Mens danskerne stemmer om at slette forbehold strejker de græske arbejdere for anden gang på en måned mod EU’s sparepolitik
Torsdag strejker både private og offentligt ansatte i protester mod endnu et indgreb mod pensioner og de fortsatte nedskæringer, som regeringen har aftalt med Trojkaen (EU, Centralbanken og Valutafonden).
“Vi kan ikke holde det ud længere. Arbejderne, pensionister, arbejdsløse, de unge mænd og kvinder i vores land vil give et dynamisk og militant svar på de nye barbariske, barske og upopulære nedskæringer,” lød appellen fra GSEE, græsk LO, som optakt til dagens strejker. Også de offentlig ansattes landsorganisation, ADEDY og det kommunistisk orienterede PAME står bag den 24 timer lange generalstrejke.
Regeringen har allerede forhøjet pensionsalderen og vil nu bl.a. forhøje folks eget bidrag til pensionerne og mindske statskassens. Samtidig skal de supplerende pensioner beskæres, og det skal koste mere at sygesikre sig.
De er den anden strejke på to måneder vendt mod SYRIZA regeringens nye aftale med Trojkaen. Ved generalstrejken 12 november oplevede man for første gang en situation, hvor regeringspartiet opfordrede sine medlemmer til at deltage i protesternes mod dets egen politik. Denne gang er der ingen meldinger om regeringsstøtte til protesterne.
Ny front i Portugal
I sidste uge fik Portugal endelig en ny regering 50 dage efter et valg, hvor et flertal peger på en socialdemokratisk regering. Den konservative portugisiske præsident forsøgte længe at undgå, at det nye flertal blev udmøntet, og han har krævet at regeringen sværger troskab over for EU’s økonomiske politik.
Den nye regering kommer til at balancerer mellem EU’s nyliberale nedskæringskurs og det program det er valgt på, som lægger op til at rulle mange af de nedskæringer, den tidligere regering har gennemført tilbage.
Ifølge den nye finansmister, Mario Centeno bliver der tale om et ”kontrolleret og økonomisk ansvarligt opgør med sparepolitikken”. Den nye regering fastholder ifølge ham sine forpligtigelser over for EU og sine kreditorer:
– Markederne ønsker, at Portugal udviser en økonomisk ansvarlighed, der gør landet i stand til at leve op til sine forpligtigelser. Det er lige præcis, hvad vi har tænkt os at gøre. Det, som er vigtigt at forstå, er, at vi er nødt til at skabe de forhold, som vil gøre os i stand til at tilbagebetale vores gæld, udtalte Centeno for nylig til den portugisiske nyhedskanal RTP 3.
Partiet har efter valget indgået deltaljerede aftaler med venstrefløjspartierne om de næste fire års politik. Aftalerne er indgået separat med Venstreblokken, den kommunistiske valalliance CDU og De Grønne.
Partierne er enige om at gøre op med den hårde sparepolitik, som den tidligere liberalkonservative regering stod for. I stedet vil de fjerne nedskæringer på pensioner og offentlige lønninger, som den tidligere regering indførte, samt hæve mindstelønnen og indføre skattelettelser for de lavest lønnede.
En af regeringens første opgaver bliver at få næste års finanslov godkendt i Bruxelles. På grund af valget og regeringsskiftet har Portugal ikke afleveret sit forslag til næste års finanslov til EU-kommissionen til godkendelse. Det er en del af det såkaldte ”Europæiske semester”, hvor EU-landene indleverer forslag til finanslov til granskning i Bruxelles. Kommissionen har allerede behandlet de andre landes budgetter og sat 12 EU på ”observationslisten” fordi der er mulighed for, at de ikke holder sig inden for de snævre rammer EU-reglerne tillader. (brink)






