Portugals parlament sænker arbejdstiden for offentligt ansatte til 35 timer om ugen
Første juli indfrier den socialistiske regering i Portugal et af venstrefløjens valgløfter og nedsætter arbejdstiden for de offentlige ansatte til 35 timer om ugen.
Nedsættelsen af arbejdstiden er en tilbagerulning af en af de EU-drevne nedskæringer, som den tidligere regering gennemførte i 2013. Dengang blev arbejdstiden for de offentligt ansatte sat op fra 35 til 40 timer, vel at mærke til samme løn. Det var i realiteten en lønnedgang på 14 procent for de offentligt ansatte.
Lovforslaget blev godkendt i parlamentets arbejdsmarkedsudvalg af det flertal, som står bag den socialdemokratiske regering: Venstreblokken, det kommunistiske parti og de grønne.
Fagforeningerne forsøgte ellers at få arbejdstidsnedsættelsen igennem allerede i januar, få måneder efter at venstrefløjen havde vundet valget. Det lykkedes ikke dengang, men nu kommer nedsættelsen altså.
Socialistpartiet (og venstrefløjen) vandt valget på et anti-nedskæringsprogram, som lover et opgør med den nedskæringspolitik, som Portugal har været underlagt siden 2011 efter aftale med EU og valutafonden. Aftalen udløb i 2014, men den borgerlige regering fortsatte kursen, og tabte valget sidste år.
Siden er mindstelønnen sat op fra 505 euro til 530, og det er planen gradvist at hæve den til 600 euro i 2019.
På en knivsæg
Den portugisiske regering har på en gang lovet et opgør med nedskæringspolitikken og samtidig forsikret EU, at landet vil leve op til eurozonens krav til stramme finanser. Derfor er der grænser for regeringens handlemuligheder. Det blev understreget, da kilder i EU-kommissionen i sidste måned antydede, at EU var klar til at straffe Spanien og Portugal med bøder, hvis de ikke fik deres underskud ned under de 3 procent, som EU’s regler foreskriver.
Kommissionsformand Juncker aflyste dog dummebøderne i første omgang med henvisning til de ”politiske konsekvenser”, men allerede til i starten af juli – efter det spanske valg – vil spørgsmålet igen blive taget op.
I den årlige landerapport om Portugal løfter kommissionen da også pegefingeren. Den advarer om at forhøjelsen af mindstelønnen, kan ”presse lønnen” op og skade beskæftigelsen. En bekymring som blev afvist på et trepartsmøde midt i maj, hvor regering, fagforeninger og arbejdsgivere konstaterede, at forhøjelsen af mindstelønnen havde meget lidt indflydelse på beskæftigelsen.
Fagforeningerne konstaterede, at forhøjelsen af mindstelønnen til 530 euro i starten af året hverken har ført til fyringer eller afholdt virksomhederne fra at ansætte folk, skriver Portugal News.
Et af de gennemgående nyliberale ”reformer”, som EU og IMF ynder at gentage handler om at svække de kollektive overenskomster og sætte virksomhederne fri for at være bundet til landsdækkende eller branchedækkende overenskomster. Det er der også åbnet mulighed for i Portugal.
Men tilsyneladende er det lykkedes fagforeningerne at modstå en del af presset for at få ”decentraliseret” forhandlingerne. EU-kommissionen konstaterer med beklagelse, at forhandlinger på virksomhedsplan ikke er i vækst. ”og det kan forhindre en effektiv justering af lønnen, som tager hensyn til forskellene mellem virksomhederne”, hedder det i landerapporten. (brink)






