Kun plads til begejstring

Dansk Metal vil kun høre klapsalver om ny EU forfatning

”Det blev en forfatningstraktat, og det bør være en samlet dansk fagbevægelse, der uden skepsis og forbehold hilser den velkommen til verden,” sådan byder næstformanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen forslaget til en ny EU forfatning velkommen.

I en artikel i europabevægelsens blad Nyt Syn hilser næstformanden på Metals vegne udkastet fra EU konventet velkomment. Thorkild E. Jensen har lutter lovord om forslaget, som helt lever op til Metals hedeste forhåbninger.

Han fremhæver, at den sociale dimension har fået en fremtrædende plads i forfatningsudkastet, forfatningen sætter en målsætning for en bæredygtig udvikling, social markedsøkonomi med høj konkurrence evne mm.

Næstformanden glæder sig over, at der efter pres blev plads til at nævne arbejdsmarkedets parter i forfatningen. Samtidig beklager han dog, at de europæiske arbejdsgivere ikke er videre interesseret i at lave aftaler på EU plan.

Ingen problemer

Skal man tro Thorkild E. Jensen, så rejser forslaget ingen problemer for fagbevægelsen. Selvom chartret om grundlæggende rettigheder nu bliver juridisk bindende, så er der ingen grund til at bekymre sig. Fagbevægelsen har ellers frygtet at et bindende charter vil få de kollektive faglige rettigheder til at ændre karakter, så de i stedet bliver til individuelle. En udvikling som ville være en trussel mod den danske model på arbejdsmarkedet. Men der er ingen grund til alarm – snarere tværtimod, skriver næstformanden for Metal og fortsætter:

”Forfatningstraktaten giver Europa en mere effektiv union med flere flertalsafgørelser, mere åbenhed og mere demokrati. Den tidligere danske skepsis mod flertalsafgørelser er afløst af en erkendelse af, at EU med udvidelsen har ændret karakter, og at flertalsafgørelser er nødvendige for at bevare beslutningskraften i samarbejdet. Som forslaget ligger nu bør det overvejes om flertalsafgørelser ikke burde udstrækkes til endnu flere områder.”

Nej tak

Den uforbeholdne begejstring deles ikke hos Metals afdeling i Horsens:

– Forslaget til forfatning er for mig at se, et skridt i den forkerte retning. Den tager endnu et skridt på vejen mod en union. Det er svært at få øje på de positive elementer, som Thorkild E. Jensen forsøger at fremmane i sit indlæg, siger Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens.

– Vores aftale-system får trange tider, hvis det her bliver en realitet. LO og Metals forestilling om at man kan overføre det danske aftalesystem til EU er en illusion. Det bliver os, der kommer til at rette os ind efter de andre lande, siger han.

– Samlet set er forfatningsforslaget negativt, fordi det er et skridt mod mere union, og det er vi modstandere af i Metal Horsens. Men forbundet er som altid mere end begejstret for EU, og der er kun plads til begejstring, enhver kritisk eller bare nuanceret debat er blevet hamret ned, siger Bjarne Sørensen.

Trods den overstrømmende begejstring i hovedkvarteret, så vil man i Metal Horsens fastholde de kritiske spørgsmål og debatten om konsekvenserne af den ny forfatning.

– Der er grund til at forholde sig kritisk til unionsudviklingen, den kommer os til skade, fordi den bygger på laveste fællesnævner. Det er svært at forstå, at man ikke kan få øje på de farer, som EU medfører for fagbevægelsen. Men det er som om både Metals ledelse og LO har kapituleret. Det er beklageligt, men vi vil holde fast og følge EU udviklingen kritisk, siger Bjarne Sørensen.

Ingen klapsalver fra arbejdspladserne

Metals ledelse opfordrer den samlede fagbevægelse til at hilse forfatningen velkommen uden forbehold:

– Men hvad er der at klappe af? Giver forfatningen områder tilbage til beslutning i Danmark? Er fagbevægelsens medlemmer kommet tættere på beslutningerne i EU? Får de større indflydelse på deres overenskomster med forfatningen, spørger Faglig sekretær i Metal Århus Finn Andersen, som også kandiderer til en plads på junibevægelsens opstillingsliste til næste EU parlamentsvalg.

– Toppen af fagbevægelsen tager fejl, hvis de tror sig, at man ude på arbejdspladserne har klappet over et forslag til forfatning, som betyder fælles udenrigspolitik og fælles hær i EU. Der er heller ingen begejstring at spore for udsigt til endnu flere flertalsbeslutninger i EU, siger han.

Han er ikke enig med Metals næstformand i, at indskrivningen af Chartret ikke giver problemer for fagbevægelsen.

– Indførelsen af Chartret i forfatningen kan få vidtrækkende konsekvenser for fagbevægelsen. Samtidig er det bindende Charter udtryk for, at EU er ved at blive en egentlig statsdannelse. Når man skriver rettigheder ind i en forfatning, så er det fordi det er en statsdannelse man er i gang med, ellers giver det ikke mening, siger Finn Andersen.

– Socialdemokratiets EU parlamentariker, Torben Lund siger, at med den nye forfatning er vi kun fem procent fra forbundsstaten. Jeg er mere enig med ham end med Metals ledelse, siger han.

Finn Andersen ser frem til afstemningen om forfatningen:

– Denne gang behøver kritikerne ikke tale om, hvad der kommer senere. De kan bare læse forslaget op, der står hvad det handler om: Mere magt til unionen.

Se hele Thorkild E. Jensen indlæg på Metals hjemmeside: http://www.danskmetal.dk/sw9591.asp