Enhedslisten kræver at EU blander sig uden om de danske dagpengeregler og foreslår, at udenlandske arbejdere skal følge danske regler for optjening af dagpengeret
EU-Kommissionen truer med at trække Finland for EU-Domstolen, hvis ikke landet afskaffer de begrænsninger, der er på andre EU-borgeres ret til at få dagpenge. Finland har et optjeningsprincip, som betyder, at en EU-borger skal have arbejdet mindst fire uger i landet for at få ret til dagpenge. Det strider imod EU-reglerne, som dikterer, at man også skal have dagpenge, hvis man har optjent retten i et andet EU-land.
– En dom mod de finske a-kasseregler, vil også ramme Danmark. Mette Frederiksen må slå i bordet, og kræve at EU blander sig uden om. S, V og K har gang på gang lovet os at medlemskabet af EU ikke fik betydning for vores regler om velfærd og arbejdsmarked, nu må de indfri løftet, siger Finn Sørensen, Enhedslistens ordfører for EU-arbejdsmarkedspolitik.
Han understreger, at udenlandske arbejdere er velkomne, men på lige vilkår.
– Det gælder også når vi taler dagpengeregler. Det er ikke rimeligt, at danske lønmodtagere skal have et års medlemskab og et års arbejde for at få dagpengeret, mens udenlandske arbejdere kan nøjes med tre måneder, siger Finn Sørensen.
– De danske dagpengeregler er alt for stramme. Det skal være nemmere at optjene dagpengeret i Danmark. Men de gældende regler skal følges, også af udenlandske arbejdere. Enhedslisten har derfor stillet forslag i Folketinget, der kan sikre lige vilkår, også hvad angår dagpengeregler, siger han. (brink)






