Fagbevægelsen har brug for sin egen interne ”sociale dialog” mellem top og bund
Konsekvenserne for fagbevægelsen er helt åbne, når EU’s arbejdstidsdirektiv nu gennemføres med lovgivning, det mener arbejdsmarkedsforsker professor og direktør for CARMA Henning Jørgensen, Aalborg Universitet
– Det afhænger af, hvordan aktørerne handler nu. Hvis fagbevægelsens top går i sort og vil kæmpe for at fastholde ”den danske model,” så bliver det en kamp mod vindmøller, siger han.
I stedet for krampagtigt at kæmpe mod lovgivning på basis af EU direktiver, så mener han, at der er brug for en helt anden diskussion i fagbevægelsen.
– Man må opgive et bevidstløst forsvar for den højt besungne danske aftalemodel. I stedet må man ud og få en åben og demokratisk debat med medlemmerne om, hvilke politiske muligheder fagbevægelsen har i forhold til EU og regulering. Fagbevægelsen må gå fra en passiv forsvarsposition til aktiv handling. I sidste instans er det et magtspørgsmål, hvordan bliver den faglige indflydelse styrket? Det klares ikke med en god middag i Bruxelles, siger han.
Social dialog
Den sociale dialog foregår i EU mellem Kommissionen og arbejdsmarkedets parter må mange leder. Men et af Henning Jørgensens bud på, hvordan fagbevægelsen skal komme videre er, at der er brug for en intern social dialog i fagbevægelsen selv.
– De faglige apparater har alt for længe følt, at de kendte svarene på forhånd. Men medlemmerne vil have dialog, de vil have begrundelser, og de vil have indflydelse. Der er brug for at få bragt organisationerne og medlemmerne sammen, og få skabt en fælles erkendelse af, hvad der skal ske i forhold til EU. Som det er nu, så hænger strategien ikke sammen.
– Der er brug for en fælles analyse, der kan føre til en strategi og dermed handling. Toppen skal have baglandet med, så der er brug for en ægte og demokratisk debat om, hvilken vej fagbevægelsen skal gå, siger Henning Jørgensen.
Starter i 70’erne
”Social Policy” hedder det på engelsk, når man i EU snakker om arbejdsmarkedets forhold. Det engelske udtryk har bidraget til forvirringen, for det handler ikke om socialpolitik i dansk forstand. Det er arbejdsvilkårene og forholdet mellem parterne på arbejdsmarkedet der tænkes på.
Der står ikke en lyd i Rom-traktaten om arbejdsmarkedet. Men først i 70’erne kommer det første direktivforslag på området. Det handler om medarbejdere i bestyrelserne, og det er ikke vedtaget endnu.
– Med direktivet blev der sat gang i en tænkemåde, som inddrog arbejdsmarkedet i EU politikområde. Senere kom det sociale handlingsprogram, som legitimerede direktiverne. I 70’erne får vi bl.a. ligelønsdirektivet, så lovgivningen på området starter allerede der, siger Henning Jørgensen.
I 80’erne er der en lagune i strømmen af direktiver på arbejdsmarkeds området.
– Det er neoliberalismens glansperiode. Deregulering er kodeordet. Mere marked på arbejdsmarkedet, er devisen, og EU spiller med. ”Det indre marked” er på dagsordenen, men jo mere du deregulerer, jo større behov bliver der snart for at regulere, siger han.
Bannerførerne mod en regulering på arbejdsmarkedet i 80’erne var England, Irland og Danmark.
– Det er her i 80’erne ”den danske model” blive til en udbredt samfundsmæssig konstruktion. Idéen om en særlig dansk model bliver udbredt af organisationerne, politikere og forskere. Alle snakker pludselig om den velsignede danske model, siger Henning Jørgensen.
– Men som model betragtet betyder den kun, at man galvaniserer et kollektivt aftalesystem. DA og LO vil have deres frie aftaleret afskærmet og immuniseret mod statslig indblanding. Det mener man, er lykkebringende. Det er liberal tankegods, så det gør noget. Det begrænser det offentliges regulerende rolle. Det væsentlige i ”den danske model” er en negativ afgrænsning. Det gælder om at få staten til at holde nallerne væk, siger han.
Den mentale baggrund for voluntarismen i fagbevægelsen skal man, ifølge Henning Jørgensen, finde i lange historiske traditioner og i de politiske indgreb i overenskomsterne i 70’erne. Anker Jørgensens regering greb ind i tre overenskomstsituationer i træk fra 1975 til 1979.
– Fagbevægelsens erfaringer fra 70’erne viste, at indgrebene i overenskomsten betød at fagbevægelsens rolle blev mindre. Det førte til manglende opbakning og masser af konflikter og oprør. De faglige organisationer havde et legitimitetsproblem. Derfor var de mentalt rustet til at mene, at voluntaristisk styring var lykken.
– I 1987 kom en fælles erklæring fra LO og DA, hvor de lovede lønstigninger ”indenfor det tilrådelige.” Det gjaldt om at undgå indgreb, så de disciplinerede sig selv, og påtog sig reelt politirollen overfor medlemmerne, siger Henning Jørgensen.
Sukkerpille til det indre marked
– Da det indre marked var på plads, var der brug for en sukkerpille til at få det til at glide ned. Derfor ser vi en reguleringsoffensiv i 90’erne. Lønmodtagernes rettigheder kommer på dagsordenen som en afbalancering af markedet. Den sociale handlingsplan lægger rammerne for direktiverne i 90’erne. Og alle de direktiver, der er vedtaget, er et forsøg på at lægge et fælles gulv i EU.
Op gennem 90’erne blev det dels lettere at få vedtaget direktiver, der regulerede arbejdsmarkedet, og de er kommet i en lind strøm. I de fleste EU lande har det ført til national lovgivning for at sætte direktiverne i kraft, eller man har en kombination af aftaleimplementering og supplerende lovgivning.
– Danmark har som det eneste land kørt med ren aftaleimplementering af direktiverne. LO og DA har været meget opsat på at undgå lovgivning, siger Henning Jørgensen.
Her har en brev fra daværende Kommissær Flynn til LO spillet en stor rolle. LO har hårdnakket fortolket brevet sådan, at det gav grønt lys for den danske måde at implementere direktiverne. LO mener, at de med brevet i hånden kan klare direktiverne ved at skrive dem ind i de eksisterende overenskomster.
– Men et brev til LO er ikke en blåstempling. Kommissionens juridiske afdeling har aldrig accepteret det. Brevet er ikke en generel tilladelse til at klare direktiverne med overenskomsten. Det er noget organisationer og politikere har tolket ind i det, siger Henning Jørgensen.
Spørgsmålet om lovgivning er blevet mere og mere prekært, Kommissæren på området har stillet spørgsmål, og regeringen har svaret, som organisationerne har ønsket. Arbejdsmarkedsforskere har lavet flere forskellige undersøgelser for at vise, hvor stor en procent af arbejdsstyrken, der er dækket af en overenskomst. Det har givet forskellige resultater.
– Det, der står tilbage, er at måske mere end 500.000 står uden for de kollektive overenskomster. Vi må acceptere, at den danske model skal revideres, der skal laves supplerende lovgivning, siger han.
– Den grundlæggende konflikt mellem EU systemet, hvor det er den enkeltes ret og det danske faglige system, hvor vi har givet organisationerne rettighederne består. Og så lang tid man er på kollisionskurs med Kommissionen, så har man et kæmpe problem, for det her er jo noget landene ønsker, siger han.
Demokratiets sorte hul
LO og forbundene er med i den såkaldt sociale dialog i EU. Det har bl.a. resulteret i tre forhandlede direktiver, hvor arbejdsmarkedets parter har lavet indholdet.
– Man kan spørge om så ikke kunne påvirke indholdet, og gå ind i beslutningsproceduren. Så direktiverne er noget, vi selv har været med til at beslutte?
– Men så er der langt til fru Madsen. Her kan man ikke stemme ja eller nej som til en overenskomst. Føler fru Madsen ejerskab til det her, det kan man stille spørgsmålstegn ved, siger Henning Jørgensen.
– Den sociale dialog foregår ikke i et fælles offentligt rum, hvor argumenterne brydes. Det foregår i en fjern og fremmedgørende proces. Demokratiet har det ikke for godt, og det her gør det værre. Jeg vil kalde det for demokratiets sorte hul i fagbevægelsen. For du har med indirekte valgte og udpegede at gøre, det er ikke nogen, det almindelige medlem kan få fat i.
– Forbundene har selv lagt grundlaget, fordi de har besluttet, at LO ikke må røre deres medlemmer, der må ikke være en direkte kontakt. Det er skæbnesvangert, at forbundene ser LO som en trussel ude fra. Men ”social policy” skal på dagsordenen, for det kommer til at påvirke os mere og mere fremover, siger Henning Jørgensen. (brink)
Artikel har været bragt i ”Fagbevægelsens dilemma”, Notat februar 2002.