Udvidelsen: Udstationering er den virkelige udfordring.
Samme dag som Folketinget vedtog den såkaldte østaftale, som skal lægge låg på tilstrømningen af arbejdskraft fra de nye EU lande, viste en konference et andet sted i København, at den virkelige udfordring til fagbevægelsen måske kommer fra udenlandske firmaer, der udstationerer arbejdskraft.
Det var netværket CLR Danmark, der sammen med BAT kartellet stod for konferencen, hvor der blev sat fokus på udvidelsen og dens konsekvenser især for byggebranchen.
Mens både TIB formand Arne Johansen og formanden for Dansk Metal Thorkild E. Jensen var fortrøstningsfulde og mente, at fagbevægelsen var rustet og havde redskaberne til at håndtere udfordringen, så var der advarende toner fra de udenlandske forskere, der deltog. Jan Cremers, tidligere generalsekretær for den europæiske bygningsarbejdersammenslutning EFBT og en del af CLR-netværket, advarede fagbevægelsen mod at overse de svage punkter i den danske model. Selvom vi er vant til organiserede forhold, så er det ikke så lige til at organisere de arbejdere, som kommer hertil udstationeret fra andre lande. På konferencen præsenterede arbejdsmarkedsforskere bl.a. erfaringerne fra Spanien efter tilslutningen til EU og de tyske erfaringer efter genforeningen.
Ingen prognoser for udstationering
I den danske debat har spørgsmålet om vandrende arbejdstagere fyldt meget. Utallige prognoser har forsøgt at forudsige omfanget af migrationen af arbejdskraften fra de nye lande.
– Men prognoserne handler kun om immigration. Der er ikke lavet nogen prognoser for de udstationerede arbejdere, det er to helt forskellige ting. Der kan ikke understreges nok, sagde Gerhard Bosch, tysk professor i sociologi.
Der er tradition for udenlandske arbejdere i tysk byggeri – i 1970’erne var der 20 procent. Men antallet af udlændinge, som er ansat og integreret i det tyske arbejdsmarkedssystem er faldet og udgør i dag 9 procent.
– I den tyske byggesektor er 16 procent af arbejderne udenlandske arbejdere, som legalt er udstationeret fra et firma i et andet land. Samtidig er der mange udenlandske arbejdere, som arbejder illegalt på de tyske byggepladser. Af gode grunde er der ikke eksakte tal for det, men er skøn lyder på, at der er lige så mange illegale som udstationerede, sagde han.
Deregulering eller modernisering
Gerhard Bosch så to mulige udviklinger: Enten deregulering og dumping af lønninger eller en reorganisering og modernisering af industrien.
– Bygningsentrepriser udbydes nu på tværs af grænserne, og vi kan tale om et europæisk arbejdsmarked for bygningsarbejdere. Strømmen går næsten kun en vej, fra de lavest lønnede lande til de højest lønnede. I de højt lønnede lande forsøger man at lave lige konkurrence ved at kræve, at de udenlandske arbejdere skal have overenskomstmæssig løn eller en mindsteløn. Men det er svært at kontrollere. Og hvis et firma fra Portugal f.eks. bliver dømt i Tyskland, så har det ingen konsekvenser. Brevet forsvinder simpelthen i virksomhedens hjemland, så sanktioner spiller ingen rolle, sagde han.
Hvis cocktailen af illegale og udstationerede arbejdere ikke skal føre til, at hele byggesektoren bliver et dereguleret og gråt marked, så er der brug for at sikre, at der konkurreres på lige vilkår, fastslog Gerhard Bosch:
– Det afgørende er, at der sikres en kontrol med, at lønningerne er på samme niveau. Men det er i praksis svært at kontrollere lønnen, når den udbetales. Derfor er der brug for at sikre kontrollen allerede ved kilden. F.eks. ved at hovedentreprenøren betaler skatter og sociale bidrag til staten i det land de opererer, sådan som man gør i Belgien, sagde han.
Farvel til ”den danske model”
EU Kommissionen har netop foreslået et nyt direktiv om serviceydelser, som ifølge Gerhard Bosch er helt ødelæggende for en regulering af arbejdsvilkårene. Kommissionen foreslår, at det skal være hjemlandet selv, der skal overvåge, at deres virksomheder overholder reglerne, når de arbejder i andre EU lande.
– Kommissionen siger godt nok, at de støtter lige ret for de udstationerede. Men ser man på forslaget, så fremgår det, at de bliver op til landene selv at kontrollere, at det sker. Det er afgørende at få stoppet det forslag, ellers kan I godt sige farvel til den danske model inden for få år. For det har landene hverken kapacitet eller måske interesse i, sagde han.
Lige vilkår og fri bevægelighed
– Diskussionen om fri bevægelighed og lige vilkår har stået på i 15 år i EU. Lige vilkår er vigtig for fagbevægelsen, mens Kommissionens forslag viser den anden side af mønten – den fri bevægelighed. De to ting støder sammen. Derfor fik man udstationeringsdirektivet i 1988, men det har vist sig, at det er svært at kontrollere, at der er lige vilkår i praksis, sagde Jan Cremers.
Han mente, at 1. maj er den største udfordring i EU historie på arbejdsmarkedet:
– Aldrig har gabet mellem nye og gamle lande været så stort. Det drejer det sig om 70 millioner mennesker. I de nye lande er der ikke noget fundament for aftaler mellem parterne på arbejdsmarkedet. Den såkaldt sociale dialog mellem arbejdsgivere og fagforeninger hænger i den blå luft. Det er forskellen på det nye og gamle EU, sagde han.
– Det der foregår i øst er den hårdeste form for kapitalisme, det er en del af problemet. 70 millioner nye forbrugere i EU vil have en effekt på produktionen. Men socialt er der alvorlige mangler. Vi har i det gamle EU set et miks mellem reguleret og mindre reguleret arbejdsmarked. Nu kommer der et helt ureguleret arbejdsmarked. Der kommer til at ske en deregulering i EU, sagde han.
Jan Cremers mente ikke, at de ”gamle” EU lande på den ene side kan diktere fri bevægelighed i øst og samtidig lukke dem ude fra det gamle EU’s arbejdsmarked. Derfor er der brug for, at EU’s regler om udstationering bliver strammet op:
– I modsætning til Kommissionens forslag, så må vi gå videre og konkretisere kravene til udstationering. Hvordan kan vi lave et system med harmoniserede regler på europæisk plan, så det enkelte land ikke anklages for protektionisme, spurgte Jan Cremers.
Junglelov
Jan Cremers pegede på, at der var brug for at starte helt forfra med at organiserer arbejderne i de nye medlemslande.
– Hvordan udvikles forholdet mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne? Hvis der ingen regler er, så er der kun jungleloven til at diktere betingelserne. Derfor er begge sider interesseret, sagde han.
Han så kun en udvej:
– Vi må begynde med ABC, organiseringen i øst må begynde helt fra bunden. Man bliver nød til at starte med at organisere helt basale ting. Den vestlige fagbevægelse har i 90-erne brugt kræfter på at lære dem om den sociale dialog. Men der er ingen mening i at lære dem om overenskomster og aftaler, når der ikke er noget fundament for det, derfor er det forfra, sagde Jan Cremers. (brink)
22.04.04