Den græske regering vil ikke kun genoprette de tabte faglige rettigheder, men vil styrke dem så fagbevægelsen kommer til at stå stærkere end før krisen
Kollektive overenskomster og faglige rettigheder er en afgørende del, af den nye græske regerings program for genopretning af økonomien, det sagde den græske arbejdsminister Panos Skourletis på et møde med UNI Europa i Athen.
UNI Europa er en del af Global UNI, som er fagsekretariat for offentlig og privatservice under den international LO, ITUC.
– I Grækenland har vi gennemlevet et eksperiment med neo-liberal politik, det har haft katastrofale konsekvenser for arbejderne, sagde Skourletis under mødet med UNI Europes regionale sekretær, Oliver Roethig.
Deregulering af overenskomster
– De sidste fem år er det kollektive aftalesystem blevet dereguleret. For os i arbejdsministeriet er hovedopgaven at genindføre kollektive forhandlinger og faglige rettigheder, gennem lovændringer og reformer af institutionerne. Men ikke kun til det niveau, de havde før reformerne, vi vil brede dem endnu mere ud, sagde Skourletis.
UNI Europe var i Athen for at diskutere, hvordan organisationen kan støtte den græske fagbevægelse efter det ”næsten komplette sammenbrud af de faglige rettigheder, som er sket under den tidligere regering”, som det hedder. UNI Europe opfordrer den nye regering til at gøre spørgsmålet om kollektive forhandlinger til en hovedprioritet.
Den græske arbejdsminister regner med at fremlægge de nye love inden for en måned.
– Vi vil styrke og forstærke arbejdstilsynet, og give arbejderne ny magt. Det skal være spydspidsen i vores politik for at genindføre og beskytte de sociale rettigheder og demokratiet på arbejdspladsen, forklarede arbejdsministeren.
Opmuntrende
Fagbevægelsen – og ikke mindst den Europæiske Faglige Sammenslutning – har længe kritiseret at den tidligere græske regering har undergravet og fjernet faglige rettigheder og gennemført den mest brutale nedskæringspolitik, som har ført til en humanitær krise i landet.
– Det er opmuntrende at høre regeringens plan, fordi det er fuldstændig afgørende for Grækenland at genindføre kollektive forhandlinger og fair arbejdsmarkedslovgivning efter den brutale afskaffelse under den tidligere regering, sagde Roethig efter mødet.
– Det der sker her vil brede sig som ringe i vandet i Europa. Det var en demokratisk beslutning at gøre en ende på års smerte udløst af nedskæringspolitikken. Og vi forventer at se folk gå på gaden overalt i Europa inspireret af den græske kamp, sagde UNI Europes regionale sekretær, Oliver Roethig. (brink)






