Dårlig løn er reglen frem for undtagelsen

Midlertidige ansættelser til en dårlig løn og uden de rettigheder, en overenskomst kan give. Det er i stigende grad reglen frem for undtagelsen i den europæiske kødindustri. Den udvikling vil vi ikke finde os i, siger NNF’s forbundsformand Ole Wehlast

Den europæiske faglige sammenslutning, EFFAT fødevaresektion havde social dumping i fokus, på organisationens generalforsamling i Budapest i starten af maj.
NNF’s formand Ole Wehlast er formand for fødevaresektionen, som repræsenterer omkring 1,5 millioner medlemmer.

Han manede til fælles kamp mod social dumping, som spreder sig i hele Europa. På generalforsamlingen var der rapporter om problemerne fra Belgien med underbetalte migrantarbejdere til en situation, hvor de usikre job spreder sig i kødindustrien i Italien og Spanien.

De delegerede insisterede på at tage kampen op mod de usikre og farlige jobs i branchen.
– Det er helt uacceptabelt, at den sociale dumping kan brede sig så stærkt inden for EU, uden at EU’s politiske organer tilsyneladende kan stille noget afgørende op imod det. Det kan vi ikke finde os i, og det må vi i EFFAT gøre politikerne, både nationale og i EU, opmærksom på, sagde Ole Wehlast.

– Arbejdstagernes sociale sikring er lige så vigtig som det indre markeds funktion. Det skal EU’s normer og direktiver afspejle, sagde han.

Afløst af kolonnearbejdere

Ole Wehlast beskrev den særlige danske vinkel af fænomenet, hvor danske slagteriarbejdere mister jobbet, mens kolonnearbejdere fra bl.a. Rumænien, Polen, Ukraine og Bulgarien til lav løn og på tvivlsomme ansættelsesvilkår slagter og forarbejder stadig flere danske svin på tyske slagterier.

– Jeg synes naturligvis, det er i orden, at lønmodtagere drager over grænserne for at få job. Men de skal ikke udnyttes til at arbejde på vilkår, der undergraver forholdene på de nationale arbejdsmarkeder, sagde han.

Arbejdsgiverne samarbejder

NNF’s næstformand Jens Peter Bostrup understregede, at arbejdsgiverne har et formidabelt samarbejde over grænserne, bl.a. ved at koordinere indsatsen op til overenskomstforhandlingerne.

– De udfordringer, som vi står over for med den sociale dumping, kan vi under ingen omstændigheder løse alene i det enkelte land. Her skal samarbejdes, sagde Jens Peter Bostrup.
Deltagerne diskuterede forskellige former for samarbejde mellem de nationale forbund, og de bakkede op om den handlingsplan mod social dumping, som EFFAT vedtog på sin kongres sidste år. (brink)
.