Nyt opråb fra den tyske venstrefløj og fagbevægelse kræver opgør med Merkels krisepolitik
– Krisen er forårsaget af en neoliberal dereguleringspolitik og en samvittighedsløs og grådig finanselite, der spekulerer mod kriselande og vil påtvinge dem en finansmarkedskonform politik, sådan lyder det i et opråb fra en række fremtrædende faglige og venstreorienterede stemmer i Tysland. Blandt under skriverne er filosoffen Jürgen Habermas, økonomen Rudolf Hickel og formanden for der store fagforbund Ver.di, Frank Bsirske. Hertil kommer en lang række repræsentanter for store tyske fagforeninger som bl.a. IG Metall.
I opråb ”En ny begrundelse for Europa” kræver de et radikalt kursskifte og et opgør med Merkels hidtidige krisepolitik, som betegnes som økonomisk kontraproduktiv, fordi den ikke tager fat i krisens årsager.
Krisepolitikken betegner de samtidig som »socialt ansvarsløs«, fordi den uden at medtænke fyldestgørende vækstinitativer lader den europæiske socialstat forvitre og overlader en hel generation af europæere til udsigtsløs ungdomsarbejdsløshed. Endelig er den tyske krisepolitik, der er blevet rodfæstet i finanspagten, »demokratipolitisk destruktiv», fordi den kortslutter demokratiske processer og dermed underminerer mange års velfærdspolitiske forhandlingsresultater, hedder det i Informations referat af opråbet.
Trojkaens kvælergreb
Eurokrisen er ikke et produkt af en række uansvarlige græske politikeres manglende mod til at se deres vælgere i øjnene. Det er tværtimod trojkaen bestående af EU-Kommissionen, IMF og Den Europæiske Centralbank, der aktuelt holder Grækenland i et »kvælergreb«, skriver initiativtagerne.
Diagnosen i opråbet er langt fra den forklaring EU-toppens forklaringer om manglende finansiel disciplin. I stedet er der behov for vækstinitiativer, en europæisk skat på finanstransaktioner og et kollektivt ansvar for kontinentets samlede gæld, hedder det i opråbet. (brink)
Kilde: Information






