3F skruer nu bissen på overfor vikarbureau, som tilbyder baltiske vikarer til halv pris. Demonstrationer ved to gartnerier ved Århus i denne uge, to andre har opsagt aftale med bureauet og ansat balterne på dansk overenskomst
Siden maj sidste år har brugen af underbetalte vikarer fra Østeuropa spredt bl.a. på gartnerierne, som lejer vikarer, der arbejder for typisk 60 kr. i timen.
Nu slår 3F tilbage og har startet konflikt mod firmaet Baltic Workforce, som har 400-500 ansatte fra de baltiske lande, som de udlejer til danske virksomheder som vikarer.
Men samtidig er der en sympatikonflikt på vej mod gartnernes arbejdsgiverforening GSLA. Sympatikonflikten vil ramme gartneriet Nymarken i Malling ved Århus.
– Når sympatikonflikten træder i kraft, så vil de medarbejdere, som er omfattet af konflikten stoppe arbejdet, siger Thomas Møller, der er formand for den grønne gruppe i 3F Rymarken i Århus.
– Det er muligt han kan kører videre ved at ansætte flere vikarer. Men næste skridt bliver en sympatiblokade på transportområdet. Det vil ramme transporten af gartneriets produktion af agurker, og brændstoflevering og renovation, siger han.
– Vi vil have dem stoppet. Det er vikarbureauet, der underbetaler medarbejderne, men det er gartnerierne, der scorer fortjenesten. Derfor fører vi konflikt mod begge parter, siger Thomas Møller.
På ruinerne af østaftalen
Brugen af billige vikarer er blevet mulig efter østaftalens bortfaldt i maj 2009, hvor de sidste restriktioner for arbejdskraft fra de nye EU-lande bortfaldt.
– Vi så de første spadestik til vikarimporten sidste sommer, men det er først nu, vi har et overblik over, hvordan det fungerer. Derfor tager vi kampskridtet nu, siger Thomas Møller.
Systemet fungerer ved at gartnerne betaler 90 kr. i timen til Baltic Workforce, som så leverer vikarer – ofte fra Litauen.
– De bliver typisk betalt med 60 kr. i timen, og arbejder 54 timer om ugen. Vores mindsteløn på området er 124 kr. i timen. Men sammenholdt med store skattefradrag, så de ikke betaler skat, så betyder det, at de kan få brød på bordet. Men efter noget tid, så opdager de jo, at det ikke er så fedt alligevel, når de ser hvor meget de bliver trukket i husleje osv., siger han.
Murren
Thomas Møller har haft flere møder med de litauiske arbejdere, og der breder sig en utilfreds blandt dem.
– Der er murren, de begynder at se, at det ikke er i orden. De kan godt se problemet, som en af de litauiske arbejdere sagde det: Danskerne bliver arbejdsløse, mens vi får arbejdet til 60 kr. i timen, de eneste der scorer kassen er gartnerierne, siger Thomas Møller.
Dobbelt eller halv løn?
En af gartnerne, Lars Kolling, som ejer gartneriet Nymarken ved Malling mener han ville styre direkte mod lukning, hvis gartneriet udelukkende ansatte danske medhjælpere til dobbelt løn, siger han til dr.dk.
– Jeg vil stadig kalde det halv løn til vikarerne Men hvis han ikke kan betale fagets mindsteløn, så er hans gartneri ikke levedygtigt. Vi vil ikke gå på kompromis med vores overenskomster, derfor tager vi kampskridtet nu, siger Thomas Møller.
Der er andre gartneriet, som nu opgiver at bruge det konfliktramte vikarbureau. Oprindeligt havde 3F planlagt at demonstrere ved fire gartneriet. Men to af dem har meddelt fagforeningen, at de har opsagt aftalen med Baltic Workforce. I stedet har de ansat de baltiske medarbejdere på den danske overenskomst. (brink)






