Vælgeropbakning til kamp mod dumping

Stort flertal bag krav om sociale klausuler i kommunerne

Hvis man skal tro den Gallupundersøgelse, som LO har fået udarbejdet, er social dumping et vigtigt tema for dem, der har tænkt sig at stemme til kommunevalget.
77 procent siger, at det er ”vigtigt” eller ”meget vigtigt”, at deres kandidat går ind for ”arbejdsklausuler”.

De kommunale arbejdsklausuler skal sikre, at virksomheder, der arbejder for kommunerne følger overenskomsterne.

– Det er meget opmuntrende, at så mange danskere er enige med os i, at arbejde udført i Danmark skal ske under ordnede forhold. Derfor vil jeg opfordre alle byrådskandidater til at melde klart ud, om de vil arbejde for at indføre arbejdsklausuler i deres kommune, så vælgerne kan finde dem på listen i stemmeboksen, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard. 

Brug for kontrol

Flere kommuner har allerede indført klausulerne, mens bl.a. København og Aarhus op til kommunevalget er i gang med at skærpe deres indsats. For selv i de kommuner, hvor der er klausuler, er det problemer med social dumping bl.a. på kommunale byggerier.

– Det er vigtigt at understrege, at det langt fra er nok at indføre arbejdsklausuler i kommunen. Det er helt afgørende, at kommunerne samtidig indfører håndgribelige kontrolværktøjer, så klausulerne ikke blot bliver en sovepude. Alt for mange eksempler i kommunerne har desværre vist, at til trods for arbejdsklausuler, bliver der stadig afsløret underbetaling og udnyttelse af udenlandske arbejdstagere, siger Lizette Risgaard.

1020 deltog i Gallups undersøgelse. Af dem, der har tænkt sig at stemme sagde 40 pct., at det er ”meget vigtigt”, at den kandidat, de stemmer på, går ind for arbejdsklausuler. 37 pct. sagde, at det var ”vigtigt”. Mens 14 pct. sagde, at det var ”ikke vigtigt” eller ”slet ikke vigtigt”. (brink)