EU’s hårde sparekurs har bremset den økonomiske genopretning efter krisen, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som opfordrer lande med råderum til at stimulere vækst og beskæftigelse
Bruttonationalproduktet skrumpede i euro-området i 2012 og vil formentlig også skrumpe i 2013. Derfor bør lande med råderum bør gøre mere for at stimulere vækst og beskæftigelse på den korte bane, skriver AE i en ny analyse.
En stimulans på ½ pct. af BNP i 2013 og yderligere ½ pct. i 2014 vil kunne skabe næsten 1 mio. job i EU, mener rådet.
AE har på baggrund af EU-kommissionens og OECD’s seneste prognose kigget på en række indikatorer, der beskriver den økonomiske situation og tilstand i de fleste EU-lande.
Med udgangspunkt i tal for den offentlige saldo, betalingsbalancen, privat opsparingsbalance, strukturel saldo, den offentlige nettogæld, samt udlandsformue benchmarkes den økonomiske sundhedstilstand med fokus på, hvem der kunne have luft i økonomien til at lempe finanspolitikken til gavn for europæisk vækst og beskæftigelse.
Danmark har råderum
I analysen rangeres landene indbyrdes efter de seks økonomiske nøgletal, der fungerer som en indikator for den samlede sundhedstilstand i økonomierne, ses det, at Sverige topper ranglisten efterfulgt af Tyskland.
Dernæst følger Danmark, Holland, Finland, Østrig og Estland i den øverste gruppering.
Den sidste gruppering er domineret af gældskrisens lande Grækenland, Irland, Spanien og Portugal, samt Frankrig og Storbritannien.
Det geografiske mønster er meget klart. De lande som scorer bedst er centreret i Nordeuropa med Østrig som tilføjelse. I middelhavslandene samt de Britiske Øer ser det derimod skidt ud, der sammen Polen udgør bundgruppen. I midten findes de resterende Øst- og Vesteuropæiske lande, skriver rådet.
Store effekter ved koordineret vækstpakke
Hvis de 5 nordeuropæiske økonomier stimulerer økonomien i en koordineret vækstpakke, hvor man øger de offentlige investeringer med ½ pct. af BNP i 2013, stigende til 1 pct. af BNP i 2014, vil det have store effekter for vækst og beskæftigelse i Europa.
Selvom det kun er de bedst stillede lande, der bidrager, vil de dårligst stillede lande dog nyde godt af den øgede aktivitet i disse lande, da det også medfører øget import – og dermed også øget aktivitet i andre lande, konkluderer rådet. (brink)






