Krisepolitikken har sendt millioner af børn ud i fattigdom i de rigeste lande, mens millioner af unge hverken får uddannelse eller arbejde, viser ny UNICEF rapport
Siden 2008 er mere end 2,6 millioner børn endt i fattigdom, vel at mærke i de 41 rigeste lande, konstaterer FN’s børneorganisation UNICEF i ny rapport, som blev præsenteret tirsdag i Rom.
Rapporten blev meget passende afleveret til det italienske formandskab for EU. UNICEF peger nemlig på, at de rige landes nedskæringspolitik bærer en stor del af skylden for det alvorlige tilbageslag.
Rapporten indikerer, at den ekspansive politik, som nogle lande gennemførte før 2010 for at imødegå finanskrisen var effektive til at beskytte børnene mod fattigdom. Men fra 2010 skiftede er flertal af landene politisk fra at stimulere økonomien til budgetnedskæringer, med negative følger for børnene, konstaterer UNICEF.
Antallet af børn, der lever i fattigdom er steget med over 50 procent i Irland, Kroatien, Letland og Grækenland. I Dan mark er der kommet 13.000 flere fattige børn til siden 2008, mens der i enkelte EU-lande er lyspunkter: I Finland, Polen og Slovakiet faldt antallet af fattige børn med omkring 30 procent, det samme gælder for ikke EU-landet Norge.
Helt overordnet så lever hver femte barn i halvdelen af de rige lande under fattigdomsgrænsen, mens det gælder hvert tredje barn i de sydeuropæiske lande Italien, Grækenland. Det samme gælder for hvert tredje amerikansk barn.
– Mange af de rige lande har lidt et stort tilbageslag, hvis man ser på husstandenes indtægt, og konsekvenserne for børn vil være langvarige, og det vil også få følger for de samfund, de vokser op i, siger Jeffrey O’Malley fra UNICEF.
Trojkaens medicin
Portugal er et af de lande, som i bytte for kriselån har taget Trojkaens (EU, den Europæiske Centralbank og Valutafonden) medicin i form af voldsomme nedskæringer i statsbudgettet.
Her blev godt en halv million børn ramt af de sociale nedskæringer, som den portugisiske regering gennemførte mellem 2009 og 2012.
Statens udgifter til at hjælpe fattige familier faldt med 33 procent i 2011 og fire procent i 2012, skriver UNICEF.
– En anden bekymrende faktor er, at over halvdelen af de arbejdsløse ikke havde ret til understøttelse í 2012, siger Marcal Grilo. UNICEF’s landedirektør i Portugal.
Unge uden for alt
UNICEF peger på, at unge mellem 15 og 24 år også betaler en høj pris for krisen. Syv en halv million unge i EU er hverken i uddannelse eller arbejde. Og i 34 ud af de 41 rige lande er andelen af unge uden for alt vokset, siden krisen brød ud i 2008.
Da EU-lederne på et topmøde i juni sidste år vedtog en såkaldt ”unge-pakke”, og fremskyndede en række udbetalinger fra EU for at bekæmpe arbejdsløseheden blandt unge, var de der 5,6 millioner unge under 25 år, som var arbejdsløse i EU.
UNICEF tal peger på, at det ikke er lykkedes at gøre indhug i arbejdsløshedskøen – tværtimod. (brink)






