Euro dårlig for økonomien

Euroen har været dårlig for økonomien mener et flertal franskmænd, tyskere, spaniere og portugisere, og der er ingen folkelig tiltro til at EU kan løse den økonomiske krise, viser ny undersøgelse

Europas befolkninger har ikke de store forventninger til det EU-topmøde, som starter i dag i Bruxelles, hvis man skal tro en ny opinionsundersøgelse. Topmødet handler ellers om, hvordan EU kan gennemtvinge ”budgetdisciplin” i medlemslandene og vise vej ud af krisen.

Men en frisk meningsmåling viser, at de flest borgere i de vigtigste euro-lande mener, at euroen har været dårlig for økonomien. De forventer heller ikke, at EU kan tackle krisen, rapportere EUobserver. 
Omkring 60 procent af franskmændene og mere end halvdelen af tyskere, spaniere og portugisere svarer, at ”euroen har været dårlig for deres økonomi”. Det er German Marshall Fund of the United States, som står bag meningsmålingen.

Tænketanken gennemførte undersøgelsen i juni i 11 EU-lande og kun i Holland og Slovakiet var der et flertal, der mente, at den fælles valuta er et gode.
Blandt EU-lande uden Euro var det kun i Rumænien, at der var et flertal for at indføre euroen. Men 83 procent af briterne, 53 procent af polakkerne mente, at indførelsen af euro vil være dårligt for deres lands økonomi.

Undersøgelsen viste også, at selvom der er flertal for EU-medlemskab, så er der ikke flertal for at lade EU håndtere den økonomiske krise, det er de nationale regeringers opgave.
Kun i Tyskland mener et lille flertal på 54 procent, at EU skal have hovedansvaret for økonomien, mens det kun gælder for 25 procent af briterne

Krisen kradser

Undersøgelsen viser, at krisen rammer flere europæere sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse sidste år.

60 procent af de adspurgte, siger de er personligt ramt af krisen, det er stigning på fem procent på et år.
I Holland er det en fordobling fra 20 til 40 procent. I Rumænien og Bulgarien er det 80 procent, som angiver det er ramt. 78 procent af portugiserne, 71 af spanierne og 67 procent af italienerne angiver, at de er ramt af krisen.

Trods den kritiske holdning til både den fælles valuta og EU’s rolle som kriseknuser, så angiver et flertal af de spurgte, at krisen bør føre til at større vilje til at bygge en stærkere Europæisk Union.  (brink)