3F’s byggegruppe vil bruge 10 millioner kroner for at skabe ordnede forhold på byggepladserne og bekæmpe social dumping fra udenlandsk arbejdskraft.
I løbet af de næste to år investerer Byggegruppen i 3F 10 millioner kroner i at optrappe indsatsen mod social dumping fra udenlandske firmaer. Der er vel at mærke tale om en ekstra indsats ud over de daglige aktiviteter fra forbundet og lokalafdelinger i 3F, skriver 3F’s Nyhedsbrev.
– Vi er nu klar til en øget landsdækkende indsats mod social dumping. I løbet af de næste to år investerer vi 10 millioner kroner. Vi vil være på langt flere pladser i de næste år, end vi har været tidligere, siger forhandlingssekretær Palle Bisgaard fra Byggegruppen i 3F.
Den seneste status på RUT-registret viser, at der er 1.238 aktive udenlandske firmaer på byggepladserne.
– Der er tale om en kraftig stigning, siger Palle Bisgaard.
Han understreger, at stigningen og dermed den lovlige registrering ikke er udtryk for, at de udenlandske firmaer er blevet mere lovlige eller overholder de danske overenskomster.
– Myndighedernes kontrol betyder, at flere udenlandske firmaer lader sig registrere i RUT. Men der er omkring en tredjedel af byggepladserne med udenlandsk arbejdskraft, som stadig ikke er registreret i RUT, siger Palle Bisgaard til Nyhedsbrevet. (brink)





