EU’s vej ud af krisen går gennem et dereguleret arbejdsmarked med svækkede faglige rettigheder og lønsænkninger, advarer den svenske fagbevægelse
De sidste to år har EU-kommissionen kastet et fintmasket net udover medlemslandenes arbejdsmarkeder for at kontrollere og overvåge lønudvikling og forbedre ”konkurrencekraften”. EU’s forsøg på at få kontrol med medlemslandenes arbejdsmarkedspolitik har givet sig udslag i en stribe nye EU-love af både bindende og ”rådgivende” karakter.
EU-pluspagt, finanspagt, sixpack og Europæiske semester, mekanismerne er mange og der vedtages næsten en ny, hver gang der er topmøde i unionen. Også på næste topmøde senere i denne måned, er der forslag fra EU-præsident Van Rompoy på bordet. Han foreslår, ifølge Financial Times, at eurolandene skal inggå bindende kontrakter om reformprogrammer, i stil med dem, de krisramte sydeuropæiske lande har forpligtet sig til at indføre efter aftale med EU, centralbanken og valutafonden (Trojkaen).
Den Europæiske Faglige Sammenslutning har løbende kritiseret og advarer mod de forskellige tiltag og det angreb på de faglige rettigheder, som er indeholdt i dem. Ikke mindst de angreb på de faglige rettigheder, som er den såkaldte trojka har indgået med kriselandene.
Nu har svensk fagbevægelse konto i Bruxelles sat sig for at skabe et overblik over mængden af nye EU- procedurer og deres betydning for fagbevægelsen.
Arbejdsmarkedet en opgave for EU?
Selvom det klart fremgår af EU-traktaten, at arbejdsmarkedspolitik er en national opgave, som ikke er EU’s bord, så har EU-kommissionen i mange år haft travlt med at anbefale reformer, som skal løsne arbejdsmarkedet op og gøre det mere smidigt. Siden finanskrisens start er arbejdsmarkedet sammen med nedskæringer i de offentlige budgetter blevet de to fokusområder for EU-kommissionens krisepolitik.
– EU-kommissionen har hævdet, at det under krisen er overstatslige institutioners opgave at udforme medlemslandenes arbejdsmarkedspolitik via ”retningslinjer og anbefalinger, hedder det i analysen fra Bruxelleskontoret.
– Kommissionens selvudnævnte rolle i styringen af arbejdsmarkedet har i visse tilfælde betydet brud på den nationale lovgivning for arbejdsmarkedet, nationale traditioner og internationale normer. Selvom kriseindsatsen på papiret handler om samordning og overvågning, har de også haft konsekvenser for arbejdsretten og faglige rettigheder, konstaterer forfatterne.
Eksemplerne er tydeligst i de tre kriselande Irland, Grækenland og Portugal der alle, som betingelse for at modtage nødlån, har indgået detaljerede aftaler om indgreb i de kollektive aftaler og løndannelsen. Men det fremgår også af diverse EU-retsakter og dokumenter udfærdiget af EU, at krisepolitikken handler om deregulering, lønsænkninger og afvikling af ansættelsesbeskyttelse.
– Reformerne sker uden at der findes noget belæg for, at den finansielle og økonomiske krise er et resultat af arbejdsretslige bestemmelser i medlemslandene. Trods det motiveres indgrebene med argumenter – ofte fremsat af EU-kommissionen – om at lønkontrol og øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet er blandt de bedste måder at bekæmpe krisen, skriver de svenske forfattere.
Kommissionen og ministerrådet ser et behov for at deregulere arbejdsmarkedet, sænke lønningerne, og give EU øget kontrol over lønpolitikken. I mangel på andre effektive tilpasningsmekanismer i eurozonen arbejdsmarkeder bliver lønomkostningerne centrale for EU’s økonomiske og monetære politik, konstaterer de.
De advarer mod, at en stærk EU-styring og kontrol med lønpolitikken risikerer at underminere parterne på arbejdsmarkedets selvstændighed.
EU-Kommissionen udstak anbefalinger til et flertal af EU-landenes arbejdsmarkedspolitik både i 2011 og 2012. Næsten halvdelen af landene fik anbefalinger som handlede om løn og overenskomstforhold.
Og de fleste anbefalinger opfordrede til at ændre overenskomstsystemet for at sikre at løn- og produktivitetsudvikling går hånd i hånd. Nogle lande fik besked på at decentraliserer lønforhandlingerne og for andre lød anbefalingen at opgive eller svække systemer, hvor lønindeks udløser lønstigninger.
Det græske eksempel
Analysen opsummere konsekvenserne af EU’s og trojkaens krisepolitik i Grækenland. For at få adgang til nådlånene har landet to gange indgået aftaler med långiverne i Trojkaen om reformer og nedskæringer i de offentlige udgifter. Første gang i 2010 og igen i år.
Nedskæringerne er vedtaget i en situation, hvor landet i forevejen var i recession. Det har ført til alvorlige sociale konsekvenser. Arbejdsløsheden er steget fra knap ni procent i 2008 til 21 procent ved udgangen af 2011. 15.000 offentlig ansatte er sat i en ”jobbank”, hvor de får 60 procent af deres grundløn, efter et år fyres de helt. Målet er at mindske antallet af offentligt ansatte med 150.000 i 2015.
Aftalen betyder også at lønmodtagere både i det offentlige og privat har fået frosset eller sænket deres løn.
En overenskomst fra sidste år. hvor parterne enedes om at hæve mindstelønnen er ophævet, som konsekvens af aftalen med Trojkaen. Den månedlige mindsteløn på 877 euro sænkes med 22 procent for arbejdere under 25 år sænkes den med 32 procent. Samtidig sløjfes anciennitetstillæg.
Begræns overenskomsterne
Der er vedtaget en stribe love, som skal begrænse mulighederne for kollektive forhandlinger. Der skal indføres en tidsgrænse for aftalernes løbetid, hvilket kan føre til at overenskomsterne ganske enkelt udløber uden at fornys.
Det græske mæglingssystem ved konflikter kan nu kun forholde sig til spørgsmålet om grundlæggende lønkrav og kun, hvis begge parter ønsker det. Trojkaen har også forlangt en velfærdsfond lukket. Den har eksisteret siden 30’erne og bruges dels til økonomisk støtte til de fattigste arbejderes ferie, men nok så vigtigt går en fjerdel af fondens midler til at drive fagforeningerne.
Ifølge kommissionen er indgreb mod lønninger og kollektive overenskomster nødvendige for at mindske lønningernes ”stivbenethed”. Mens den internationale valutafond siger det mere lige ud: Grækenland må ganske enkelt sænke lønningerne for at styrke konkurrenceevnen.
Den græske fagbevægelse har udover flere generalstrejker også indklaget overgrebene til FN’s arbejdsorganisation ILO, fordi de mener, at det er i strid med ILO’s konventioner.
Mødt med tavshed
Danmark er som EU-medlem er med til på topmøderne at godkende både strømmen af nye stramme styringsmekanismer og kravene til lånerlandene. Alligevel har det ikke givet anledning til at den danske regering har protesteret eller taget afstand fra indgreb og anbefalinger, som er i strid med grundlæggende faglige rettigheder.
Det fik Enhedslistens medlem af europaudvalget, Nikolaj Villumsen til at spørge beskæftigelsesministeren, hvad regeringen vil gøre for at sikre at grundlæggende faglige rettigheder ikke undergraves som en del EU’s krisepolitik. Det skriftlige spørgsmål blev stillet 14. september – endnu foreligger intet svar.
Europaministeren har tidligere afvist at rejse spørgsmålet i EU.
– Det er en nationalt beslutning, sagde Nicolai Wammen sidste år til eufagligt.dk . (brink)
