Byggefagene i København holder tirsdag ”morgenmøde” ved LO på Islands Brygge med krav om fuldt kædeansvar
Når LO toppen mødes tirsdag hos LO på Islands Brygge vil de blive mødt af demonstrerende bygningsarbejdere, som vil advarer LO mod at blive stående på den fondsmodel for kædeansvar, som LO og DA bakker op om.
Bygningsarbejderne mener, at fonden er helt utilstrækkelig og fastholder, at et fuldt kædeansvar, der kan nagle hovedentreprenøren til regningen, hvis hans leverandører løber fra lønsedlen.
– Når CO-industri laver et forslag, så betyder det ikke, at de repræsenterer hele fagbevægelsen. Og forslaget er ikke tidssvarende og dækkende, det bør ikke være grundlaget for LO vedtagelse. Det vil vi fortælle LO med demonstrationen tirsdag morgen, siger Carsten B. Hansen, formand for Organiseringsudvalget i Byggefagenes Samvirke i København.
Demonstrationen starter tirsdag morgen kl. 7.30 ved LO’s hovedkvarteret på Islands Brygge og varer et par timer.
I stedet for kædeansvar
Det er det voksende pres fra fagrødderne for et såkaldt kædeansvar der i november fik DI og CO-industri til at foreslå en fond, som kunne udrede manglende betalinger til udstationerede arbejdere. Forslaget blev straks bakket op af LO og DA. Det tog samtidig noget af presset af regeringen, som var i gang med finanslovsforhandlinger med El. og SF som krævede lovgivning om kædeansvar.
Forslaget indebærer, at der oprettes en fond, som alle virksomheder i Danmark og udenlandske virksomheder, der har ansatte udstationeret i Danmark, skal indbetale til. Grundtanken er, at fonden skal træde til og sikre de ansattes løn, hvis et firma med udenlandske ansatte udstationeret i Danmark for fremtiden stikker af fra lønregningen eller går konkurs. Forudsætningen for udbetaling fra fonden er, at virksomheden bliver dømt i Arbejdsretten eller ved en faglig voldgift.
– Det er fint nok at CO-Industri har gjort sig tanker om social dumping, men vi har andre holdninger, og hvis man vil noget med kædeansvar, så skal der helt andre og mere slagkraftige instrumenter til. Det her er ikke godt nok, siger Carsten B. Hansen.
– Der er brug for er et fuldt kædeansvar hele vejen og ikke kun i et enkelt led. Vi skal langt videre end den foreslåede fond. Entreprenører bliver noget mere agtpågivende, når de ved, at kommer til at stå til regnskab for, hvad deres underleverandører går og laver. Det er det der er brug for, hvis man mener noget med at bekæmpe social dumping, siger han. (brink)






