De finske fagforbunds opfordring til at nedlægge arbejdet fredag blev fulgt af omkring 300.000 medlemmer, og omkring 30.000 deltog i øsende regnevejr i demonstrationen i Helsingfors.
Det er regeringens planer om et direkte indgreb mod fagbevægelsen frihed til at indgå aftaler, og dikterer nedskæringer i de næste overenskomster, som har fået de finske fagforeninger op af stolene.
Regeringen vil både fjerne ferie og fridage fra lønmodtagerne og dikterer halveringer af overtids- og søndags tillæg. Samtidig vil den indføre en karensdag ved sygdom og sænke sygedagpengene. Og ikke mindst så vil regering vil lov forhindre, at parterne på arbejdsmarkedet indgår bedre aftaler om arbejdsvilkårene end dem som gælder i dag.
De tre store landsorganisationer afviser kategorisk tvangsindgrebet , som kun er rettet mod lønarbejderne. Og de mener, at planerne om at begrænse parternes ret til frit at forhandle er i strid med internationale konventioner.
– Regeringens forslag er yderst uretfærdigt, eftersom det er lav- og mellemindkomster i særdeleshed kvinderne og dem på skiftehold, som tvinges til at betale for en bedre konkurrenceevne, lyder det fra forbundsformændene.
Den finske fagbevægelse er dog samtidig klar til at forhandle om økonomiske indgreb, de skal blot være retfærdige og samtlige parter på arbejdsmarkedet skal deltage i forhandlingerne om dem.
Regeringen har som svar på fredagens aktion åbnet en kattelem: Hvis parterne kan anvise andre indgreb med lige stå stor virkning, så er der mulighed for andre løsninger.
Så nu venter alle på arbejdsgivernes reaktion. Hidtil har de ikke haft indvendinger mod indgrebet.
De finske fagforeninger har fået bred international støtte i dets kamp mod regeringsindgrebet, mere end 60 nationale og internationale faglige organisationer har udtrykt solidaritet med finnerne.
– Tak fordi I tager kampen. Det er et vigtigt spørgsmål også for det øvrige Norden, Europa og andre lande, siger generalsekretæren for den Nordiske Faglige Samarbejdsorganisation, Magnus Gissler. (brink)






