Europæisk opbakning til græsk generalstrejke

Onsdagens generalstrejke mod EU-diktat får fuld opbakning af europæisk fagbevægelse

24. februar kalder den græske landsorganisation GSEE til generalstrejke i protest mod den økonomiske hestekur, som truer landets lønmodtagere

Den græske regering er i gang med at gennemføre deres ”konvergensprogram”, som skal rette græsk økonomi ind efter EU-kravene.
Det sker i form af et såkaldt ‘stabilitets- og vækst-program’, der reelt sætter Grækenland under administration.

Hvis Grækenland ikke i de kommende år følger programmet til punkt og prikke, kan landet få indefrosset indeståender og stoppet muligheden for lån i Den Europæiske Centralbank, ECB, og i sidste ende blive idømt store bøder.
Pakken indebærer radikale indgreb med lønnedskæringer, pensionalderen hæves for alle, der skal privatiseres i stor stil og sundhedsvæsenet skal skæres med 10 procent.

EU’s pres

Europæisk fagbevægelse følger med stor bekymring situationen i Grækenland og ikke mindst EU-kommissionens, Euroministrenes og Den Europæiske Centralbanks pres på den græske regering for hårdere indgreb, lyder meldingen fra den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS).
– Arbejderbevægelsen i Europa står solidarisk med de græske arbejdere i deres kamp mod nedskæringerne. Europas hilsen til det græske folk burde være et om stabilitet og sociale fremskridt og ikke om tilbageskridt og social dumping, hedder det fra EFS.

– Vi støtter ikke Eurozonens ministres pres på Grækenland for at tage hurtige beslutninger som vil ramme de fattige, de syge, de gamle. Vi vil se planer, som er afbalancerede og socialt acceptable, siger EFS’s generalsekretær, John Monks.

– Euro-ministrene går fejl, når de vil have hurtige resultater. Vi har brug for realistiske langtidsplaner, som er forhandlet med fagforeningerne, siger Carola Fischbach-Pyttel, generalsekretær for de offentlige ansattes paraplyorganisation, EPSU.

– Regeringen, fagforeningerne og arbejdsgiverne må finde fælles løsninger som opbygger det græske samfund, i stedet for at ødelægge det med fyringer, indgreb i faglige rettigheder og privatiseringer af den offentlige service og offentlige virksomheder, siger hun.
– EU’s ministre retter endnu engang ind efter bankerne og finansspekulanter. Ærlig talt, vi har haft nok af det. Vi kommer til at se mere vrede, så længe banker og finansinstitutter beskyttes og spekulanter ikke beskattes, siger Carola Fischbach-Pyttel.

Vækst og beskatning af sort økonomi

De græske fagforeninger er udmærket klar over den alvorlige situation. Men de understreger, at der er lagt op til, at arbejderbefolkningen endnu engang skal ensidigt skal betale krisen.
De har allerede set, hvordan deres rettigheder, pensioner og lønninger er gradvist forringet. I stedet foreslår de en radikalt anden politik, som skal stimulerer investeringer, vækst og bekskæftigelse. Og de forlanger en fair skatteopkrævning, som kan bekæmpe den udbredte sorte økonomi i landet. (brink)