Budgetnedskæringer må ikke være blinde for menneskerettigheder og lighed, fastlår Europarådets ligestillingskomite i ny rapport
Rapporten anbefaler, at de europæiske regeringer tager spørgsmål om menneskerettigheder og lighed med i overvejelserne, så nedskæringer i de offentlige budgetter rammer udsatte grupper mindst muligt.
Det er Enhedslistens medlem af Europarådet, Nikolaj Villumsen, som har forberedt rapporten efter at have besøgt Grækenland, Portugal og Island. Her har han samlet fakta om konsekvenserne af den nedskæringspolitik, som har domineret kontinentet siden krisens udbrud.
I rapporten bliver der sat spørgsmålstegn ved, om nedskæringer har været den rette krisemedicin for Europa.
– Højere arbejdsløshed, større fattigdom, større indkomstgab, mere diskrimination og intolerance, sociale spændinger og voksende støtte til populistiske partier og bevægelser: Den økonomiske krise har ramt de fleste medlemslande i Europarådet brutalt og med konsekvenser langt ud over økonomien. Nedskæringspolitikken med drastiske budgetnedskæringer har været den umiddelbare reaktion. Men er det en løsning, eller bidrager det til at forværrer situationen? Vil det være et fuldstændigt forandret Europa efter krisen, eller vil Europa forblive tro mod sine værdier om solidaritet, lighed og værdighed for alle? Det er spørgsmålene som rapporten rejser.
Sæt fokus på rettigheder
Med henvisning til erfaringerne fra Portugal og Grækenland er det tydeligt, at nedskæringspolitikken ikke har løst problemerne, tværtimod har det udhulet både menneskerettigheder og ligestillingen.
Rapporten gennemgår udviklingen af vilkårene for en række ramte grupper: Den enorme ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa, kvindernes stilling og de forringede vilkår for handicappede og pensionister, som alle ser ud til at have betalt en høj pris for nedskæringsmedicinen.
Derfor anbefaler rapporten da også de europæiske regeringer og parlamenter til at få menneskerettigheder og ligestilling i fokus, når der vedtages krisepolitik.
– At fastholde et højt niveau af social sikkerhed og bekæmpelse af ulighed kan bidrage til at stimulere vækst og reducere fattigdom på lang sigt. Positive foranstaltninger som beskytter svage grupper og deres deltagelse i samfundet bør sikres mest muligt. Kommissionen er overbevist om at social retfærdighed kan betale sig økonomisk og socialt på lang sigt, hedder det bl.a. (brink)






