Den EU-dikterede ”fleksibilitet” har ført til krise i de kollektive forhandlingssystemer, viser nyt studie fra den europæiske tænketank ETUI
Selvom EU-traktaten udtrykkeligt siger, at EU skal holde fingrene fra arbejdsmarkedspolitikken og de nationale lønsystemer, (”nødderne knækker vi selv”, som det hed i en annonce fra LO og DA i 1972), så er der siden finanskrisen sket et skred, så overnationale organer som EU-kommissionen og den Europæiske Centralbank har fingrene langt nede i medlemslandenes arbejdsmarkedslovgivning. En indblanding, som har ført til krise i de kollektive forhandlingssystemer på alle niveauer.
Det er en af konklusionerne i et omfattende studie af krisepolitikkens konsekvenser i syv af de hårdest ramte EU-lande. (Grækenland, Irland, Italien, Portugal, Rumænien, Slovenien og Spanien). Den europæiske faglige tænketank, ETUI står bag udgivelsen, som er skrevet af tre forskere fra Manchester Universitet.
Krisen i de kollektive forhandlinger har ramt både på nationalt, sektor og virksomhedsniveau. Og i de fleste tilfælde, er både strukturen, processen, indholdet og resultatet af de kollektive forhandlinger blevet undermineret, konkluderer de tre forskere. Og det rejser spørgsmål ved parternes mulighed for regulerer løn- og arbejdsvilkår i tiden efter krisen. Der er der også lyspunkter, konstaterer de, og eksempler på, at de kollektive forhandlingssystemer har evnet at modstå presset og overlevet, det gælder især i lande, med stærke forhandlingssystemer før krisen.
Skred mod mere integration
Selvom man umiddelbart ville forvente at finanskrisen ville sætte integrationen i EU på pause, så viser studiet af de syv lande det modsatte. Når det gælder social- og arbejdsmarkedspolitik, så har krisen tværtimod fremskyndet integrationen – og det på trods af, at arbejdsmarkedet pr. definition er no go for EU.
Det fremgår af de aftaler, som Trojkaen (EU, Den Europæiske Centralbank og IMF) har indgået med de lande, som har modtaget kriselån. Aftalerne har dikteret indgreb i de nationale velfærdssystemer og arbejdsmarkeder, som går langt ud over EU-traktatens beføjelser.
– Traktatens 153 udelukker ethvert EU’s indgreb, det har til hensigt at harmonisere lønninger og kollektive forhandlinger. Traktatens eksklusion af lønkompetence til EU kan modstilles med de tilbagevendende referencer i aftalerne (med lånerlande red.) om lønreduktion, som bliver påtvunget parterne på arbejdsmarkedet på måder, som ILO har karakteriseret som en krænkelse af de faglige rettigheder, skriver de.
Men det er ikke kun i lande, som har været underlagt aftaler mod lån, hvor de overstatslige institutioner har grebet ind i arbejdsmarkedet. EU-kommissionen og ECB har spillet en ”instrumentel” rolle i gennemførelsen af reformer i lande som Italien, Spanien og Slovenien, konstaterer de.
På baggrund af den udvikling, kan der argumenteres for, at den økonomiske krise har accelereret europæisk integration, og der er beviser for, at beslutningsprocesser om arbejdsmarkedspolitikken er overført fra nationalt til overnationalt niveau, hedder det.
Overflytningen af beslutningerne til overnationale organer som EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank er sket samtidig med, at der er sket en nyorientering af den europæiske socialpolitik. Den såkaldte ”Europæiske sociale model” for arbejdsmarkedet, som EU hyldede inden krisen, er blevet forladt til fordel for en neoliberal model, som kræver ”fleksibilitet” på arbejdsmarkedet, mener forfatterne. (brink)
