Systematisk dumping på landevejene fortsætter

De usle vilkår for østchauffører er sat i system af branchens store spillere, kun et egentligt kædeansvar kan sætte en stopper for misbruget, mener formanden for chaufførernes Landsklub, Harald Fabricius

Den tidligere regerings indsats mod social dumping på landevejene er i fuld gang med at blive rullet tilbage af det smalle blå flertal i Folketinget. Samtidig viser de seneste tal af antallet af østeuropæiske lastbiler på de danske landeveje blot fortsætter med at vokse. Hvor det i 2014 drejede sig om ca. hver tredje lastbil der kørte ind i landet, er det i første kvartal af i år 44 procent af alle lastbiler, som er indregistreret i Østeuropa, viser grænsetællinger fra brancheorganisationen ITD.

Og de kører ikke blot ind med importvarer, en stor del af dem bliver og deltager i kører cabotagekørsel, som betyder udenlandske lastbiler kan køre tre transporter i Danmark inden for en uge, inden de skal forlade landet igen.

Hvor fagbevægelsen tidligere har haft fokus på at forsøge at stoppe omgåelser og brud på EU’s cabotageregler, så er det nu blevet ”big business” blot at strække reglerne til det yderste. Selvom cabotage-reglerne gør det klart, at det netop ikke må sættes i system. Den smukke tanke er jo, at de udenlandske vogne blot skal undgå at køre med tomt læs, når de nu alligevel er på vej ud af landet.

– Men selv inden for reglerne, er det blevet big business at bruge cabotage-reglerne. Det har fået et sådant omfang, at vognmænd og speditører ikke har noget problem med at organiserer det, det er de hamrende dygtige til, siger formanden for de Danske Godschaufførers Landsklub i 3F, Harald Fabricius.

Den seneste vejtælling viser da også, at selvom broderparten af de biler, der kører ind i landet er på udenlandske plader, så er en god del af dem danskejede. ITD egen optælling ved den Sønderjyske landegrænse, viser at knap 40 procent af de ”udenlandske” biler kunne henføres til et dansk firma. En meget god indikator for, at de danske vognmænd har udflaget en stor del af deres lastbilpark til Østeuropa og Tyskland.
Landtransporten rundt i Danmark er med andre ord godt i gang med at blive overtaget af en kaste af udenlandske chauffører, som kører på vilkår, som ingen danske chauffører eller vognmænd kan konkurrere med.

”Tour de rasteplads”

I oktober sidste år gennemførte 3F en rundtur på de danske rastepladser, for at indsamle kendsgerninger om vilkårene for de udenlandske chauffører, som i stort tal tilbringer deres dage der med at vente på en opgave i Danmark. Turens resultater er senere blevet til en rapport fra konsulentfirmaet COWI, som dokumenterer, de vilkår de fandt.

– Det er den barske virkelighed for vores østeuropæiske kolleger. Social dumping er ikke et overstået kapitel, de holder på rastepladserne i månedsvis. De får en månedsløn mellem 300 og 1500 euro om måneden, typisk ligger den på 500 til 600 Euro plus diæter. For mange af dem står det daglige valg mellem mad eller et bad på rastepladsen, som koster 20 kroner. Det er jo ikke noget med, at de har råd til at gå ind på cafeteriaet, siger Harald Fabricius.

De udenlandske chauffører kører stort set ikke i deres hjemland, og de ”bor” i ugevis i deres lastvogne, selvom det sådan set er forbudt, så er det ikke noget danske myndigheder griber ind over for det. Rekorden i undersøgelsen var en chauffør, som havde været afsted i 35 uger i træk.

Kædeansvar det eneste der virker

– Det er i høj grad danske vognmænd og speditører, som organiserer transporten. De bruger de forskellige regelsæt – cabotagekørsel, det såkaldte kombidirektiv og kørehviletidsreglerne – til det yderste. Vi ser fusk med fragtbreve, chauffører med to kørerkort. Det er en meget kreativ branche, og politiet har ikke en kinamands chance for at afdække det på stedet, siger Harald Fabricius.

– Derfor er det korte svar på, hvad der skal gøres: Kædeansvar! Det er det eneste der virker. Når man bestiller en transport, så kan man ikke lukke øjnene for, hvordan det foregår, siger Harald Fabricius.

Dumping på landevejene er ikke kun et isoleret dansk problem, det foregår i hele EU. Derfor er de godschaufførerne og 3F også med i en europæisk underskiftsindsamling, Fair Transport. Her er 231 faglige organisationer gået sammen om at samle en million underskrifter, som skal tvinge EU-kommissionen til at tage problemet alvorligt.

Og godschaufførernes formand har visse forventninger til den nye EU-kommission.
– Den nye transportkommissær har en anden indstilling, end den foregående, hun har sagt, at social dumping er ødelæggende og et fælles europæisk anliggende. Hun lægger op til at åbne vejpakken af direktiver, og tage skridt, som skal forhindre dumping. Samtidig er der positive vinde i EU-parlamentet, så det gælder om at tage fat i nakken på dem, vi er på rette spor, siger Harald Fabricius.

Syv øre kiloet

Samtidig forsøger Godschaufførernes Landsklub at gøre opmærksom på, at det ikke er forbrugerne som er vindere, ved den ”billige” transport.

– Beregningerne viser, at det koster syv øre mere pr. kilo at få transporteret varerne på ordnede vilkår. Det svarer til 75 øre, når du fylder en pose i supermarkedet. Forbrugerne tjener intet på den trafik, siger Harald Fabricius. (brink)