EU hovedaftale vil ikke virke

Metalformand: Aftale vil ikke dæmme op for direktivernes indmarch i overenskomsterne.

Mens ledelsen i Dansk Metal støtter 110 procent op bag LO planer om at få en europæisk hovedaftale og en EU arbejdsret på dagsordenen, så er der mere skepsis i nogle af metals afdelinger.

Formanden for Metal i Horsens, Bjarne Sørensen er mere end skeptisk overfor planerne om at udbrede den ”danske model” til hele EU.

– Jeg tror ikke på, at det vil komme til at fungere tilfredsstillende. Der er vidt forskellige regler i landene. I de større lande er arbejdsmarkedet reguleret ved lovgivning, derfor tror jeg ikke på, at en hovedaftale kommer til at fungere, siger han.

– Jeg tror ikke et sekund på, at man kan brede den danske model ud til hele unionen. De andre lande er ikke klar til at kopiere vores lille system. Tværtimod er tendensen, at EU er i gang med at udvande aftalesystemet. Vi får mere og mere lovgivning på overenskomstområdet, det sker netop gennem EU direktiver. Den udvikling fjerner grundlaget for at lave et aftalesystem på EU plan. LO’s forslag er ikke svaret, det vil ikke dæmme op for, at EU direktiverne bliver en større og større del af overenskomsterne, siger Bjarne Sørensen.

Ikke union nok

– Det er ikke særlig overraskende, at Metal bakker op om LO’s forslag. Forbundet kan ikke få union nok, og sådan har det været i mange år. Det undrer mig, fordi den udvikling i EU undergraver vores rolle som fagbevægelse. Det er ren kapitulation, for vi har stadig et EU, hvor det ikke handler om at styrke fagbevægelsen.

– I HK peger de på, at mange af deres medlemmer arbejder i multinationale virksomheder. Derfor er der brug for EU aftaler.

– Hvis man ser på, hvordan samarbejdsudvalgene fungerer i EU, så er det ikke noget, der kan bruges. Vi har en del medlemmer involveret i de samarbejdsudvalg. Her foregår det altid på virksomhedernes præmisser. I mange af de andre EU lande er der ingen tradition for et samarbejde mellem parterne, siger Bjarne Sørensen.

Se også: Forbund til kamp for ‘europæisk model’