Malerne: Polakker hos fitness-koncern truet til tavshed

Polske arbejdere blev truet på jobbet, hvis de gik til fagforening, viser lydoptagelse, som Malernes Fagforening er i besiddelse af. – Optagelsen afslører et råt miljø og bekræfter vores formodning om snyd med lønsedlerne, siger Bo Rosschou, formand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn

På et krisemøde med de 43 polske bygningsarbejdere, som var i gang med at arbejde på Fitness Worlds centre, gjorde entreprenør og medejer af en række af Fitness Worlds centre det klart, at hvis de gik til fagforeningen, så ville de miste deres arbejde og ikke få en krone udbetalt.

Mødet blev holdt dagen efter, at underentreprenøren på Fitness Worlds byggerier, Jack Building Service ApS blev pålagt at betale 100.000 kr. til fire polske arbejdere, som var gået til Malernes Fagforening.

Det var et mæglingsmøde mellem Danske Byggeri og Malernes Fagforening som afgjorde, at de fire polske arbejdere skulle have ”efterbetalt” de 100.000 kr. i manglende lønudbetaling.
Mæglingsmødet afslørede, at firmaet havde brugt falske lønsedler. De lønsedler der blev fremlagt som bevis, havde alle samme konto som modtager, det viste sig at kontonummeret var virksomhedens eget.

”Stort problem”

– Først og fremmest har vi to større punkter. Det er fagforeningen, hvor vi har et fagforeningstilfælde igen med fire arbejdere, som ikke længere arbejder for os.  De lyver til fagforeningen og siger mange dårlige ting. Det er et stort problem for Jack, indleder Jim Merulla Jørgensen mødet.

Han har entreprisen på arbejdet via sit selskab JMJ Byggeservice ApS, som er stiftet to måneder før. Men samtidig ejer han anparter i en række af Fitness Worlds ledelse. Ifølge malernes fagforening, er han ”det centrale bindeled mellem Fitness World og de polske bygningsarbejdere.”

Begge selskaber er medlem af Dansk Byggeri og omfattet af overenskomsten. Men det er ikke den kendsgerning, at Jack Building omgår overenskomsten og underbetaler sine folk, der bekymrer:
– Og virkelig, de her fire fyre ødelægger det for alle arbejderne. Hvis vi har tilfælde som dette, vil Fitness World ikke arbejde sammen med Jack, forklarede Jim Merulla Jørgensen de polske arbejdere.

Lidt senere skæres konsekvenserne ud i pap, hvis nogen skulle få den tanke at gå til fagforeningen:
– Ingen vil få penge, Jack vil lukke sin virksomhed og I alle sammen må finde et nyt arbejde. Og også Jack kan også være ondsindet og lukke virksomheden ned den 29. Dagen før lønudbetaling, siger han, ifølge det båndudskrift, som redaktionen har haft adgang til.

Fitness Worlds rolle

– Optagelsen afslører Fitness Worlds rolle i udnyttelsen af de polske arbejdere. Koncernen har afvist et medansvar, men optagelsen viser noget andet. Det viser et råt miljø, hvor trusler er mere reglen end undtagelsen. Det skal forhindre arbejderne i at gå til fagforeningen. Og det er formentlig kun toppen af isbjerget, vi har set og hørt, siger Bo Rosschou.

Selvom Jim Merulla Jørgensen ikke formelt beskæftiger de polske arbejdere, så lader han ingen i tvivl om sin rolle:
– Hvis en fyr er en dårlig arbejder, vil jeg tage pengene personligt og smide fyren væk. Alle de gode drenge bliver, og alle de dårlige bliver sendt hjem. Jeg mener det meget seriøst, sagde han.

– Jack er en meget sød fyr. Jeg kan rigtig godt lide ham. Men nogle gange er han for sød. Men nu må han være en hård chef, hvis arbejderne opfører sig dårligt over for ham. For at gøre det meget enkelt. Hvis noget sparker dig i røven, kan du ikke vende dig om og sige undskyld, sagde Jim Merulla Jørgensen.

Opskrift på fusk

– Optagelsen bekræfter vores antagelse om, at de polske arbejdere arbejder meget længere end det lønregnskabet viser. Ved at holde det reelle timetal ude af det officielle timeregnskab, kan det fremgå af lønsedlerne, som fremvises for bl.a. fagforeningen og Skat, at lønnen er kr. 115 pr. time. Og at man så opfylder overenskomstens lønsats, siger Bo Rosschou.

– Vi ved godt, at det reelle timetal er meget højere end det, der fremgår af de officielle lønsedler. Lydoptagelsen fortæller os nu, hvordan lønsvindlen kan foregå, siger han.
Ifølge fagforeningen er den reelle timeløn 65 kr. i timen.

Sendt hjem før demonstration

Ifølge fagforeningens oplysninger blev de polske arbejdere sendt hjem d. 27. januar. Samme dag, som Malernes Fagforening aktionerede mod flere af Fitness Worlds centre.
– De fik at vide, at de skulle tilbage på arbejde inden to uger. Og det fremgår af optagelsen, at de overvejer at lave en ny konstruktion, hvor opgaven deles ud på flere firmaer, siger Bo Rosschou.

På mødet er der en livlig diskussion af mulighederne for at dele gruppen af arbejdere op i flere selvstændige virksomheder. Også mulighederne i at lave enkeltmandfirmaer bliver diskuteret.
Malernes Fagforening er i gang med at undersøge, om de polske arbejdere er tilbage, og hvilken konstruktion de i givet fald arbejder under. (brink)

Kilde: Udskrift af lydfil fra Malernes Fagforening Storkøbenhavn