parti ønskede det, så skulle et forslag fra den røde kasse stoppes.
– Men der er mange omsvøb inden den amputerede nødbremse kan aktiveres. Danmark vil kun bruge den, hvis partierne først bliver enige om at indkalde nogle eksperter, som så vurderer, at kriterierne for at hive i nødbremsen er opfyldt, siger Davis Gibson.
Han peger desuden på, at der er en række vigtige områder, som ikke er med i aftalen, men hvor forfatningens såkaldte pasareller gør det muligt at overgå til flertalsafgørelser. Det gælder bl.a. den såkaldte gummiparagraf, som åbner mulighed for at overføre nye ansvarsområder til EU.