Udvalg lægger op til strammere kurs mod social dumping

Udvalg anbefaler skærpet indsats mod social dumping. Nu må partierne gennemfører flest mulige forslag, mener de københavnske byggefagforeninger

Sidste efterår blev regeringen og Enhedslisten enige om at nedsætte et udvalg om social dumping, som netop har afsluttet sit arbejde. Udvalget peger på en række nye tiltag, der kan bekæmpe social dumping.

Udvalget peger på en række mulige forslag, der kan opruste indsatsen mod social dumping.

Blandt andet skal Arbejdstilsynet have mulighed for at udstede administrative bøder, hvis man på tilsynsbesøg konstaterer udenlandske firmaer, der ikke har tilmeldt sig korrekt i det såkaldte RUT-register over udenlandske tjenesteydere. Med forslaget skal det udnyttes endnu bedre, at Arbejdstilsynet er en af de myndigheder med allertættest kontakt med danske arbejdspladser over hele landet.

– Social dumping er uacceptabelt og er derfor et område, som regeringen prioriterer højt. Sammen med Enhedslisten har vi allerede taget en række initiativer for at bekæmpe det. Vi vil fortsat sætte alle kræfter ind for at stoppe social dumping, siger Mette Frederiksen.
Regeringen vil nu drøfte udvalgets rapport og muligheden for at gennemføre de enkelte tiltag i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger.

Markante forbedringer

Rapporten bliver hilst velkommen hos Byggefagenes Samvirke i Storkøbenhavn:

– Vi forventer, at alle partier i folketinget går positivt ind i finanslovsforhandlingerne, for at få flest mulige af disse forslag gennemført, siger formanden for Byggefagenes Samvirkes organisationsudvalg, Bo Rosschou.

Han ser forslagene som en fortsættelse af den opstramning, som bl.a. de nye skatteregler er et udtryk for.

– Næste afgørende træk mod den sociale dumping er håndhævelsen af, at udstationerende virksomheder skal dokumentere reel aktivitet i hjemlandet, samt opstramninger omkring RUT- registeret, så fupregistreringer forhindres – og at arbejdsmarkedets parter gives adgang til oplysninger om den udstationerende virksomheds arbejdsperioder i Danmark, siger Bo Rosschou.

– Styrkelsen af Arbejdstilsynets indsats via hjemmel til at udstede administrative bødeforlæg er ligeledes en markant forbedring af indsatsen. Desuden er det nødvendigt med et bygherreansvar/bestilleransvar og pligt til arbejdsklausuler i alt udbudsmateriale, fra såvel private som offentlige arbejdsgivere, siger Bo Rosschou. (brink)