Der brug for både mere EU lovgivning og en EU arbejdsret, mener Dansk Metals EU konsulent
– Det er uundgåeligt med mere regulering af arbejdsmarkedet i EU. Vi har haft regulering på området i 15 år, og Kommissionen er allerede på vej med nye initiativer. Vi må forlade den strategi, hvor vi blot åndede lettet op, hver gang et direktiv ikke fik konsekvenser for os, siger jens Bo Andersen, EU konsulent i Dansk Metal.
– De sidste 10 år er der bare blevet mere og mere EU, vi har fået central bank og fælles mønt. Når Østudvidelsen kommer oveni, så er vil det ændrer situationen kvalitativt. Det gør det nødvendigt med regulering, så vi ikke får et arbejdsmarked med unfair konkurrence fra de nye lande.
– Der skal være en fælles ”bund” med minimums standarder for arbejdsvilkår og arbejdsmiljø. Både af hensyn til os og af hensyn til arbejderne i de nye lande.
– I Metal ser vi helst, at det sker med aftaler mellem parterne, men det er også nødvendigt med regulering. Den med, at vi knækker nødderne selv, er så gammeldags, så vi skader os selv, hvis vi ikke gør op med det, siger Jens Bo Andersen.
– Der er brug for flere flertalsafgørelser i ministerrådet, så mange som muligt. I dag er der stor forsigtighed med flertals afgørelser, men det er en manglende erkendelse af, at det er nødvendigt med minimumsregler på arbejdsmarkedet. Når der bliver 10 lande flere, så må vi have flere flertalsafgørelser. Fagbevægelsen bliver nød til at se mere positivt på direktiv siden.
– Østudvidelsen ændrer vores syn på arbejdsmarkedet. Vi står med nogle lande, der er væsentligt anderledes, end vi kender. Det er jo rent Klondyke mange steder, derfor skal vi være med til at sikre minimumsvilkår i de lande, vi vil have et socialt Europa ikke et USA.
Modvillige arbejdsgivere
Metal ser gerne flere aftaler på EU plan.
– Nu har vi tre såkaldt forhandlede direktiver, hvor EFS og arbejdsgiverne har forhandlet sig frem til en aftale, som er gjort til EU direktiv. Det er ikke noget kæmpe gennembrud. Men vi håber der kommer noget ud af den diskussion, der er i gang nu, hvor parterne skal blive enige om, hvilke områder de vil lave aftaler på de næste fem år.
– Men hovedproblemet er, at arbejdsgiverne tror, at de kan bruge EU til at undergrave eksisterende nationale overenskomster. F.eks. så snakker DI varmt for vores aftaler, når de er herhjemme. Men når de drager ned i Europa, så er det det de frie marked, de har på dagsordenen.
Han mener dog, at der er en bevægelse hos metal arbejdsgiverne i Europa.
– De begynder at forstå værdien af dialog med os. Vi er villige til at drøfte restrukturering af industrien. Vi står overfor massefyringer og nedlæggelser i stor målestok, og det sker bedst i en dialog. Vi vil gerne drøfte kompetenceudvikling og skaffe nye jobs til folk i stålindustrien. Der er sket fremskridt, men vi er langt fra forpligtende aftaler, siger han.
Arbejdsret
Den europæiske aftale om distancearbejde er den første aftale på EU plan.
– Jo, den er da et gennembrud, hvis du ser 25 år tilbage, så ville ingen have forestillet sig det. Det er et klart fremskridt, men vi kan ikke nøjes med det. Så længe vi har et problem med retsvirkningen af en aftale, må vi se mere positivt på direktiverne.
– Distanceaftalen kan ses fra to sider: Se, nu har vi vist, at vi kan lave en aftale. Men hvem sikrer den bliver gennemført? Hvem føler sig forpligtet i de nationale organisationer?
– Er det ikke en utopi, hverken fagbevægelse eller arbejdsgiverorganisationer er stærkt nok organiseret til at sikre aftalerne nogen som helst retskraft?
– Jeg er ikke uenig i den iagttagelse, men skal vi bare lade det ligge? Skal vi bare sige, at de er så svage i de lande, så de må klarer sig selv. Eller skal vi hjælpe med at etablere et system? For mig at se er der ingen vej uden om en EU arbejdsret, siger Jens Bo Andersen.
I offensiven
Jens Bo Andersen så gerne, at fagbevægelsen gik fra den defensive holdning ”Puha det berører ikke os” til en offensiv.
– Jeg kan ikke forstå, at så snart tingene har en EU hat på, så mener folkene i EU Fagligt netværk, at det er farligt og til skade for den danske model, det er en vej, der er værd at prøve.
– De sidste 10 år er alt blevet mere Europa, så det er ikke så svært at tænke, at man må have en stærkt EU fagbevægelse for at matche det. Når virksomhederne er holdt op med at operere med nationale barriere, hvorfor skal fagbevægelsen så fortsætte med det.
– Det er noget, vi diskuterer meget i Dansk Metal. Vi forbereder lige nu en konference for alle afdelinger, for at få den diskussion og få brudt fordommene ned.
– Vi har været alt for snævert fokuseret på nationalstaten, og brugt for lidt energi og ressourcer på det grænseoverskridende. Vi vil jo ikke betale til EFS, men vi synes, at det er i orden at Kommissionen hælder skattekroner i foretagendet, det er usselt. Og vi ville stå stærkere, hvis EFS var selvbærende. I EU Metal betaler vi 2 kr. pr. medlem om året, det viser, hvor lidt vi satser på det, der kan vise sig at være det vigtigste de næste 10 år.
– Men på den anden side så skal smeden i Struer også kunne se nytten, for ham er det lokale naturligvis i centrum. Det er en kæmpeopgave at få den forståelse og diskussion helt ud på medlemsplan, siger han.
– Hvad har det enkelte medlem ud af at f.eks. LO og DA går sammen for at påvirke EU Traktaten?
– Det er helt relevant, det handler om at skabe forståelse for det internationale arbejdes nødvendighed. Vi uddanner vores tillidsfolk i internationale spørgsmål, så de får en forståelse af nødvendigheden og nytten af at være til stede i de internationale organisationer. Det gælder ikke bare EU men også f.eks. WTO, siger Jens Bo Andersen.