ILO-chef advarer mod faldende lønninger

FN’s arbejdsorganisation, ILO advarer igen mod intern devaluering og voksende ulighed

På den internationale valutafond, IMF’s årsmøde i sidste uge Washington kritiserede ILO’s generalsekretær, Guy Ryder den økonomiske politik med intern devaluering, ”hvor alle taber og ingen vinder”.

Den interne devaluering, er et af hovedinstrumenterne i EU’s nedskæringspolitik, som udover at sænke de sociale ydelser også forsøger at svække fagbevægelsens muligheder for at sikre en større lønandel af produktionen.

Når hver enkelt land forsøger at genvinde konkurrencedygtig gennem lavere lønninger kombineret med stigende produktivitet, så sætter det gang i et ræs mod bunden. Det er en politik, som ILO genfinder i mange lande i den såkaldte udviklede del af verden.

ILO mener, at der er brug for øjeblikkelig handling for at undgå den lav-vækst-fælde verdensøkonomien er på vej ind i. Og organisationen peger på den stigende ulighed, som en vigtig faktor for det udeblevne opsving.
Ryder understregede, at der er brug for økonomiske reformer, som kan mindske den ulige fordeling af indkomsterne og sætte skub i det private forbrug.

– Lige nu er der en tendens til stigende ulighed, og arbejdernes andel af indkomstens er faldende. I de mest udviklede økonomier er uligheden i indkomst vokset markant de seneste år. Der skyldes først og fremmest den voksende koncentration af indkomsten i toppen. De 40 procent i bunden, er sakket alvorligt bagud i mange lande, især efter finanskrisen i 2008, sagde Guy Ryder til de forsamlede finansfolk.

ILO peger på en række områder, hvor der skal sættes ind. Det handler om at styrke kollektive forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår, mindske løngabet f.eks. med en garanteret mindsteløn, sikre lige løn- og arbejdsvilkår for mænd og kvinder mm. (brink)