Omgår overenskomst med arme og ben

Siden nytår vokser antallet af ”selvstændige” i RUT-registret. – Det er et forsøg på at omgå overenskomsterne, siger faglige konsulent i 3F Nordøstsjælland, Claus Mehlsen. Byggefagene i Nordsjælland
svarer igen med blokade og sympatikonflikt

I sidste uge startede Byggefagene i Nordsjælland en blokade af en renovering af et sommerhus på St. Orebjergvej 37 i Rågeleje. Samtidig er der indledt en sympatikonflikt, som stopper leverancer og andet arbejdet på pladsen.

Konflikten er udtryk for en ny fase i kampen mod social dumping.
– Siden nytår har vi set, at stadig flere såkaldt ”arme- og ben-virksomheder”, bliver registreret i RUT-registret. Det er et forsøg på at undgå at indgå overenskomster, nu hvor det koster både virksomhed og bestiller, hvis den udenlandske entreprenør ikke står i registret, siger Claus Mehlsen.

I den aktuelle sag var der i første omgang registreret en polsk entreprenør, som stod for arbejdet hos modemanden Flemming Olesen, som ejer sommerhuset.
– Efter at vi havde besøgt pladsen og stillet krav om en overenskomst, blev alle polske arbejdere registreret som selvstændige i RUT-registret. De har fortalt, at de har betalt 800 kr. for at få firmaet til at ordne det, siger Claus Mehlsen.

– Nu siger de, at de har hver sin underentreprise på ombygningen. En står for loftet en anden for gulvet, og når de selv står for det, så er der ikke brug for overenskomst. Men vi kan jo se, at de laver arbejdet sammen. Derfor fastholder vi, at der er tale om et ansættelsesforhold, siger han.
Ifølge de oplysninger fagforeningen har fået fra de polske arbejdere, så er timelønnen 70 kr. alt inklusive.

– Så står de selv for forsikring, pension osv. Det er svært at se, hvordan det kan række til også at drive en virksomhed, siger Claus Mehlsen.

Brug for kædeansvar

– Udover blokaden og sympatikonflikten, så kan vi anmelde til Skat og Politi, at det er andre, som har ledelsen af arbejdet. Mens selvom vi har et godt samarbejde med Skat og politiet i forbindelse med de her sager, så har de ikke ressourcer til at løbe dem alle sammen op. Derfor er kravet om kædeansvar så vigtigt, så de ikke kan dele entrepriserne ud i småportioner. Det er vigtigt at kunne fastholde hovedentreprenøren på et ansvar for, at det foregår på overenskomstvilkår, siger Claus Mehlsen.

Han henviser til den overenskomst, som Dansk Håndværk netop har indgået om kædeansvar.
– Det kan jo lade sig gøre, og vi vil fastholde kravet over for Dansk Byggeri ved næste overenskomst. Det undrer mig, at arbejdsgiverne kan leve med, at det her foregår, siger han.

Byggefagene er i fuld gang med at forberede en demonstration ved byggepladsen i nær fremtid. (brink)