EU er ikke noget bolværk for de faglige rettigheder, fastslår britiske faglige mod EU, mens de seneste meningsmålinger viser voksende støtte for at forlade EU.
Den britiske folkeafstemning d. 23 juni tegner stadig til en gyser, men en række meningsmålinger i weekenden og i dag mandag viser et skifte mod stigende tilslutning til at forlade EU.
En måling fra YouGov har 45 procent (+4) for ”Leave” og uforandret 41 procent for ”Remain”, mens en TNS-måling siger 43 procent mod 41 procent for at UK skal melde sig ud af EU. Samtidig har TNS lavet målinger i otte andre EU-lande, som alle viser, at hvis de skulle bestemme, så skulle UK forblive medlem. Det gælder, ifølge målingen, 79 procent af tyskerne og to tredjedele af franskmændene og polakkerne.
Værn for faglige rettigheder
Imens fortsætter en ophidset diskussion om EU rolle i forhold til de faglige rettigheder, hvor både britisk LO og Labour plæderer for at blive i EU og argumenterer for, at EU er et værn for lønmodtagernes rettigheder. Den nye Labourformand Corbyn har kastet sig ind på ”remain” siden, samtidig med at han kritiserer EU’s nyliberale økonomiske politik og samtidig har lovet, at en Labour regering vil blokere handelsaftalen TTIP med USA, hvis Storbritannien bliver i Unionen.
Brian Denny fra Netværket Faglige mod EU, som føre kampagne for et ”leave”, afviser både LO og Labours argumenter for EU som lønmodtagernes værner.
I en gennemgang på deres hjemmeside, peger han på, hvordan EU-kommissionen systematisk i årtier har ”anbefalet” lønreduktioner og svække faglige organisationer som vejen til øget konkurrenceevne.
– EU forsvarer ikke de faglige rettigheder, sådan som ”Remain” aldrig forsømmer at påstå. Fakta er, at EU står direkte bag det store angreb på lønninger, pensioner, kollektive forhandlinger og andre faglige rettigheder i hele Unionen, inklusive den kamp som foregår i Frankrig lige nu, skriver Brian Denny.
Og det foregår oven i købet i modstrid med EU’s egne traktater, på en typisk bureaukratisk og Byzantinsk maner:
– Officielt siger EU traktaten (TFEU, artikel 153.5) udtrykkeligt, at EU ingen kompetence har over lønpolitik. Det har dog ikke forhindre EU’s institutioner som Kommissionen, Centralbanken eller endog de Europæiske råd (ministerrådet red.) fra at kræve ”løn-moderation” i hele EU, konstaterer han.
Han henviser til, at de økonomiske anbefalinger, som EU-kommissionen udarbejder hvert år, har siden 1993 altid indeholdt kravet om ”løn-moderation”.
På mystisk vis
Men siden 2010 er den linje blevet skærpet med vedtagelsen af den kontroversielle neoliberale 2020 strategi, som inkluderer en årlige cyklus med EU koordinering af medlemslandenes økonomiske politik.
– Det indeholder udtrykkeligt lønpolitik, som anses for den vigtigste variabel til at fremme ”konkurrenceevnen”. Det legale grundlag for denne nye form for ”autoritær neoliberalisme”, som det er blevet kaldt, er først og fremmest ” Euro plus pagten”, som blev vedtaget i 2011. Resultatet er, at mens EU’s kompetence over lønpolitikken stadig er udtrykkeligt forbudt, men med ”Euro plus pagten” er indblanding i lønpolitik på EU-niveau nu pludselig på mystisk vis tilladt, konstaterer Brian Denny.
EU’s greb om landenes økonomiske politik er siden 2011 blevet udbygget med den såkaldte ”six-pack” og andre instrumenter.
Hvert år i februar kommer kommissionen med detaljerede rapporter om hvert land, og hvilke ”fremskridt” de gør i forhold til at leve op til kommissionens anbefalinger. For eksempel mente kommissionen i år at UK havde store ”ubalancer” – for meget offentligt forbrug og mangel på konkurrenceevne. Til gengæld gik det godt med at reducerer lønomkostninger og med pensionsreformer.
Ny interventionisme
Brian Denny henviser også til, at den franske arbejdsmarkedsreform bygger på, at regeringen har accepteret EU’s reformkrav. Det er det de franske arbejdere nu bekæmper, mener han.
Og selvom EU har haft mest ”succes” med at angribe de faglige rettigheder i de lande, som er afhængige af en ”hjælpepakke”, såsom Grækenland og Portugal, så er det ikke begrænset til dem.
– Denne politik indebærer angreb på lønninger, social service, offentlig ejendom og vidtgående ”arbejdsmarkedsreformer” – inklusiv afskaffelse af kollektive forhandlinger. Det er der en enkel forklaring på – for hvor der ingen kollektiv forhandling foregår falder lønningerne. For den tyske hardliner i ECB’s styrelse, Joerg Asmussen er ”arbejdsmarkedsreformer”, som at fjerne kollektive rettigheder endda, ”nøglen, hvis et land ønsker at forblive i euroen,” skriver Denny.
Resultatet er, at angrebene på arbejderne på nationalt plan bliver drevet at en ny interventionisme fra EU’s side på en måde som ikke er set før, mener Brian Denny. (brink)
