Bestilleransvar sendt i udvalg

Enhedslistens beslutningsforslag om bestilleransvar fik pæne ord med på vejen, men regeringspartierne afviste at handle her og nu

– Det kan godt være det lyder kedeligt, men jeg mener, vi skal vente på det udvalgsarbejde, som afsluttes til oktober, sagde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, da Folketinget i denne uge behandlede Enhedslistens forslag om bestilleransvar.

Lovforslaget skal fastlægge, at den, der bestiller en tjenesteydelse eller aftaler en entreprise i sidste ende skal kunne gøres økonomisk ansvarlig for retmæssige krav fra leverandørens ansatte om manglende løn (herunder feriepenge, pension m.m.) og retmæssige krav fra myndighederne om manglende skatteindbetalinger, moms og ATP-bidrag samt overholdelse af anden lovgivning.

Ansvaret skal også gælde også ved udlicitering af opgaven, og det skal gælde alle led i kæden.

Selvom ministeren afviste at større forslaget i sin nuværende form, så har man sjældent set en mere en minister modtage et forslag – hun ikke kan støtte – varmere end Mette Frederiksen gjorde.

– Jeg er glad for at Enhedslisten stiller forslaget, sagde hun og ridsede den indsats regeringen og støttepartiet allerede har aftalt i kampen mod social dumping op.

– Social dumping er et afgørende problem og vi kan se hvordan det breder sig, derfor foreslår regeringen nu et skærpet tilsyn på restaurations- og serviceområdet. Social dumping er et problem, som kræver fokuseret indsats hele tiden fra politisk side, sagde Mette Frederiksen.

Den danske model

Hun afviste ikke grundtankerne i forslaget, men mente, at der var en række juridiske og EU-retslige problemer, som altså er under udredning i det udvalg, som arbejder med social dumping. Samtidig medgav hun, at forslaget ikke er på kant med EU-retten.

Både ministeren og SF arbejdsmarkedsordfører var dog tvivlende i forhold til, om forslaget kommer til at gribe ind i den danske model, fordi den også handler om ansvar for udbetaling af løn. Det har fagbevægelsen tidligere afvist.

Finn Sørensen, El. understregede, at forslaget netop ikke griber ind i overenskomster og aftaler, bestilleransvaret indebærer, at bestilleren bliver ansvarlig for at leverandøren lever op til indgåede aftaler, hvad enten der er tale om overenskomster eller individuelle aftaler.

– Forslaget betyder ikke, at der lovgives om overenskomster. Det er vi selvfølgelig enige med fagbevægelsen om, at vi ikke skal have, sagde Finn Sørensen.

Ærgerligt men …

Enhedslisten ordfører ”ærgrer sig lidt” over at regeringen ikke vil være med til at vedtage forslaget om bestilleransvar nu.

– Især i betragtning af, at S og SF tidligere selv har talt om kædeansvar. Men jeg er glad for det meget klare tilsagn om, at forslaget indgår i udvalgsarbejdet om indsats imod social dumping, sig Finn Sørensen.

– Jeg er også tilfreds med, at ministeren som udgangspunkt er enig med mig i, at forslaget ikke strider imod EU-retten. Jeg ser frem til den videre drøftelse med regeringspartierne om dette spørgsmål, siger han. (brink)