Europarådet: 180 brud på socialt charter

Nedskæringspolitikken betyder brud på sociale og økonomiske rettigheder, fastslår Europarådets ekspertkomite i ny rapport

180 brud på de sociale rettigheder, så mange overtrædelser har Europarådets ekspertkomite for sociale rettigheder fundet i de lande, som er medlem af Europarådet.

Rapporten retter indirekte en hård kritik mod Trojkaens ”anvisninger” til indgreb i lånerlandene. Den peger på, at ”Den økonomiske krise i Europa og den førte nedskæringspolitik har haft negativ virkning på menneskerettighederne, og især de sociale og økonomiske rettigheder.”

– Rettigheder som handler om sundhed, sociale ydelser og social beskyttelse er særdeles udsat, når man gennemfører sine budgetmæssige forpligtigelser, hedder det.

I Grækenland, hvor regeringen har travlt med at efterkomme Trojkaens krav, har kommitten fundet ni tilfælde af brud på de sociale rettigheder.

Ifølge ekspertgruppen hænger stigningen i overtrædelserne af de sociale rettigheder sammen med for lave sociale ydelser, som især rammer fattige, arbejdsløse, ældre og syge.

I forbindelse med offentliggørelsen opfordrer Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland de europæiske regeringer til at tage mere hensyn til de sociale og økonomiske rettigheder, når de gennemfører nedskæringer.

– Behovet for at beskytte de dagligdags rettigheder for arbejdere og ikke arbejdende er en europæisk kærneværdi, som er endnu vigtigere når det er hårde tider, siger han.

– Men rapporten viser, at den økonomiske krise og nedskæringspolitikken har haft en tydelig negativ effekt på sociale og økonomiske rettigheder i Europa. Goder bliver beskåret og mennesker der rejser mellem landene for at bo eller arbejde bliver ofte uretfærdigt behandlet, siger Thorbjørn Jagland.

– Endvidere må internationale organisationer – inklusiv EU – tage hensyn til de enkelte landes forpligtigelser i forhold det sociale charter, når der diskuteres nedskæringsplaner, siger han, med en slet skjult hentydning til, at flere af de krav Trojkaen har stillet til lånerlandene netop fører til brud på det sociale charter. (brink)