På dagens trepartsmøde mellem EU-toppen og arbejdsmarkedets parter kræver den Europæiske Faglige Sammenslutning konkrete forandringer nu
Før EU’s stats- og regeringschefer i dag mødes i Bruxelles er der tradition for et såkaldt socialt topmøde om vækst og beskæftigelse. Her får arbejdsmarkedets parter mulighed for at præsentere deres syn på EU’s krisepolitik.
Ved tidligere topmøder har den europæiske fagbevægelse demonstreret i gaderne mod krisepolitikken, og i foråret forsøgt EFS-toppen sig med en rundtur til nogle af EU-landenes regeringer for at trænge igennem med deres synspunkter.
Denne gang nøjes man med at troppe op til mødet og understrege, at det haster med et kursskifte i EU-krisepolitik.
– Der er stadig ikke nogen klare signaler om, at man på europæisk niveau er klar til konkrete ændringer. Europa, europas arbejdere fortjener bedre, siger Bernadette Ségol, generalsekretær for EFS op til mødet.
Stop løndumping
På mødet vil EFS kræve et stop for de angreb på faglige rettigheder, som på baggrund af bl.a. kommissionens anbefalinger udfoldes i mange europæiske lande.
EFS vil også gentage sit krav om lige vilkår for udstationerede arbejdere.
– EFS er for den frie bevægelighed for arbejdere i EU. Men mobiliteten alene, uden lige vilkår for alle, er ikke en løsning der skaber bæredygtig vækst. Mobiliteten risikerer at blive brugt til at fremme social dumping og løndumping. Vi forlanger at europæiske arbejdere behandles lige, hedder det i en udtalelse før topmødet.
Også de seneste udspil fra EU-kommissionen får et par ord med på topmødet.
EU-kommissionens nylige forslag om en social resultattavle, som skal sætte fokus på bl.a. arbejdsløshed og fattigdom i medlemslandene får kritik fra EFS.
– EFS kan ikke være tilfreds så længe disse sociale indikatorer ikke har nogen vægt i udviklingen af den økonomiske politik, hedder det.
”Refit – klar til vækst,” EU-kommissionens forslag om yderligere lettelse af byrderne for virksomhederne risikerer at underminere tilliden til hele EU-projektet advarer den Europæiske Faglige Sammenslutning.
– Kommissionens intention var at lette EU-lovgivningen for at lette de administrative byrder for virksomhederne, men i stedet de angriber de faglige rettigheder og den EU-lovgivning de europæiske fagforeninger har kæmpet for. På den måde smadrer EU-kommissionen en grundpille i Europas sociale model, lyder det. (brink)






