Kommentar til LO’s oplæg om EU og fagbevægelsen
Af Finn Sørensen
På LO´s hovedbestyrelsesmøde d. 23. maj behandles et forslag fra ledelsen om at LO skal arbejde for en EU-hovedaftale og en EU-Arbejdsret, som en underafdeling under EF-Domstolen.
Generelt må man sige, at oplægget er yderst selvmodsigende. Det påpeger faktisk selv, at forudsætningerne ikke er til stede, ikke mindst på grund af de store forskelle der er mellem den måde arbejdsmarkedet fungerer på i de forskellige EU-lande.
Som oplægget selv siger: – ”Disse meget væsentlige forskelle medfører, at der er væsentlige usikkerhedsmomenter forbundet med at vurdere konsekvenserne af at ”kopiere” den danske model over i et supplerende EU-Arbejdsretligt system, ligesom man kan rejse spørgsmålet om forudsætningerne for, at dette medfører samme succesfulde resultat som i Danmark, i alle tilfælde er til stede”.(LO-Oplægget s. 3)
Det burde jo få enhver til at sige, at ”forsigtighedsprincippet” bør råde. Men det får ikke LO-ledelsen til at ryste på hånden, når indstillingen skal skrives.
Det er derfor nødvendig med en grundig gennemgang af LO-oplægget, og nogle bud på, hvordan problemerne med tværnationale aftaler skal tackles.
Indledningsvis skal det dog siges, at det RYSTENDE at man i et 17 sider langt oplæg med alle mulige (og umulige) juridiske spidsfindigheder om fordele og ulemper ved at EU-arbejdsretligst sytem ikke ofrer EN ENESTE LINJE på spørgsmålet: Hvad bliver der af medlemmernes indflydelse, hvad bliver der af demokratiet i fagbevægelsen i sådan et system?!
FORSLAGET OM ”EU-HOVEDAFTALE”
LO-oplæggets forslag om en ”europæisk hovedaftale” går i korthed ud på følgende:
– LO skal arbejde for, at der indgås en hovedaftale mellem arbejdsmarkedets parter på europæiske plan (Dvs. EFS og UNICE/CEEP).
– En sådan hovedaftale skal indeholde regler om organisationers anerkendelse af hinanden. Der skal være en forpligtelse til at vælge aftalevejen frem for lovgivning. Der skal være regler om, hvordan tværnationale aftaler indgås/gennemføres/opsiges. Og der skal være regler for sympatikonflikt i forbindelse med i øvrigt lovlige konflikter.
– Hovedaftalen skal også indeholde regler om konfliktret, herunder sympatikonflikt i forbindelse med i øvrigt lovlige konflikter.
Forudsætningerne er ikke til stede
Forudsætningerne for at indgå en sådan aftale er ikke til stede i dag, og vil heller ikke være det i uoverskuelig fremtid.
Det kræver nemlig, at der er en høj organisationsgrad både hos arbejdere og arbejdsgivere, at der er en udbredt overenskomstdækning, at parterne har ret til at foretage de fornødne kollektive kampskridt (konflikt og sympatikonflikt), samt dertil hørende fredspligt, når aftalerne er indgået.
Det er de forudsætninger, der ligger til grund for den danske hovedaftale. Men LO-oplægget erkender selv, at ”Disse forudsætninger er ikke til stede i de øvrige EU-lande uden for norden” (LO-oplægget s. 2).
Til EU-fagligt Netopnu nr. 50 udtaler LO´s formand Hans Jensen selv: – ”Det store problem er, om vi overhovedet har en arbejdsgivermodpart”.
Det samme kunne arbejdsgiverne sige om fagbevægelsen.
Udover meget lave organisationsprocenter er fagbevægelsen i de fleste EU-lande kendetegnet af, at den er opsplittet efter politiske skillelinjer. Man er ikke – som i de nordiske lande – samlet i én landsorganisation, og er derfor ikke i stand til at fungere som samlet modpart i et landsdækkende, for slet ikke at tale om et overnationalt aftalesystem.
Der er heller ingen udsigt til, at det skulle ændre sig i overskuelig fremtid. Tværtimod.
Vi må desværre konstatere, at den faglige organisering i EU-landene generelt har været stærkt faldende gennem den sidste halve snes år (samtidig med, at EU-reguleringen af arbejdsmarkedet er øget!). Hvad de nye medlemslande angår, kan man for de flestes vedkommende slet ikke tale om et organiseret arbejdsmarked.
Hermed også sagt, at selvom arbejdsgiverne skulle være interesseret (hvad de ikke er, se nedenfor), så ville en sådan hovedaftale ikke være det papir værd, den er skrevet på. Der ville ikke være nogen til at føre den ud i livet.
Andre steder i fagbevægelsen er der da også en mere realistisk erkendelse af situationen. Reiner Hoffman, der er kandidat til posten som vicegeneralsekretær i EFS siger: – ”Glem alt om store, europæiske overenskomstforhandlinger mellem europæiske arbejdgivere og lønmodtagere – forholdene på arbejdsmarkederne er for forskellige”(LO´s hjemmeside)
Der er ikke noget behov
Af samme grund kan man heller ikke påvise, at der er noget behov for et sådant overnationalt aftalesystem.
Indtil nu, er der kun indgået 2 egentlig aftaler direkte mellem parterne, der ikke straks er blevet omsat til EU-lovgivning.
LO argumenterer for, at der vil komme mange flere af den slags aftaler.
Det er svært at tro på, når arbejdsgiverne ikke har nogen reel interesse i det.
Kigger man på parternes netop vedtagne 3-årige handlingsplan, begrænser det sig til yderst vage hensigtserklæringer om hvilke emner, det kunne tænkes at der blev forhandlet aftaler om.
LO henviser til, at der sikkert vil blive indgået koncernaftaler om løn- og arbejdsvilkår i regi af De Europæiske Samarbejdsudvalg. Der findes ikke sådanne aftaler i dag. Der bliver heller ikke henvist til nogle koncerner, hvor det skulle være undervejs.
Man kan selvfølgelig ikke afvise, at der skulle dukke sådanne koncernaftaler op. Skulle det ske, må man se på problemerne i det. Det kan ikke være en begrundelse for en generel overnational regulering af aftaleforholdene, med alle de farer, det indebærer for, at man sætter den danske model overstyr.
Der henvises også til, at der vil komme aftaler om information og høring af medarbejderne. Men baggrunden for disse er et direktiv. Dermed kan det ikke blive begrundelse for en hovedaftale mellem parterne, for der er i forvejen en instans til at fortolke disse aftaler, nemlig EF-Domstolen (det samme gælder i øvrigt også aftalerne om ESU).
LO-oplægget konstaterer selv at man ikke direkte kan overføre den danske hovedaftales forudsætning om at løn og arbejdsvilkår reguleres ved kollektiv overenskomst: – ”Årsagen er, at der ikke findes primære overenskomster – hvilket generelt heller ikke er ønskeligt – på tværnationalt niveau”. (LO-Oplægget s. 9. Min understregning)
Det er et fornuftigt synspunkt, at vi ikke skal have primære overenskomster på overnationalt plan. Lad os holde fast i det. Men så er der heller ikke noget argument for at etablere en europæisk hovedaftale!
Fælles konfliktregler?
Da der ikke findes – og i øvrigt heller ikke er behov for – primære overenskomster på EU-plan, konkluderer oplægget naturligt nok, at der heller ”ikke er noget umiddelbart behov for at indføre en tværnational fredspligt” (LO-oplægget s. 10) . Oplægget erkender da også, at en sådan alligevel ikke kan indføres, da en række EU-lande ikke kender det begreb, af den simple grund at de ikke har kollektiv strejkeret.
Af samme grund konstateres det også: – ”Derfor ville det være overordentligt vanskeligt skabe supplerende tværnationale regler om hovedkonflikt, svarende til varslingsreglerne i Hovedaftalen.”(LO-oplægget s. 6)
De samme vanskeligheder vil der være i forbindelse med regler om sympatikonflikt, da det i en række lande simpelt hen ikke er lovligt at etablere sympatikonflikter.
Oplægget konkluderer da også, at der ikke er noget aktuelt behov for supplerende regler på dette område.
Men hvis der ikke er behov for at indgå tværnationale overenskomster om løn- og ansættelsesvilkår, og hvis det i øvrigt ikke er muligt eller ønskeligt at lave overnationale regler om fredspligt og sympatikonflikt, så må konklusionen jo også være: Vi har ikke brug for en europæisk hovedaftale!
Arbejdsgiverne har ingen interesse i det
En anden forudsætning for en hovedaftale er, at man har en modpart, som har en interesse i at indgå den.
Det er ikke tilfældet her. UNICE har taget klar afstand fra ideen.
Selv Dansk Arbejdsgiverforening, som burde være nærmest til at have sympati for tanken, afviser den kategorisk: – ”Arbejdsgiverne har ingen interesse i at deltage i en sådan hovedaftale. Slet ikke med de elementer LO-papiret peger på skal indgå i aftalen. Sandsynligheden for at parterne kan etablere et system som det LO-papiret lægger op til er lig nul” (DA´s vicedirektør Jørgen Rønnest til EU-fagligt Netopnu nr. 48).
Og hvorfor skulle de egentlig også gå med til det? EF/EU-traktaterne sikrer jo kapitalen al den bevægelsesfrihed, den kan ønske sig, hvorfor dog frivilligt gå med til indskrænkninger i den? En stærk fagbevægelse kunne tvinge dem, men den er – som alle er enige om – ikke eksisterende på EU-plan.
For at undgå ”anarki”
Der bliver også argumenteret med, at vi ikke kan have alt det ”anarki” som vil opstå, hvis der er uklarhed om, hvordan eventuelle aftaler skal fortolkes, eller hvis parterne aftaler det fra gang til gang.
Nu bliver der ikke ret meget ”anarki”, af den simple grund, at der ikke kommer ret mange aftaler.
Og hvad er problemet i, at man i hver enkelt aftale beskriver hvordan den gennemføres, opsiges og fortolkes? Hvad er problemet i nogle forskelligheder på dette område?
Var det ikke bedre at indhente nogle praktiske erfaringer, inden man begynder at konstruere et samlet sæt overnationale regler?
For at ”være på forkant”
Der argumenteres også med, at vi skal være ”på forkant med udviklingen”, som for eks. SiD´s næstformand Steen Andersen: – ”Der er andre EU lande, der har større behov, end vi har lige nu – og kommer de til at lægge linjen, så bliver det ikke en aftalemodel, som vi kender det i Norden, men et lovbaseret system”(Fagbladet nr. 10/2003)
Men selv ikke det største hastværk kan forhindre, at det er ”de andre” der lægger linjen, og at Danmark er alene i EU med hensyn til at have et arbejdsmarkedssystem, hvor fundamentet er kollektive overenskomster.
Derfor vil det uundgåeligt blive lovbaseret, hvad enten man indfører reglerne nu eller senere.
For at imødegå globaliseringen og de multinationale selskaber
Der bliver også henvist til den omsiggribende globalisering, og det faktum, at mange lønmodtagere er ansat i multinationale selskaber.
I LO´s nyhedsbrev A 4 (19.05.2003) bruger HK´s Jens Pors dette til et angreb på dem som vil bevare den danske model: – ”Mange i fagbevægelsen føler, at den danske model er den bedste af alle og helt urørlig, og derfor føler de, at vi afgiver suverænitet, hvis vi begynder at forholde os positivt til et europæisk kollektivt arbejdsretligt system”.
Jens Pors er jo ærlig for så vidt som han erkender, at den danske model ikke kan forenes med et EU-arbejdsretligt system. Men bortset fra det, hænger det ikke sammen. De fleste multinationale selskaber kendetegnes jo netop af, at de opererer i hele verden. Alene af den grund er et EU-arbejdsretligt system jo ikke noget svar på de udfordringer.
Forslaget om at indskrive hovedaftalen i Traktaten.
Oplægget tager højde for, at arbejdsgiverne ikke vil være med til at indgå en sådan hovedaftale. Derfor lægges der op til, at reglerne i givet fald skal skrives ind i Traktaten, så arbejdsgiverne ad den vej tvinges til at foretrække aftalevejen. Herfra skal dog undtages reglerne om konflikt (af den simple grund, at Traktaten ikke har adgang til at beskæftige sig med regler for det). Det forudsættes dog, at traktaten skal regulere spørsgmålet om sympatikonflikt!
Her blive oplægget jo for alvor selvmodsigende. Udgangspunktet var at få etableret et uafhængigt aftalesystem, frivilligt aftalt mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan. Nu vil man pludselig have EU-lovgivning i stedet for!
Bortset fra det, er det et overflødigt forslag. Traktatens artikel 137 giver i forvejen parterne mulighed for at indgå frivillige aftaler, også uden at de absolut skal omsættes til direktiver.
Hvis arbejdsgiverne stadig ikke er interesseret i aftalevejen, vil det jo heller ikke have nogen praktisk betydning, at forpligtelsen til at bruge den bliver indskrevet i Traktaten.
Det værste ved dette forslag er imidlertid, at man inviterer dem, der skriver traktaterne, til at beskæftige sig med vitale spørgsmål som organisationsforhold og sympatikonflikt.
Det kan kun gå galt, når man ser på de forskelle der er i EU om sådanne forhold.
Det er utænkeligt, at man kan få de øvrige EU-lande til at acceptere de danske regler for sympatikonflikt. Det er langt mere sandsynligt, at det ender med en indskrænkning af de danske rettigheder.
Hvad værre er: Det er samtidig en invitation til ”traktatforfatterne” om også at beskæftige sig med det allerhelligste, nemlig reglerne for strejkeret i det hele taget. Det er jo svært at bortforklare, at der er en sammenhæng mellem regler for konflikt og regler for sympatikonflikt.
Forslaget om indskrivning af ”hovedaftalens” regler i Traktaten kunne have mening, hvis de var forbundet med en bestemmelse om, at man samtidig stopper al yderligere EU-lovregulering af arbejdsmarkedet, både i henhold til det ”indre markeds” regler og i henhold til det ”sociale kapitel”. Det går forslaget ikke ud på, af den simple grund at det ønsker LO ikke.
FORSLAGET OM EU-ARBEJDSRET
En del af LO-indstillingen er også at vi skal arbejde for oprettelsen af en EU-Arbejdsretsdomstol eller en permanent voldgift.
Det sidste skyder man selv hurtigt ned. EU-systemet vil nok ikke afgive kompetence til en sådan permanent voldgift, og for øvrigt skal parterne jo selv betale den, hvad de nok ikke er parat til! (Det siger jo noget om hvor stor interessen er!).
Hvad EU-Arbejdsretten angår, er det i virkeligheden ikke LO´s forslag. Forslaget er tidligere fremsat af EFS, senest i forbindelse med EFS´ forslag til den nye traktat, fra efteråret 2002.
LO-oplægget sætter blot nogle detaljer på:
Man forestiller man sig, at EU-Arbejdsretten skal være en underafdeling af EU-Domstolen, der får overdraget kompetence til at fortolke og dømme i alt hvad der vedrører følgende:
– Tværnationale frivillige aftaler, indgået helt ”uden om” traktaten
– Aftaler, der indgås med henvisning til traktaten
– Aftaler, der ophøjes til direktiver
– ESU-aftaler og andre aftaler på koncernniveau
– Arbejdsmarkedsdirektiver
Domstolen skal kunne tage stilling til, om disse aftaler og direktiver er gennemført korrekt på nationalt plan.
Den skal dog ikke tage stilling til hvilke sanktioner, der skal idømmes. Som udgangspunkt skal det være de nationale regler, der gælder her – med mindre de er så dårlige, at de aftalte rettigheder bliver illusoriske, så skal domstolen alligevel have lov til at blande sig i det!
Derfor skal domstolen også kun kunne tage stilling i fortolkningssager, og altså ikke i sager om brud på indgåede aftaler. (Hvordan man så vil skelne der, det har den danske arbejdsret svært ved en gang imellem!).
Domstolen skal sammensættes af repræsentanter for ”arbejdsmarkedets parter”. Herved håber man at undgå EU-domstolens tendens til hele tiden at udvide sit kompetenceområde.
Det er en naiv forhåbning.
En EU-arbejdsretsdomstol som den beskrevne vil jo ikke være ”løsrevet fra den nuværende EF-Domstol” , som SiD´s næstformand Steen Andersen giver udtryk for (Fagbladet nr. 10/2003).
Den vil være underkastet nøjagtigt de samme hensyn til Traktatens principper, først og fremmest principperne for det indre marked, og dermed hensynet til kapitalens frie bevægelighed.
KONKLUSION: FARVEL TIL DEN DANSKE MODEL
Konklusionerne på LO´s forslag må være følgende:
1: Forslaget om EU-hovedaftale og EU-arbejdsret vil ikke føre til det erklærede mål – ”at sikre at fremtidig regulering først og fremmest sker via aftaler”. Det skyldes forslaget jo selv bygger på EU-regulering ved lovgivning. Og det skyldes det faktum, at lovgivning er fundamentet for arbejdsmarkedsreglerne i det store flertal af de øvrige EU-lande.
2: Vi må afvise forslaget om, at den danske fagbevægelse skal arbejde for en EU-Hovedaftale. Forudsætningerne for en sådan er ikke til stede. Forskellene mellem EU-landene er for store på dette område. Der er ikke noget behov for den, og der er ikke nogen modpart at indgå den med.
3: Vi må afvise forslaget om, at reglerne i den foreslåede ”hovedaftale” skal indskrives i EU-Traktaten. I bedste fald vil et sådant forslag være overflødigt, da Traktaten i forvejen giver parterne ret til at indgå alle de aftaler de vil, med eller uden henvisninger til Traktaten. I værste fald vil det være dybt skadeligt, da det inviterer til at udforme regler, som griber ind i det danske overenskomstsystem.
4: Vi må skarpt afvise forslaget om, at der skal laves overnationale regler på EU-plan for konflikt og sympatikonflikt, uanset om det sker i en ”hovedaftale” eller i form af traktatbestemmelser. Danmark har de mest vidtgående rettigheder med hensyn til etablering af kollektive kampskridt (konflikt og sympatikonflikt). Et forsøg på at lave overnationale regler på dette område vil uundgåeligt medføre indgreb og indskrænkninger af de danske rettigheder.
5: Af samme grund må vi skarpt afvise, at der skal oprettes en EU-Arbejdsret som en underafdeling af EF-domstolen. En sådan vil være bundet af de samme traktatlige forpligtelser som EU-Domstolen i øvrigt, først og fremmest hensynet til kapitalens frie bevægelighed. Den vil utvivlsomt også have samme lovbaserede tilgang, som EU-Domstolen har. Hvis man samtidig – som LO vil – åbner for EU-regler for sympatikonflikt, kan en sådan domstols fortolkninger få katastrofale følger for de faglige rettigheder i Danmark.
6: I det hele taget må vi afvise, at de nævnte forslag på nogen måde skulle tjene til at forsvare den ”danske model”. Kernen i den danske model er fagbevægelsens medlemmers mulighed for at få direkte indflydelse på deres egne løn- og arbejdsvilkår. En indflydelse der bliver mindre, i takt med at kompetence, forhandlinger og fortolkninger flyttes til overnationale instanser, hvad enten det er EFS eller EU som sådan.
PRINCIPPER FOR TVÆRNATIONALE AFTALER
Denne skarpe kritik skal ikke bruges til at bortforklare, at der er relevante problemer i spørgsmålet om overnationale aftaler.
Det kan være rigtigt, at der specielt på spørgsmålet om koncernaftaler er behov for en diskussion – med de berørte medlemmer, vel at mærke – om hvilke principper der skal ligge til grund for sådanne aftaler.
Her er et bud på hvilke principper, der skal være gældende for tværnationale aftaler i det hele tage:
– Det skal være om spørgsmål, der ikke lige så godt eller bedre kan løses gennem nationale aftaler.
– Aftalerne skal være helt og aldeles uafhængige af EU´s (og for den sags skyld også WTO´s) retlige grundlag, og må på ingen måde henvise til dette.
– I hver enkelt aftale, skal det præciseres hvordan den godkendes, hvordan den opsiges, og hvordan den skal fortolkes.
– Der skal være en klar godkendelsesprocedure, som gør det muligt for arbejderne i det enkelte land at nedlægge veto mod aftalen. Dvs. den skal være godkendt af arbejderne i hver enkelt land, som forudsætning for gyldighed.
– Evt. prøvning af aftalens overholdelse (brud/fortolkning) skal ske efter de nationale regler – med alle de problemer det kan give i form af modstridende afgørelser. Men det er bedre, end at oprette overnationale retsinstanser, som vil ophæve de enkelte arbejdergruppers muligheder for at øve indflydelse på forvaltningen af aftalen.
– Evt. konflikt i forbindelse med indgåelse af aftalerne skal foregå efter de nationale regler. Det vil også betyde uensartede muligheder for arbejderne i de enkelte lande. Men det er bedre end at begive sig ud i et forsøg på at udforme overnationale regler, der uundgåeligt vil medføre, at vidtgående rettigheder, som for eks. de danske, bliver svækket/begrænset.
Finn Sørensen 20. maj 2003