EU’s jernbanepakke sætter fut i privatiseringer

Transportarbejdere på gaden i Bruxelles mod yderligere privatisering af jernbanedriften i EU

Mandag demonstrerede transportarbejdere fra det Internationale Transportarbejderforbund, ITF i Bruxelles mod den såkaldte 4. jernbanepakke, som er på vej gennem EU-parlamentet.

Parlamentets transportudvalg skulle mandag stemme om en del af pakken, som ifølge det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF vil føre til social dumping og pres på jernbanearbejderne.

Flertallet i udvalget godkendte forslaget, som senere på måneden skal behandles af det samlede parlament.
– Resultatet i transportudvalget viser, at det konservative flertal i EU-parlamentet ikke har lært noget af den voksende utilfredshed blandt europæiske arbejdere og borgere. En utilfredshed som handler om, at EU synes, at konkurrence og åbning af markedet er vigtigere end at beskytte arbejdere mod social dumping, siger Sabine Trier, vicegeneralsekretær i ETF.

ETF mener, at vedtagelsen baner vejen for yderligere liberalisering af persontransporten uden at sikre bedre beskyttelse af transportarbejderne.

Mandagens demonstration bliver fulgt op af yderligere demonstrationer og aktioner når parlamentet i næste uge skal stemme om den såkaldte politiske søjle i jernbanepakken, det sker d. 15. december.

Allerede mandag d. 13 vil ETF indkalde til demonstration foran parlamentet i Strasbourg for at forsøge at overbevise parlamentarikerne om, at de skal stemme nej til forslaget.

Det må stoppes nu

Det europæiske transportarbejderforbund har siden EU-kommissionen lancerede den såkaldt 4. jernbanepakke i 2013 forsøgt at råbe politikerne op om konsekvenserne. Men nu strammer det til, og pakken er på vej til at blive vedtaget.
Ifølge ETF går kommissionen efter en fuldstændig liberalisering af persontransporten på de nationale jernbaner og ønsker at gennemtvinge en ”de facto” adskillelse af infrastrukturen og driften.

ETF mener, at det vil betyde til faldende kvalitet og få operatørerne til at satse på de mest profitable linjer og afgange, det vil skade de samlede tilbud til passagererne på trods af principperne om tilgængelighed.

Den stigende konkurrence, som bliver resultatet af den 4. jernbanepakke vil føre til et voldsomt pres på de ansatte, frygter ETF. De peger på konsekvenser som: Faldende beskæftigelse, stigende udlicitering og brug af underleverandører. Der vil blive flere usikre jobs, flere vil blive ansat via vikarbureauer. Arbejdspresset vil vokse sammen med flere vil arbejde på fleksible timetal og på splittede vagter. Alt sammen uden hensyn til konsekvenserne for kvaliteten af servicen og sikkerheden for passagererne. Liberalisering og fragmentering bringer intet godt til jernbanerne. Vi må stoppe det nu, lyder appellen fra ETF. (brink)