Forfatningsudkast vil gøre flertalsafgørelser til normen i Unionen
Det mellemstatslige samarbejde trænges i baggrunden, hvis en ny Unionsforfatning følger EU-Konventets forslag til at gøre flertalsafgørelserne til norm i EU. Konventet foreslår at alle beslutninger i ministerrådet tagets med såkaldt kvalificeret flertal, medmindre der i forfatningen udtrykkeligt står noget andet. Der er stadig områder, hvor vetoretten består, men i forhold til i dag så udvides antallet af områder, hvor det kvalificerede flertal gælder fra 36 til 70.
Selvom vetoretten bevares på flere områder, så åbner traktatforslaget en ladeport for udvidelse af EU’s magt. I en ny bestemmelse (art. I-24.4) åbnes der mulighed for, at Det Europæiske Råd enstemmigt kan beslutte, at ethvert område af EU politikken kan vedtages med kvalificeret flertal. Hvis regeringslederne på et givet tidspunkt er enige om at opgive vetoretten på et bestemt område, så kan de gøre det uden at skulle gennem en besværlig ændring af forfatningen.
Utilfredse lande
De nye regler for kvalificeret flertal skal gælde fra 2009, men der er ikke enighed om konventets udkast i medlemslandene. De nye regler siger, at en EU-lov er vedtaget, hvis et flertal af lande står bag, hvis disse lande samtidig repræsenterer 60 procent af Unionens samlede befolkning. En regel, der f.eks. giver de tre store lande, Tyskland, Frankrig og Italien, vetoret over alle forslag. De tre lande repræsenterer 44 procent af Unionens befolkning.
Det er en række mindre og mellemstore utilfredse med, og Polen har senest gjort det klart, at det langt fra er sikkert, at en forfatning med disse stemmeregler kan ratificeres i det polske parlament. Polen vil tage dette op å regeringskonferencen. Ikke mindre end 17 lande mener, at den stemmefordeling i Ministerrådet, som blev vedtaget med Nice-traktaten, også skal gælde efter 2009. Fordelingen af stemmer i Ministerrådet har vist sig at være noget af det vanskeligste for EU-landene at enes om, og den diskussion er nu også givet videre til regeringskonferencen.
Kattelem består
I den foregående Nice traktat, var der et kompliceret system af regler for afstemninger på social- og arbejdsmarkedsområdet, som er bevaret i den nye forfatning. I de første udkast, var der lagt op at arbejdsmarkedspolitikken overgik til flertalsafgørelser, men konventet endte med at fastholde de indviklede regler fra kompromiset i Nice.
Nice kompromiset indebar, at områder som beskyttelse ved fyring, repræsentation og kollektivt forsvar af rettigheder samt arbejdsvilkår for ikke EU borgere kan overføres til flertalsafgørelse, men det kræver først, at alle lande er enige om det. Alle lande skal med andre ord være enige om at opgive deres vetoret, inden man kan gå i gang. Bestemmelsen er en kattelem for mere magt til EU på arbejdsmarkedsområdet. Og den består i den ny forfatning.
LO for flere flertalsafgørelser
I Danmark har LO støttet overgangen til flertalsafgørelser som hovedreglen, og LO har været indstillet på at alle spørgsmål om arbejdsmarkeds- og socialpolitik i artikel 137 kunne overgå til flertalsafgørelser.
Som i den bestående traktat, så siges også udtrykkeligt i den nye artikel III-99, at artiklen ”ikke gælder for lønforhold, organisationsforhold, strejkeret eller ret til lockout”. Her er EU tilsyneladende stadig sat uden for døren, med mindre EF-Domstolen med Chartret i hånden mener, at det er et område, som kommer Unionen ved.
Selv om artikel 99 handler om arbejdsmarkedspolitik, så sikrer udkastet ikke fagbevægelsen direkte høringsret. Der står udtrykkeligt, at love og rammelove, som bliver lavet med baggrund i artiklen skal høres af ”Det Økonomiske og Sociale udvalg” og ”Regionsudvalget”, fagbevægelsen er blot en blandt mange deltagere i det Økonomiske og Sociale udvalg, som lever et nærmest usynligt liv i EU’s korridorer. Så usynligt, at suppleant til Konventet, Helle Thorning Schmidt helt har foreslået udvalget nedlagt.
Kan aftale erstatte direktiv?
Forfatningen åbner op for, at arbejdsmarkedets parter i et land kan gennemføre EU lovene gennem aftaler, hvis begge parter ønsker det. Men det slås samtidig fast, at et medlemsland til hver en tid skal garantere, at EU loven virker efter hensigten, og det vil i praksis sige at den omfatter alle. Dermed er diskussionen om, hvor mange procent der skal til, før alle er omfattet af en regel stadig åben for EF-Domstolens fortolkning.
Med større adgang til brug af flertalsafgørelser vokser EU’s arsenal af hårde redskaber til at bestemme udviklingen. Tilmed nævner forfatningen ikke den såkaldt ”åbne koordinations metode” med et ord. Den åbne koordination er ellers et af EU bløde styringsmekanismer, som bliver brugt på bl.a. arbejdsmarkedspolitikken.
Metoden handler om at opstille fælles mål for udviklingen f.eks. i beskæftigelsen, men EU blander sig ikke i, hvordan de enkelte lande vil nå målet. Metoden giver medlemslandene plads til ud fra egne traditioner at nå de fælles mål.
Især hos LO har man set den bløde regulering som et stærkt alternativ til den snærende detail-regulering, som direktiverne er udtryk for.
– Den er ikke nævnt i udkastet, som en del af EU kompetencen, så den har ikke fået sin officielle status. Den kunne sagtens fremhæves, hvis den åbne koordinations metode skal udvikles som blød reguleringsmetode, så må den have en seriøs plads i forfatningstraktaten, siger LO konsulent Per Klok.
LO vil forsøge at få det med når regeringskonferencen går i gang med at behandle udkastet.