Hjort: Arbejdstidsdirektiv skal lempes

EF-domstolens tolkning af arbejdstiden koster millioner, derfor skal direktiv lempes, mener regeringen.

Hvis ikke EU direktivet om arbejdstid lempes, så kommer det til at koste millioner i den offentlige sektor, derfor foreslår regeringen at det ændres. Hvis det ikke sker, så kan Danmark få brug for at bruge direktivets kattelem, den såkaldt opt-out bestemmelse. Regeringens forslag fremgår af et brev til EU Kommissionen. Brevet beskriver, hvordan EF-domstolen afgørelser i flere sager om arbejdstid vil påvirke det danske arbejdsmarked.

Det er Domstolens fortolkning af en tysk læges arbejdstid, der har sendt rystelser gennem EU landene. Den såkaldt Jaeger dom fastslår, at den tid, lægen er forpligtet til at opholde sig på hospitalet, er arbejdstid. Uanset om han sover eller arbejder. Dommen griber ind i de gældende aftaler om vagtordninger og tilkaldevagter, ikke bare i sundheds- og ældresektoren men også i den pædagogiske sektor og på det private område.

Når tilkaldevagterne er ren arbejdstid, så rejser det ifølge Hjort store problemer med at afvikle den hviletid, som direktivet foreskriver. Derfor foreslår han, at et revideret direktiv skal åbne mulighed for at udsætte hviletiden i op til tre dage.

– For regeringen er det vigtigt, at der bliver fundet en løsning på dette problem, som berører mange brancher. Det er regeringens opfattelse, at en udskydelse af den kompenserende hviletid med mulighed for afvikling inden for 72 timer kunne være en løsning på problemet, skriver Claus Hjort Frederiksen, der henviser til, at man dermed kan spare nogle arbejdsgivere for de øgede lønudgifter, som dommen utvivlsomt vil medføre.

‘Umuligt at efterleve’

I brevet regner han med, at dommen vil kræve mindst 80 læger mere på sygehusene og et ikke opgjort antal sygeplejersker og jordemødre. Tallene er skønnede, og er ikke opgjort for alle de andre områder, som også berøres af dommen.

Regeringer skønner at det vil koste 50 millioner kr. i sundhedsvæsenet at efterleve dommen og et tilsvarende beløb alene hos brandvæsenet. Der er også blevet plads i brevet til at nævne mindre husdyrhold, som et område der bliver ramt på pengepungen.

– Den danske regering mener, at det er nødvendigt med en ændring af direktivet, der både varetager lønmodtageres sikkerhed og sundhed, og som tillige tillader en tilrettelæggelse af arbejdet, som tager højde for, at visse sektorers og branchers brug af tilkaldevagter og udskydelse af afvikling af hviletid ikke er til at komme udenom. Dette skyldes arbejdets art og formål, mangel på kvalificeret arbejdskraft og økonomiske forhold. Den danske regering opfordrer Kommissionen til at anerkende dette som et faktum. I visse sektorer er det simpelthen ikke muligt at leve op til EF-domstolens afgørelser, skriver han.

Bevar kattelem

Direktivet har en kattelem, som tillader en arbejdstid på mere end 48 timer om ugen. I England arbejder mere end 4 millioner lønmodtagere efter den regel, og endnu flere britiske lønmodtagere har en individuel aftale om, at de vil arbejde mere, hvis arbejdsgiveren kræver det. Det kaldes på EU-sprog for en ”opt-out” aftale, og er en måde at omgå arbejdstidsdirektivet,

Europaparlamentet har i en rapport påvist, hvordan opt-out bliver misbrugt af arbejdsgiverne. Det er ikke en frivillig sag at indgå en ”individuel” aftale om længere arbejdstid for mange englændere, påviser rapporten. Alligevel anbefaler regeringen, at kattelemmen skal bevares, og måske bruges i Danmark:

– Direktivets opt out-mulighed er ikke gennemført ved lov i Danmark, men fra dansk side er der fuld forståelse for, at andre medlemsstater kan have behov for at have en sådan bestemmelse, og set i lyset af den restriktive fortolkningsstil, EF-domstolen har anlagt i forhold til arbejdstidsdirektivet, kan det ikke afvises, at parterne på det danske arbejdsmarked ville have interesse i en sådan mulighed. Opt out-muligheden giver fleksibilitet til gavn for såvel arbejdsgiver som lønmodtager, skriver Claus Hjort.

Dog foreslår han en række stramninger af betingelserne for at indgå opt-out aftaler. (brink)

27.04.04

Se brevet til Kommissionen