Tror EU-kommissionen på mirakler

EU-kommissionens højtprofilererede investeringsplan får ikke den store virkning på vækst og beskæftigelse, mener den Europæiske Faglige Sammenslutning

Tirsdag præsenterede formanden for EU-kommissionen, Jean Claude Juncker den længe annoncerede investeringsplan på 315 milliarder euro for EU-parlamentet.

– Vi har brug for at sende en besked til de europæiske borgere og til hele verden om, at Europa nu er i gang igen. Efter mange år, hvor det vigtigste var at rette op vores finanser, så skal vi nu investere i fremtiden. Europa har brug for en kickstart, og kommissionen starter maskinen nu, sagde han.

I danske kroner handler det om 2.350 mia.kr., hvor kun en beskeden andel kommer fra EU’s budgetter resten skal hentes fra private investorer bl.a. pensionsfonde. Her har den tidligere EU-kommissær, Henning Christoffersen fået en tjans med at rejse rundt og præsenterer projektet for investorer.

Ideen er at de skatteyderbetalte EU-penge skal fungerer som bagstopper og garanti for fejlslagne investeringer, men de private investorer naturligvis skal have forrentet deres investeringer.

Investeringer skal angiveligt gå til store infrastrukturprojekter, som broer motorveje, energianlæg mm. Problemet er, at der reelt er meget få nye penge fra EU i fonden. Kun omkring 120 mia. kr. fra EU’s egne budgetter, og så cirka 37 mia.kr. fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Med de penge som garanti håber kommissionen at kunne tiltrække 15 gange så meget kapital til fonden fra private.

De fem brød og to fisk

Men det er ren mirakeltro, mener generalsekretæren for den Europæiske Faglige Sammenslutning, Bernadette Ségol.
– Jeg hilser ethvert initiativ der øger investeringer, som skaber jobs, men jeg tror ikke Juncker kan rejse 315 milliarder euro med 21 milliarder. Kommissionen ser ud til at tro på finansielle mirakler i stil med dengang Jesus bespiste 5000 med fem brød og to fisk, siger hun i en kommentar til Junckers udspil.

– Jeg forventer ikke, at planen får den store indvirkning på hverken vækst eller arbejdsløshed. Der er brug for meget mere, derfor opfordrer jeg europas regeringer til at sætte gang investreringerne, siger Bernadette Ségol.

EFS har tidligere præsenteret et detaljeret forslag til investeringer i bæredygtige jobs.

Forslaget skal i første omgang diskuteres på et EU-topmøde i næste måned, inden det skal igennem EU’s lovmaskineri. Først herefter skal det udmøntes i konkrete projekter.

Så der vil gå to til tre år før planen kan udmøntes i konkrete investeringer, vurderer Hans Martens fra European Policy Center overfor radioavisen. (brink)